Denne franske og ret fjollede film ville nok været blevet for lavpandet, hvis den var lavet herhjemme og været
på dansk.
Der er pinligheder i hobetal, historien griber hver en undskyldning for at fortælle handicap-jokes.
Men fordi filmen er plat på fransk, og der er et hjerte under det hele, så tilgiver man meget.
En småkriminel
far og hans søn røver en guldsmedeforretning, men da flugten mislykkes, hopper de ombord på en bus med en flok udviklingshæmmede på sommertur. Under dække af at være Sylvain, en ny beboer og hans hjælper Orpi,
må duoen gøre deres bedste for ikke at blive afsløret.
Så meget i den her film er i princippet på listen over
”ting man ikke må længere”, og der er da også gange, hvor tæerne truer med at krølle. Men du godeste, der er
også meget, der charmerer.
Komikeren Artus er både filmens instruktør, manusforfatter og spiller Sylvain
med tilpas finesse og følsomhed. Som instruktør giver han klogeligt plads til de fantastiske amatørskuespillere, der spiller versioner af sig selv. Og som selv er udviklingshæmmede.
Lige når man sidder i biografsædet
og er lige ved at overveje, om vi egentlig må grine af dem, får deres karakterer og udtryk så meget kant og
nuancer, at man mærker at man faktisk griner med dem. Af sig selv. Og af alle de andre, der ikke ser forbi
deres særheder og besværligheder.
Med til at løfte niveauet er også, at den rigtige Sylvain forvilder sig på en
anden bustur for unge og får sit livs sommerferie. Der er også noget med kærlighed (det hører sig næsten
til en fransk film), både mellem forældre og børn, mellem beboerne og mellem de voksne. Men mest af
alt til menneskeheden i alle dens mange variationer. Og at alle kan lære noget af hinanden.
"Lidt udover det sædvanlige” kan ses i biografen nu.
