"Da turnéen var slut, lagde jeg mærke til, at jeg savnede ham Jan"

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Skovbakkevej i Brabrand. Vi boede for enden af vejen, og de første ture, jeg gik på den, var med min mor i hånden. Egentlig var det en villavej, men de sidste 300 meter åbnede naturen sig, og vores hus – et nedlagt husmandssted – lå for enden af vejen på toppen af en bakke. Med tiden fik jeg lov at cykle på vejen – og i skole – og det gik hu-hej ned ad bakken om morgenen, men jeg måtte trække cyklen hjem om eftermiddagen op ad bakken, hvor jeg gik det sidste stykke alene. Alt skulle undersøges på den tur. Som voksen har jeg fastholdt glæden ved at gå samme tur hver dag. Når jeg er i mit hus i Nordjylland, går jeg hver dag det, jeg kalder "firkanten rundt". Når du går samme tur hver dag, lægger du mærke til både de små forandringer og de store som for eksempel årstidernes skiften.

Din levevej?

– Jeg sang allerede som barn, hvor jeg dannede pigebandet De fem. Vi var alle sammen piger, som fik en guitar i julegave, og så gik vi ellers i gang med at øve Beatles-sange. Vi fandt hurtigt ud af, at vi kunne tjene en 50'er hver ved at spille til byfesterne, og med tiden blev det til 100 eller 200 kroner pr gang. For mig har det altid været et incitament at kunne tjene penge på noget, der var sjovt. Men undervejs har jeg tit måtte lægge ører til spørgsmål som: "Sangerinde, kan man leve af det?" Men det tænkte jeg sgu ikke over. Det var det, jeg ville. Det eneste andet, jeg har villet være, var dyrlæge, men jeg var simpelthen ikke god nok til matematik og fysik, så det opgav jeg hurtigt. Jeg var med i Shit og Chanel allerede som 17-årig, og så sad jeg pludselig i en ejerlejlighed. Jeg levede godt af sang i en tidlig alder og kunne mærke, at det var en levevej, selv om jeg aldrig havde drømt om, at det skulle være for evigt.

– På et tidspunkt i livet fik jeg et barn og købte en gård, og så skulle der penge i kassen. I perioder har det været meget usikkert for mig, men jeg er typen, der selv sætter tingene i gang. Når jeg kan se, at der ikke er noget i kalenderen næste forår, tænker jeg åh-åhh, hvad skal jeg finde på? Usikkerheden er blevet en livsstil, for jeg ved jo aldrig, hvor længe det bliver ved.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Jeg mødte Jan (trommeslager Jan Sivertsen, red.), da jeg spillede sammen med Sebastian. Jan kom med i bandet i 1984. Det første år var vi bare gode venner og turnerede sammen. Da turnéen var slut, lagde jeg mærke til, at jeg savnede ham Jan. Vi mødtes igen året efter til sommerturné, og der blev vi kærester.

– Jan er altid med mig ude at spille, og han har også co-produceret mit nye album. Vi er efterhånden vant til at arbejde sammen. Han ved, hvornår jeg har brug for ham, og hvornår jeg kan klare mig selv. Han vil mig det så godt, og jeg er meget taknemmelig for det makkerskab. For et år siden fik han konstateret Parkinsons sygdom. Det hårdeste var dog det halve år forinden, hvor han næsten faldt fra hinanden, og vi ikke vidste, hvad han fejlede. Man tror, alt er slut. Heldigvis er han velmedicineret og mildt ramt, og han arbejder med sin sygdom hver dag. Han motionerer, har tjek på sin krop og tager en lur, når han er træt. Han gør alt det rigtige, så han er faktisk på toppen igen.

Hvor meget tid tilbringer du på landevejen?

– Min egen bil kører vel knap 50.000 kilometer på landevejen om året. Oveni det kommer den tid, jeg tilbringer i tourbussen. Min bil er mit tredje hjem, hvor jeg sidder med min kørevand, mine køregajoler og Radio 24/7. Jeg elsker det. Før hver turné laver vi en manual over, hvornår jeg skal være hvor, hvornår crewet kommer, og hvad der skal ske undervejs. Jeg ved det hele på forhånd, for jeg er meget ordentlig med sådan noget, og når jeg har travlt på en turné, kan jeg godt lide at skynde mig langsomt. Den kommende weekend tager jeg til Næstved og spiller koncert og laver noget tv undervejs. Derfra videre til Vejle, hvor jeg også laver noget radio. Så tager jeg til Randers næste dag og laver et privat job i et firma, inden jeg tager en lur på hotellet og spiller koncert om aftenen. Vi holder fest på hotellet efter koncerten, fordi en af lydmændene har fødselsdag, og næste dag kører vi til Svendborg og spiller.

