Linn Ullman: Man kan ikke gå gennem livet uden kriser

Linn Ullmann er en kvinde, der gør sig umage. Hun overvejer sine ord, før hun taler. Hun tager sig tid til at formulere sine sætninger, så betydningen af det, hun siger, bliver klarest muligt. Når hun siger noget, der virkelig skal understrege en pointe, fører hun sine tommel- og pegefingre sammen og lader hænderne danse i takt til ordstrømmen. Linn Ullmann er lys og smilende, og hendes udseende står i kontrast til de mørke toner og den dystre stemning, som hendes romaner er gennemsyret af. Tanken om, at der i virkeligheden bor en pessimist under de lyse lokker, føles påtrængende.

– Jeg er ikke optaget af at skrive om folk, som lykkes med det hele. Man kan ikke gå gennem livet uden kriser, og uden at ting går i stykker – for ting går i stykker! Og hvad gør man så, når ting går i stykker? Det er det, jeg er interesseret i at undersøge i mine bøger. Jeg tænker ikke på mig selv som et pessimistisk menneske. Jeg tror slet ikke, at jeg ville skrive bøger, hvis jeg var pessimist.

Linn Ullmann er datter af den berømte svenske filminstruktør Ingmar Bergman og den norske skuespiller Liv Ullmann. Hun voksede op i Oslo med sin mor, som hun ligner fysisk med de høje kindben, den fyldige mund og de lyse farver. De havde ”et helt normalt kompliceret forhold” i Linn Ullmanns teenageår, hvor hun ifølge sig selv var meget rebelsk. Ferierne tilbragte hun i selskab med sin far og en masse film. Hun fortæller, at hendes temperament minder om farens. Hun kan, siger hun på syngende norsk, blive virkelig vred. Men ellers har hun ikke lyst til at tale om sine forældre, det hører til privatlivet – og det er privat.

I et interview med den populære norske talkshow-vært Fredrik Skavlan har hun dog fortalt, at én af de ting, hun frygter mest, er løgn. Og at det er en følge af hendes opvækst med voksne, der var ekstremt dygtige selviscenesættere og havde et stort behov for at fortælle historier gennem deres kunst. Derfor beskæftiger hun sig i alle sine bøger med emnet løgn: Hvornår er en løgn ond, og hvornår kan det være livsnødvendigt at fortælle en løgn?

Hvornår går det galt?

Hovedpersonerne i hendes roman, ”Det Dyrebare”, Siri og Jon, er viklet ind i løgne, og der er ingen forløsende samtaler mellem dem i bogen. I stedet kommunikerer de gennem billedbeskeder, som de sender fra hvert sit rum i huset og i nattens mulm og mørke. De forløsende samtaler udebliver i Linn Ullmanns bøger, bøgerne slutter endda ofte der, hvor der er lagt op til den store samtale.

– Jeg tror simpelthen ikke på den forløsende samtale. Det er ikke sådan, at hvis vi bare sætter os ned og taler sammen, så vil alt blive godt. Hvis det var så let, så ville der ikke blive skrevet nogen bøger, så ville alle verdens kærlighedsproblemer være løst. Det at indgå i relationer med andre mennesker er en vanskelig og svær ting, og jeg prøver med mine bøger at undersøge, hvad det er, der sker, når vi er nået forbi forelskelsens første eufori. Jeg er ikke interesseret i begyndelsen af et forhold, meget mere i fortsættelsen. Hvornår begynder det at gå galt, og hvor er det, at det går galt? Jeg tror, at vi virkelig skal prøve at se hinanden, ikke snakke så meget. 

”Det Dyrebare” er en dyster og sørgmodig fortælling om ægteparret Jon og Siri, der langsomt glider fra hinanden. Deres børns barnepige, Mille, forsvinder under mystiske omstændigheder den aften, Siri har arrangeret en stor 75-års fødselsdagsfest for sin mor. Den tågede sommernat, som de tilbringer i Siris mors, Jennys, hus, bliver udgangspunktet for en selvransagelse hos bogens personer, som grubler over, hvordan de kunne have handlet anderledes for at undgå ulykken, og hvordan de skal komme videre uden at gå mere i stykker.

