Som 18-årig rejste journalist og forfatter Lone Kühlmann til USA og blev au pair hos to amerikanske familier. Den ene værre end den anden. Og hun lærte, hvordan hun ikke skulle leve sit liv. Det fortæller hun om i sin erindringsbog i ”Medgang og medgang” – og i denne artikel.
I hele mit liv har jeg været drevet af en trang til at opleve verden og fortælle om det. Jeg har lykkeligt været på farten fra jeg – to dage efter jeg blev 18 – satte mig på et fly til USA. Jeg havde fået job som au pair.
I 1963 var USA virkelig langt væk, og det var bestemt ikke dagligdag for unge piger fra Rødovre at smutte over ”dammen”. Min amerikanske familie havde sendt mig billetten. Den var med KLM og flyet mellemlandede i Amsterdam. Min mor gemte alle mine breve. Det første er skrevet i flyet, og starter med at fortælle, at kaptajnen lige har sagt, at vi lander halvanden time for tidligt på grund af medvind: ”Nu vil jeg da håbe, at der er nogen for at hente mig,” skriver jeg. Men det var der ikke.
Jeg sad på min kuffert i ankomsthallen og ventede i halvanden time, inden jeg endelig blev hentet af en fortravlet mand. Han undskyldte, at han var sent på den, og ikke rigtigt havde tid til at give mig en ordentlig velkomst, men han skulle skynde sig på arbejde, og hans kone og børn var allerede i skole for henholdsvis at undervise og blive undervist. Han satte mig af ved et stort hvidt træhus og fortalte, at mit værelse lå neden for kældertrappen, hvorefter han forsvandt.
"Oh there you are"
Det var dér, det gik op for mig, at ”lower level,” som det havde heddet i min skriftlige kontrakt, betyder det samme som ”kælder”. Det lyder bare bedre. Der var ikke så meget andet for mig at gøre end at slæbe kufferten ned og udforske lokaliteterne. De var sådan set rummelige nok. Det var en stor, meget blød divanseng, af den slags, hvor man rammer gulvet, når man sætter sig. Et gammelt fjernsyn, en lænestol og et rundt bord. Der var udsigt til en lyskasse, og noget af isoleringen var pillet af rørene i loftet, så der kom varme i rummet om vinteren. Bag et blomstret forhæng fandt jeg vaskemaskine og strygebræt. Så var tingene ligesom sat på plads. Og det samme var jeg.
"Jeg har flere gange nærmest måtte skubbe dem ud af huset, fordi de havde knyttet sig så meget til børnene og os."
Klokken 14 kom fruen hjem sammen med de tre børn i alderen fra seks til ti. To piger og en dreng. Jeg kunne høre bilen og stemmerne og løb op ad trappen for at stå genert i døren, da de kom brasende. Børnene viste ikke synderlig interesse for min person, men fruen tog alligevel prisen: ”Oh there you are,” sagde hun træt. ”I have the most dreadful headache, I must go and lie down. There’s a chicken in the fridge”. Som en eftertanke henkastede hun over skulderen på vej op til sit soveværelse: ”Was your trip all right?”. Men hun ventede nu ikke på svar.
Ingen redte senge - kun mig
Huset lå i Glen Cove, en forstad til New York City på Long Island, i det område ud mod Long Island Sound, der i 1920 var kendt som ”The Gold Coast” på grund af de mange kæmpemansions, som tidens industribaroner byggede. Det var nu langt fra vores kvarter. Mine værter var henholdsvis ingeniør og skolelærer, og de havde i virkeligheden ikke rigtigt råd til hjælp i huset. Formodentlig derfor fik de nerveknald, hvis de så mig sidde ned. Jeg lavede ingenting for deres penge. Det var nu heller ikke meget, jeg fik siddet. Ingen af familiemedlemmerne rørte en finger i huset. Der var ikke antydning af, at børnene så meget som kunne rede deres seng selv. Det overlod de til mig.
Det var et stort hus med fire soveværelser. Alle sengene skulle redes hver dag, og en gang om ugen skulle sengetøjet skiftes, vaskes og stryges. Desuden skulle hele huset gøres rent, jeg stod alene for alle husholdningsindkøb, og planlægning og udførelse af måltiderne. Det nyttede ikke noget, at jeg spurgte fruen til råds: ”I really can’t be bothered,” var hendes standardsvar. Det værste var næsten indkøbene. Udvalget af grøntsager i Danmark den gang var meget beskedent, og jeg havde for eksempel aldrig før set en aubergine. Kødudskæringerne var også helt anderledes end hjemme, og der var ingen slagter at spørge til råds. Kun færdige cellofanpakker i supermarkedet.