Hvem er den vigtigste vejleder i dit liv?

– Det er mig selv. Jeg har tit sagt til mig selv, at nu skal jeg også snart i gang med at meditere, gå til yoga eller til psykolog, men det bliver aldrig til en skid, for jeg har mig selv som vejleder. Jeg bruger i høj grad bøger eller film som vejledning. Lige nu er jeg i gang med Linn Ullmanns bog, hvor hun blandt andet skriver om sin far, Ingmar Bergman. Det er fascinerende at læse om den far/datter-relation, selv om der ikke er paralleller til min egen far, men en god bog eller film kan være en åben dør til andres erfaringer.

LÆS OGSÅ: "Min pige skal aldrig tvivle på, at jeg støtter hende lige meget hvad hun vælger at blive her i livet"

Hvilken vej bor du på nu?

– Jeg bor både i hus i Gentofte og på den gård i Nordjylland, min far købte, da min mor døde. Da min far døde, købte jeg min bror ud, og siden har jeg haft den som mit andet hjem. For mig er det en tryghed at have to hjem, og jeg ville aldrig kunne vælge mellem de to. Det bliver nok plejehjemmet til den tid. Mine heste står på gården. Min gamle 31-årige hest, som får vælling på kolde dage, og min "unge" hoppe på 16 år samt to føl, som jeg fik for to år siden, der står og venter på at blive redet til. Jeg værdsætter virkelig det liv, hvor jeg rider ud med mine veninder i skoven. Nogle gange snakker vi, andre gange holder vi bare kæft.

Hvordan er kommandovejen hjemme hos dig?

– Åh, hvordan skal jeg sige det? Min mand tager de store beslutninger derhjemme, og jeg ... nej, hvordan var det nu, det var? Jo, lad os bare sige, at det er mig, der bestemmer. Jeg er kaptajnen på kommandobroen, for Jan har bare ikke det behov. Der er få områder, hvor jeg skal holde mig væk. Det handler blandt andet om at skulle finde vej. Der står jeg af. Jeg tror faktisk godt, han kan lide at jeg tager beslutningerne. I visse situationer er jeg dog sårbar og har brug for hans beskyttelse. Jeg er for eksempel ret blød, når det kommer til vores søn, og jeg bekymrer mig meget om livet, og hvad det kan gøre ved os. Der er jeg ikke super stærk, og så har jeg ham at runde tingene med.

Har du nogensinde stået ved en korsvej?

– Det var omkring år 2000. Jeg havde altid kun oplevet, hvordan alle mine musikalske ideer blev gennemført. Jeg havde styr på det hele og kunne vælge at lave, hvad jeg ville. Men jeg kunne også mærke på blandt andet medierne, at jeg pludselig var en lidt ældre sangerinde, og folk forventede hele tiden, at nu udgav jeg nok en jazzplade. Jeg havde dog mere lyst til at lave musik med Sebastian igen, men det syntes mit daværende pladeselskab var en dårlig idé. Jeg følte det som et overgreb, at nogen pludselig skulle diktere, hvad jeg skulle indspille. Min dagsorden havde været naturlov siden Shit og Chanel i sin tid. Nu mærkede jeg, at vi faktisk var flere om at bestemme. Jeg kom i tvivl, om jeg skulle bide i det sure æble og blive om bord, og eller om jeg skulle falde tilbage i sofaen derhjemme og blive indædt. Pladeselskabet og jeg blev så meget uvenner, at jeg skred, og det kostede mig nok nærmest en kvart million. Jeg fik et nyt pladeselskab, som gav mig lov til at lave de ting, jeg ville. Det var hårdt dengang, men i dag er jeg taknemmelig for, at jeg blev tvunget ud i det valg.

LÆS OGSÅ: Hanne-Vibeke Holst har fået konstateret brystkræft

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg er på vej til at turnere med min nye plade Bedre Tider, som er den første rigtige plade fra mig i syv år. Jeg er på vej ind i en helt ny runde, og jeg har det sådan, at der er meget, jeg skal nå, inden jeg takker af. Jeg føler, jeg står midt i livet, for jeg har både succes men stadig ambitioner. Musikken er blandt andet blevet til sammen med min søn, som er 25 år. Sylvester har arbejdet med musik i fem år nu, og jeg er lykkelig for, at vi er nået dertil, at vi kan arbejde sammen. Han har sin egen genre, men han er teknisk dygtig, og han tilfører min musik meget. Vi er begge temperamentsfulde, selv om vi sjældent bliver antændt. Vi har ikke været uvenner undervejs, men det har vi tidligere, og vi ved godt, hvor galt det kan gå.