Lizette Risgaard: ”Per syntes, det skulle være os to. Et par dage senere hang der blomster på min dør”
Det var tæt på at slå hende helt ud af kurs, da hun mistede sin mand, men Lizette Risgaard huskede også de ord, som ægtefællen Per altid havde støttet hende med. Ord, der gjorde, at hun gik efter at blive formand for fagbevægelsen, fortæller hun i denne uges Hendes Verden.
Sørg for at vælge den rigtige partner, hvis du vil besidde et topjob.
Rådet kommer fra Lizette Risgaard, der i dag er den øverste i fagbevægelsen og dermed et af landets mest magtfulde mennesker.
For på sin vej mod formandskabet mærkede hun, hvor vigtigt det var, at hun havde en støttende ægtefælle i manden Per. Det fortæller hun til ugebladet Hendes Verden, som netop er kommet på gaden.
”Det havde jo konsekvenser på hjemmefronten, da jeg blev valgt til HK. Det var en stor arbejdsbyrde, og vi havde to små børn. Men allerede i 2000, da jeg skulle på valg første gang, besluttede vi, at Per var den, der var mest derhjemme. Det var en god aftale,” siger Lizette Risgaard og fortsætter:
"Han lavede mad og kørte drengene til fodbold, og jeg købte ind og havde kontakten med skolen. I et topjob gælder det om at have en god partner. Vælg den rigtige partner! Med to fuldtidsjobs er der al for stor risiko for, at det er børnene, der betaler prisen."
Han vidste, at det skulle være os
Da parret mødte hinanden første gang til en privat fest, var Per ikke i tvivl om, at netop de to skulle finde ud af noget.
Han forsøgte derfor på en meget humoristisk måde at gøre et indtryk på hende, husker hun.
”Det gjorde han blandt andet ved at udgive sig for at være stjernekok. Vi mødtes til hans brors housewarming, hvor han sagde, at det var ham, der havde lavet maden. I virkeligheden kom den fra Søllerød Kro. Per syntes, det skulle være os to, men jeg sagde bare ja-ja og tog hjem den aften, men et par dage senere hang der blomster på min dør, og så var vejen banet, og vi blev et par. Udover et lille afbræk, hvor vi i en periode ikke boede sammen, var vi et par fra 1987, til han døde i 2011.”
I 2010 fik hendes mand og faren til hendes to sønner konstateret kræft, og året efter gik han bort.
På det tidspunkt var Lizette Risgaard næstformand for LO, og hun var blevet støttet af sin mand til at gå efter at komme så langt som muligt inden for den verden.
Men tabet af Per rystede hende.
”Der skulle jeg lige undgå at køre helt i grøften. Selv om han havde været syg, kom det som et chok. Men noget i mig sagde, at jeg blot skulle fortsætte på den vej, jeg var på. Det havde Per også hele tiden sagt til mig: ”Bliv ved og fortsæt rejsen mod formandsposten.” Alternativt kunne jeg have valgt at være hjemme hos børnene. Ja, andre ville måske have valgt anderledes og taget orlov, men jeg lavede en aftale med familie og venner om, at de hjalp til med børnene. Den store var 18 år og havde stadig brug for en arm omkring sig, og den lille var kun 13 år,” fortæller hun.
Ikke opgivet at finde en kæreste
I 2015 blev Lizette Risgaard så valgt som formand for LO – og i 2018 valgte de at fusionere med FTF.
Det betød, at hun i dag er formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH, som består af mere end 80 fagforbund og i alt 1,4 millioner lønmodtagere.
I privaten har hun i dag valgt at lægge sit hjerte hos sin søster, sin mor og de to voksne sønner og familiens gamle hund.
Men hun har dog ikke opgivet tanken om at møde kærligheden igen.