Annonse
Landede lige midt i "Mad Men"
Jeg undrede mig den gang, og jeg undrer mig i grunden endnu mere i dag. Hvordan kan man forvente, at en 18-årig fra den anden ende af verden skal kunne overtage ansvaret for en stor husholdning og tre børn? Man hører så meget om de stakkels filippinere i Københavns nordlige forstæder, men det er mit indtryk, at det i det mindste er voksne kvinder, der har prøvet lidt af hvert. Jeg tror også, at det er de færreste, der sover i vaskekælderen. De kommer her, fordi ingen danskere vil arbejde i huset.
I USA i 60’erne var der masser af mennesker, der gerne ville arbejde i huset, men det var afroamerikanere eller puertoricanere. Selv om nordstaterne foragtede sydstaterne for deres racisme, så var de ikke selv meget for at få farvede ind i huset. Derfor var skandinaviske piger i så høj kurs. Det var mit held. For jeg erkendte ret hurtigt, at jeg faktisk ikke kunne fordrage mine værter, men de havde jo betalt min billet, og med de 30 dollars jeg fik om ugen, havde det lange udsigter.
"Jeg vidste det ikke dengang, men jeg landede lige midt i ”Mad Men."
Jeg kunne ikke skrive hjem efter penge, det ville være et utænkeligt nederlag, i stedet pugede jeg alle mine penge sammen, og efter et halvt år var jeg fri og kunne nemt skaffe mig et andet job, hvilket jeg gjorde. Jeg vidste det ikke dengang, men jeg landede lige midt i ”Mad Men”. Mit nye herskab kunne lige så godt være Don og Betty (ægtepar i tv-serien ”Mad Men”, red.) selvom han ikke var reklamemand på Madison Avenue, men pengemand i Wall Street, og hun var meget sødere. Men hendes liv var det klassiske amerikanske forstadsliv, og noget mere kvælende skal man lede længe efter. Hun levede sit liv som chauffør og generel facilitet for mand og børn, som tog hende som en selvfølge, havde intet at bruge sin gode hjerne til og var dybt frustreret over manden, der kom sent hjem duftende af spiritus, længe efter at børnene var lagt. Jeg svor en dyr ed om, at sådan ville jeg aldrig leve mit liv, og den har jeg holdt.
Tre sønner på 22 måneder
Jeg havde aldrig kunnet holde mit løfte, og jeg havde i hvert fald aldrig fået skrevet en bog, hvis ikke det var for en stribe unge piger, som kom som au pairer hos os. Dengang var det stadig ret almindeligt at tage et år i huset som overgang mellem studentereksamen og det virkelig liv. Ved enkelte klassiske kvindeuddannelser var det ligefrem en forudsætning. Det kan man godt undre sig over i dag, men det var vores held.
Min mand, Kai, og jeg fik tre sønner på 22 måneder – rigtigt gættet, først en og så to – og mens man kan mingelere med at hente og bringe et barn, så må man have ordnede forhold med tre. Vi byggede ud, så der var plads til børn og au pair. Det var dengang, renten var 22 procent, så det har vi haft glæde af i mange år. Men jeg vidste, at det aldrig ville gå, hvis ikke vi havde en ung pige boende, så der var ingen vej udenom. Det er hårdt arbejde at passe hus og tre små børn, og det er krævende at skulle flytte ind og indordne sig under husordenen i en fremmed familie. Ligesom det kræver meget af familien at vænne sig til, at der altid er en fremmed i huset.
I starten med vores allerførste, meget afholdte Else, gik vi meget tidligt i seng. Det var det eneste sted, vi voksne kunne være alene, og vi havde ikke rigtigt vænnet os til at være arbejdsgivere. Efterhånden lærte vi, at det var vores regler, der gjaldt. Vi kunne jo ikke ændre vores livsform, hver gang vi fik en ny ung pige. Samtidig er det vigtigt, at man erkender, at der er modstridende interesser på spil. Ligegyldigt hvor familiære forholdene er, skal man ikke stikke sig selv blår i øjnene: Unge piger vil hjemmefra og more sig, hænge ud med drenge og have det sjovt. Travle forælde vil have passet deres børn på en forsvarlig måde og så vidt muligt have orden i husholdningen.
"Jeg bilder mig ind, at vores unge piger havde glæde af mine egne erfaringer som au pair."
Jeg bilder mig ind, at vores unge piger havde glæde af mine egne erfaringer som au pair. Det var vigtigt for mig, at de var glade, og vi gjorde meget for at sikre, at de vidste, hvad de gik ind til. Når vi ansatte en ny, var den ”gamle” unge pige altid med til samtalerne og havde en times tid alene med hver ansøger, så hun kunne fortælle hende alt om, hvor rædselsfulde vi var. Vi ville for alt i verden ikke have en, der kom uforberedt og løb skrigende væk efter tre uger.
