'Løvens Hule'-investor deler traumatisk oplevelse: "Jeg lå på hospitalet i to måneder"
Der bliver åbnet op for de følsomme samtaleemner i torsdagens afsnit af DR1-programmet 'Løvens Hule'.
I torsdagens afsnit af DR1-programmet 'Løvens Hule' bliver der taget hul på de helt store samtaleemner, da iværksætteren Frederik præsenterer sine samtalekort fra spillet 'Snak' i håb om at gå derfra igen med en investering. Det skriver HER&NU.
Artiklen fortsætter under videoen ...
De to nye løver Anne Stampe og Louise Herping har begge som barn været udsat for store traumer.
"Som seksårig blev jeg passet på en bondegård, og der var sådan en maskine, og så kom jeg til at træde ned i den. Det gjorde så ondt, at det ikke gjorde ondt. Det var først, da jeg kom ind i ambulancemodtagelsen og så min fars ansigtsudtryk, at jeg vidste, den var gal," fortæller Louise Herping til stor overraskelse hos alle de andre løver.
Louise Herping mistede fire tæer i ulykken.
"Jeg lå på hospitalet i to måneder," fortæller hun videre.
Mistet sin tvilling
Det med at have svært ved at tale om følsomme emner kender Anne Stampe også til.
"Jeg mistede min tvillingesøster som femårig, og det var kun mine forældre, jeg talte med det om," fortæller Anne Stampe uden at gå i detaljer med, hvordan søsteren døde.
Se torsdagens afsnit af Løvens Hule kl. 20.00 på DR1 eller allerede nu på DR TV.
Artiklen er første gang bragt på HER&NU. Dette er en redigeret udgave.