Line Kirsten: "Tænk hvis nogen fandt min blå bog og troede, jeg var et nul"

Når Line Kirsten Nikolajsen sender radio på P3, lyder hun som en kvinde, der har styr på tilværelsen. Humøret er altid højt, og hun har altid en god historie at fortælle, selv hvis den balancerer på en knivspids af et svært emne. Hun lyder rolig, tilpas og helt afslappet.

Men sådan er det ikke, da hun gæster journalist Josefine Stork i ALT for damernes podcast ’Tungdom’.

Læs også

Charter McCloskey: ”Jeg kan ikke stå oprejst, så jeg lader mig indlægge på psykiatrisk”

Pulsen er høj, og svedpletterne kan så småt ses under armene på trøjen. De to kvinder skal nemlig tale om noget, som Line Kirsten ikke har talt med andre om før, og som hun har svært ved at få ud over sine læber. For hun vil ikke virke som et offer, og hun vil ikke sætte en skyld over på andre, men samtidig skal historien fortælles. Line Kirstens historie.

Den populære radiovært havde nemlig en svær tid i folkeskolen, og det har sat spor helt ind i voksenlivet.

”Tiden er lidt forsvundet, fordi det var så svært og hårdt, men jeg kan huske at sidde under en jakke i frikvartererne og tegne – helt indelukket. Og at der var en, som var blevet sendt over til mig af sin mor, for at spørge mig af medlidenhed, hvad jeg tegnede, og jeg tænkte bare ’fuck af’,” husker Line Kirsten om sine år i skolen.

Verdens værste menneske

Det var en hård klasse, som radioværten var en del af i folkeskolen. Der var altid problemer, og de havde mange ’pigemøder’, husker hun. Men på en eller anden måde var det aldrig udtalt, at hun blev mobbet. Nogle blev fysisk mobbet, men andre – som hende – bare blev holdt udenfor, uden at det blev italesat.

Hun husker blandt andet, hvordan de andre fik hjerteveninde-halskæder, som man kunne knække over, men der var aldrig en til hende. Hun husker, hvordan hun er gået grædende hjem fra en veninde, fordi de andre piger i klassen havde sagt til hende, at de ikke ville være venner med hende mere. Og hun husker, hvordan en venindes mor sagde, at hun skulle stoppe med at plage om at være med til legen, når de andre ikke ville lege med hende.

Og det satte sig dybt i hende, fortæller Line Kirsten ærligt i ’Tungdom’.

”Jeg troede jo på, at jeg var et forfærdeligt menneske, siden ingen gad at være sammen med mig,” siger hun i podcasten.

”Jeg har brug titusinde timer på at grave i, hvad der var galt med mig. Jeg troede jo, at alt var galt med mig. Jeg skrev voldsomme ting i min dagbog på et tidspunkt på grund af mobningen. Jeg skrev noget om, at jeg ikke have lyst til at leve. Det var ikke en reel selvmordstanke, men jeg tror, at det var en desperation at skrive om, at der ikke var noget lys i mørket. Jeg kan ikke huske, at jeg har skrevet det, men jeg kan godt huske følelsen af, at der ikke er noget, der er fedt eller sjovt i det her liv,” siger hun.

Læs også

Irina Olsen: ”Jeg havde hele livet foran mig, men jeg var fuldstændig ødelagt”

Skam over blå bog

Efter folkeskolen, kom Line Kirsten på efterskole, hvor hun fandt de venskaber, hun havde søgt efter i mange år. Året var et helle og et frirum, men da hun vendte tilbage til hverdagen, startede det hele forfra.

I gymnasiet var de første to år gode, men i 3.g skete der noget. Fra den ene dag til den anden oplevede hun, hvordan hendes veninder i klassen pludselig vendte hende ryggen.

Det er minder om en studietur, hvor hun hørte nogle af pigerne fra klassen bagtale hende, der stadig påvirker hende. For pludselig ville venindegruppen ikke være hendes veninder mere. Så da klassen skulle skrive blå bog i 3.g., gjorde Line Kirsten noget, som hun den dag i dag både er ked af og skammer sig over.

”Jeg loggede ind og skrev noget i min egen blå bog, fordi jeg var så ked af det. Jeg var bange, fordi jeg vidste, der ikke stod noget i min,” siger Line Kirsten i podcasten og får tårer i øjnene.

”Så jeg loggede ind en dag og skrev nogle historier ind, som jeg vidste, vi piger havde haft sammen i de første år af gymnasiet. De vidste jo godt, at de ikke selv havde skrevet dem, men så kunne det være, at de troede, at nogle af de andre havde skrevet det. Så jeg har skrevet halvdelen af min blå bog selv. Det er så frygteligt at sige. Jeg synes, at det er så pinligt, men jeg var bange for, at nogen skulle finde min blå bog ti år ude i fremtiden og så tænke, at jeg var et nul, som ikke havde noget sociale med nogen,” fremstammer radioværten i ’Tungdom’.

Hun lærte aldrig, hvorfor hun blev holdt ude af klassen, og derfor var det nemt for Line Kirsten at bilde sig selv ind, at det handlede om hele hendes person.

”Derfor har jeg en grundtanke om, at jeg er irriterende,” fortæller hun ærligt.

Levn fra fortiden

Skoleårene har sat sig i Line Kirsten i en sådan grad, at når hun møder verden i dag, tænker hun som udgangspunkt, at folk ikke kan lide hende.

”Jeg skal lige gøre en ekstra indsats. Jeg må ikke lave fejl overhovedet, for så vender de mig nok ryggen. Det har sat sig i mig på en måde, hvor det er meget få mennesker jeg lukker ind, fordi jeg er blevet så såret. Jeg skal virkelig se folk an længe, før de kommer ind,” forklarer hun.

”Jeg tror først, at det er vendt, efter jeg mødte min kæreste for fire år siden. Nu har jeg mødt en, der gerne vil være sammen med mig. Han vil fucking giftes med mig, og han har et barn med mig. Ham og mine veninder fra efterskolen har reddet mig på så mange måder. De har gjort, at jeg kan være til stede i at være social,” fortæller hun i ’Tungdom’.

I podcasten 'Tungdom' vil journalist og vært Josefine Stork undersøge følelserne og de tunge tanker fra barn- og ungdommen, som bor så dybt inde i mange af os. I hvert afsnit taler hun med en ny kendt gæst og sammen skruer de tiden tilbage til dengang de havde det svært og hvor alt fra angst, identitetskrise, spiseforstyrrelse og dårligt selvværd prægede en del af deres ungdom.

Håbet er, at du som lytter kan spejle dig og føle dig mindre forkert i dine følelser. For én ting er sikkert. Du er langt fra alene om at have det svært.