Lise Nørgaard var ikke i tvivl: ”Det var den værste og mest underholdende tid i mit liv”
På årets første dag mistede vi journalisten og forfatteren Lise Nørgaard, som blev 105 år. Hun var mest kendt som kvinden bag "Matador". Mindre kendt er det, at hun i en årrække var en markant skikkelse på Hjemmet, bl.a. som chefredaktør.
'Matador' er det første, mange tænker på, når man nævner Lise Nørgaards navn. Der var dog også hendes forfatterskab, som bl.a. omhandler erindringsbøgerne 'Kun en pige' og 'De sendte en dame'. Og så skrev hun manuskripter til flere film og til tv-serier som 'Huset på Christianshavn' og 'Een stor familie'. Men noget af det, hun var mest stolt over, var livet som journalist.
Lise Nørgaard arbejdede på adskillige avisredaktioner, og i 12 år var hun ansat på Hjemmet! Ja, hun var ovenikøbet chefredaktør for bladet i en periode, og hun skrev mange år senere i sine erindringer om tiden på Hjemmet: ”Det var den værste og den mest underholdende tid i mit liv.”
Det er netop de år, vi vil sætte fokus på her. Så vi skruer tiden tilbage til 1967, hvor Lise Nørgaard stadig var ansat på Politiken. Det havde hun været siden 1949, og hun havde ikke forestillet sig, at hun skulle havne i et bladhus som Gutenberghus – i dag kendt som Egmont.
Men på Politiken havde de i 1966 fået en chefredaktør, som Lise Nørgaard havde sine kampe med. Det havde hendes gode ven og kollega Paul Hammerich så sandelig også, og han valgte i sommeren 1967 at rømme sit kontor for at blive chefredaktør på Hjemmet.
Da Lise Nørgaard også havde fået nok, tog hun imod et tilbud fra Hammerich, og 1. januar 1968 kunne hun rykke ind i et kontor på Hjemmet, der dengang hørte til i Vognmagergade i København. Hun skulle friske Hjemmets brevkasser op og være en del af den fornyelse, som skulle ændre Hjemmet fra ”et blad for den jævne dansker” til et højkulturelt ugeblad med holdninger.
Folk som Klaus Rifbjerg, Leif Panduro og Anders Bodelsen begyndte at skrive i Hjemmet for at tiltrække flere læsere. Men det modsatte skete. Mange af de trofaste læsere holdt op med at købe bladet – og der kom ingen nye til. For fulde gardiner
Paul Hammerich fik nyt job og forlod chefredaktørposten på Hjemmet i 1969, men Lise Nørgaard blev hængende. Ud over at stå for brevkassen ”Lise Nørgaard og læserne” leverede hun reportager fra fjerne egne, hvor hun med skarp pen beskrev de politiske forhold i de pågældende lande, og hun skrev forbrugerjournalistik, som skulle ruste husmødrene til at kæmpe for bedre tider.
Men hun skrev også artikler, som gik lige i hjertet på den traditionelle Hjemmet-læser. F.eks. artikler om kæledyr – og især hunde. Hun havde i øvrigt fået særtilladelse til at medbringe sine to pudler, når hun tog på job.
Lise Nørgaard oplevede Gutenberghus som en helt anden type arbejdsplads end de avisredaktioner, hun havde arbejdet på. Der var andre regler i bladhuset, og mange af dem kunne hun slet ikke se logikken i, så hun gjorde oprør imod dem.
F.eks. havde kun særlige medarbejdere tilladelse til at få hængt gardiner op i deres kontorer. Andre medarbejdere havde ikke samme høje status, og de måtte heller ikke selv købe gardiner og hænge op. De var nødt til at svede i 40 graders varme på de hedeste sommerdage.
Det fik Lise Nørgaard til at slå sig sammen med Kaj Dorph-Petersen, som på det tidspunkt var chefredaktør på et af Gutenberghus’ andre blade, ALT for damerne. De to krævede, at der blev indkøbt gardiner til alle.
Det blev der nu ikke, men der blev opsat markiser. Det var en meget dyrere løsning end gardiner, men markiser var til gengæld ikke nævnt i de interne regler om, hvilke medarbejdere, der havde ret til det ene eller det andet.
Annonse
Gardinsagen er en af flere episoder, Lise Nørgaard har beskrevet i biografien 'De sendte en dame' om sin tid i Gutenberghus. En anden sag handler om den kælderparkeringsplads, hun fik tilbudt – som den første kvinde i husets historie.
Hun nåede ikke at tage den i brug, før hun blev kaldt ind til chefredaktøren, som kunne meddele, at en bogholder havde sygemeldt sig med mavesår, da han hørte, at den parkeringsplads, han havde ventet så længe på at få, var blevet tildelt Lise Nørgaard. Hun gav frivilligt afkald på den.
Årets kvinde
To chefredaktører røg ind og ud inden for de følgende seks år, og da Hjemmet i 1975 atter skulle have en ny rorgænger, var der enighed blandt medarbejderne om kræve, at Lise Nørgaard blev forfremmet.
Ledelsen var lydhør og tilbød Lise Nørgaard tjansen som chefredaktør. Hun var smigret over opbakningen og sagde ja tak. En beslutning, hun siden beskrev som ”en af mit livs dumheder”.
Den dygtige journalist blev nu begravet i kontorarbejde og fik stort set ikke tid til at skrive artikler selv. Hun skabte dog flere fornyelser i bladet, bl.a. en kåring af ”Årets kvinde” og en række artikler om ligestilling.
Lise Nørgaard krævede meget af sine medarbejdere, for hun var selv typen, der altid arbejdede og leverede langt mere, end hun blev betalt for. At forvente eller måske ligefrem forlange det samme af sit personale gav hende problemer med de medarbejdere, som var gamle i gårde.
Efter blot halvandet år i redaktørstolen bad Lise Nørgaard i 1977 om at blive menig medarbejder igen. Det var hun indtil slutningen af 1979, hvor hun tog imod et tilbud om at blive journalist på Berlingske Tidende.
I de sidste par år på Hjemmet skrev Lise Nørgaard atter på livet løs til bladet, og desuden begyndte hun at arbejde på en slægtskrønike, som filminstruktøren Erik Balling fik hende overtalt til at skrive som en tv-serie. Serien kom til at hedde 'Matador' – men det er en helt anden historie.