– Jon og Siri opdager først, hvor ødelagte de er, da en fremmed kommer ind i deres liv. Både Milles nærvær og hendes forsvinden sætter følelserne i bevægelse. Og fra da af er det ikke længere muligt at lægge låg på, forklarer Linn Ullmann om bogens handling.

Læs også: Sofie Gråbøl: Succesfuld singlemor

Den kendte lammelse

Før Linn Ullmann selv fik udgivet bøger, arbejdede hun som litteraturkritiker og har også modtaget priser for sit journalistvirke. Hun er gift og bor i Oslo sammen med forfatterkollegaen Niels Fredrik Dahl, hans datter fra et tidligere forhold, deres fælles datter og hunden Charley. Derudover har de hver en søn fra tidligere forhold, som ikke længere bor hjemme.

”Det Dyrebare” er den af Linn Ullmanns bøger, som til dato har været sværest for hende at skrive. En total skriveblokering fylder også meget i bogens handling. Den mandlige hovedperson Jon har høstet fantastiske anmeldelser, og nu venter Norge spændt på sidste bind i hans trilogi.

– Jeg ved godt, hvad det vil sige at have en skriveblokering. Alle, der skriver, oplever en skriveblokering – det er en lammelse, der føles som søvnløshed. Den følelse af ikke at kunne sove. Selv om man er helt vildt træt og desperat og gerne vil, så lykkes det ikke.

– Sådan er det også med en skriveblokering: Uanset hvor meget man vil, er det bare helt umuligt at skrive. Man prøver at finde alternative løsninger til det at skrive en bog. Jeg tror ikke, at en hjernekirurg tænker ”måske kan jeg operere på den hjerne uden at operere den”. Jeg forestiller mig ikke andre job, hvor man på samme måde vægrer sig mod arbejdet. Det er en mærkelig, mærkelig ting.

– ”Det Dyrebare” var en vanskelig bog at skrive, det tog mig meget lang tid, seks år. Den handler om en meget forfærdelig forbrydelse, om løgn, svigt og utroskab. Det er ting, der virkelig skræmmer mig.

Krav til kærligheden

I Linn Ullmanns opvækst var faderens karriere indiskutabelt den vigtigste. Og moderen var den, som tog sig af Linn. Og et emne, der både fylder meget i Linn Ullmanns seneste roman og optager hende personligt, er, hvordan man får et parforhold til at fungere.

– Min far fik lov til at være ”den store kunstner”, og selv om min mor også arbejdede i min barndom, så var hun den, der var der, og hun måtte stå model til lidt af hvert fra min side, det må have været virkelig hårdt indimellem. Jeg er fra en helt anden generation, og for mig ville det være fuldstændig uacceptabelt at leve i et så ulige forhold, hvor manden på den måde er sin karriere. Det må være svært for mænd i dag at finde sig til rette i en rolle – Jon savner det i romanen, men det er ikke længere sådan, at hele familien skal følge mandens dagsorden.

Linn Ullmann mener, at ægteskabet og parforholdet altid har været svært – at det ikke er tidstypisk. Hun er interesseret i at undersøge, hvad det vil sige at være en moderne mand/far, kvinde/mor og ægtefælle i sine bøger.

– Især når der kommer børn ind i billedet, bliver parforholdet udsat for et ekstremt pres, og søvn og tid bliver hård valuta. Og så er det, at parforholdet bliver én stor forhandling. Det er lidt et tabu, for kærlighed skal være ren – især til ens børn, men også til ens partner. Og jeg ved, at kærlighed også kan være enormt kompliceret. Det at elske står for de fleste som noget fint og funklende, kærlighed er den norm, vi higer efter. Men det at få kærligheden til at fungere i det daglige – det er det vanskelige. Vi stiller store krav til, hvordan kærligheden skal være. Vi har så mange ideer om kærlighed som noget altomsluttende og stort – og det er stort og mægtigt. Det er den største kraft i vores liv.

Linn Ullmann ser alvorlig ud, men lyser så op i et smil og ryster lidt på hovedet for sig selv.

– Jeg ved ikke så meget om kærlighed, men jeg sætter enormt stor pris på de mennesker, jeg lever sammen med.

Læs også: Simi Jan frygter mest kidnapning