Måtte skubbe dem ud af huset
Selvfølgelig er der nogle, man swinger bedre med end andre, men vi har gudskelov aldrig måtte vinke farvel til nogen i utide, og jeg har flere gange nærmest måtte skubbe dem ud af huset, fordi de havde knyttet sig så meget til børnene og os, at de gerne ville blive hængende. Måske også lidt af skræk for, hvad der ventede dem i det virkelige liv. Det ville selvfølgelig være behageligt for familien at kunne trække på en sød og dygtig ung pige i årevis. Men dér var jeg ubøjelig: De skulle videre og have en uddannelse.
Både min mand og jeg arbejdede, da børnene var små, på alle tider af døgnet. Jeg på TV-Avisen og han på Information. Til gengæld for de lange vagter havde vi også meget fri, og så fik de unge piger naturligvis også fri. Men det kunne jo ske, at vores vagter lå på et tidspunkt, hvor der var en vigtig fest eller noget andet betydningsfuldt, så ud over begge vores loyale mødre, havde vi et lille hold af unge babysittere, der kunne træde til i en snæver vending, så ingen skulle gå glip af fornøjelser. Sommetider måtte de naturligvis blive hjemme, hvis det var os, der skulle ud.
2013: Lone i midten med sønnerne bag sig. Fra venstre er det Karl Magnus, Marcus og Joachim. Og forrest fra venstre fire af de tidligere au pairer: Nete, Ulla, Jing og Lotte.
Efterfølgerne: Ulla og Lotte
Jeg husker Ulla, der, efter børnene var puttet, lå med en bog på sofaen i stuen, mens jeg gjorde mig i stand til at møde Kai til en fest på Information. Dengang var der temmelig meget smækbukser, fletninger og fodformede sko over Information, og jeg havde følgelig iført mig en pink pailletsweater, stram sort nederdel med høj slids, strømper med søm, stiletter og fuld krigsmaling. Jeg stillede mig i døren til stuen og sagde ”Nåh, hvad synes du?” Ulla så op fra sin bog og sagde tørt: ”Skam, at jeg ikke har min studenterhue med. Den ville have været prikken over i’et”. Hun er i dag psykolog på Herlev Sygehus. Det kan ikke undre nogen.
Ullas efterfølger, Lotte, var en hvirvelvind på syngende lollandsk. Hun ankom på spektakulær vis til jobbet i en toetages turistbus og vakte betydelig opmærksomhed på vores stille villavej, da hun sprang ud af bussen med sin bagage. Hun kom lige fra en tur som busstewardesse til Harzen. Hun tiltrak sig også beundrende – og Kai lidt misundelige blikke – fra herrerne på vejen, da hun om sommeren iført bikini svingede en kæmpe mukkert, mens hun og Kai satte badebro op, og børnene og jeg betaget så til.
Annonse
Hun er i dag biokemiker og arbejder på Novo. Skønne Nete sørgede – via sin mor på Bogø – for, at jeg fik den mest bedårende brudebuket, da vi endelig tog os sammen til at blive gift. Hun er i dag tuberkulosesygeplejerske på gadeplan. Hun cykler rundt i København og finder socialt udsatte, som er smittet med tuberkulose. Det fik hun for nogle måneder siden en fornem international pris af Røde Kors for.
Jing trak det tunge læs
Vores højt elskede Jing trak det tunge læs med at få tvillingerne renlige. Det foregik med uendelig tålmodighed og megen højtlæsning. Min svigermor glemmer aldrig, hvordan hun under en juleudflugt med Jing og tvillingerne fik stukket en billedbog ind under væggen fra båsen ved siden af under et nødvendigt besøg på dametoilettet i Illum. Her sad de så, min svigermor og Jing, og læste højt for hver sin tvilling, medens køen af skummende tissetrængende damer blev længere og længere. Den slags kunne ikke ryste Jing. Hun er i dag selv mor til tre og jordemoder i Sønderjylland.
Jeg skrev min første bog ”Op- eller nedrustning”, en undervisningsbog om rustningskapløbet, under min barselsorlov med tvillingerne. Nu 13 bøger senere tænker jeg med taknemmelighed på de i alt ti unge piger, der var med til at gøre det muligt. Selvom jeg ikke kan tage æren for, hvor skønne og dygtige de kvinder er, så er der tidspunkter, når vi sidder sammen i mit køkken og taler om gamle dage, hvor jeg har det, som om jeg har drevet en finishing school. Ingen af os har taget skade af at vide noget om, hvordan man passer et hus. Og en familie. Den viden gør det også nemmere at få plads til alt det andet
