"Mit behov for kærlighed var så stærkt, at jeg fortrængte, at ondskaben kom fra min mor"
Louise Rams higede gennem hele barndommen efter sin mors kærlighed. Det komplicerede forhold forfulgte hende ind i voksenlivet, men efter timevis af terapi og en roman, delvist er inspireret af hendes egne oplevelse, har hun endelig gjort sig fri.
"Mor, det var, som om mormor havde magt over dig..."
Sådan sagde Louises datter en sommerdag i 2016. Louise og hendes to døtre, der dengang var 15 og 17 år, var i bil på vej væk fra det, der skulle have været en hyggelig dag i mormors sommerhus. Men trods gode intentioner endte visitten med, at Louises mor, som så mange gange før, fik hende til at føle sig forkert – bebrejdede hende, at hun ikke deltog nok i familien og var for egoistisk og uempatisk.
Louise havde forsøgt at forsvare sig, men følte sig kørt over – og der i bilen kunne datteren ikke forstå, at hendes mor ikke sagde fra. Hun kunne jo sagtens stå op for sig selv i andre diskussioner?
"Min datter så tingene så klart," husker Louise Rams om episoden i bilen.
"Hun havde opfattet mig som bange og vred hos min mor. Og alligevel var jeg ikke eksploderet og var gået med mine to døtre, da min mor overfusede mig."
Ekstremt humørsvingende
Samtalen med døtrene er beskrevet i Louises roman, 'En dag med gode hensigter', hvor hovedpersonen gennem sin barndom og dele af sit voksenliv higer efter sin mors kærlighed og opmærksomhed. Bogen har Louise skrevet i et forsøg på at forstå sin egen opvækst og ikke mindst det komplicerede forhold til sin mor.
"Når varmen flød fra min mor, smilede himlen til mig," husker Louise.
"Men hun var ekstremt humørsvingende og kunne også være hård og iskold. Jeg følte, at jeg ikke var god nok, og at det var min skyld, når min mor havde det dårligt."
Da Louise blev voksen, fik hendes mor mere overskud til at hjælpe med børnene, men de gamle mønstre hang stadig fast.
Familiens diplomat
Louise var den yngste datter ud af tre i en familie, hvor faren var vognmand og moren medhjælpende hustru. Hun voksede op i en lille nordjysk by – et samfund, hvor man hellere fremviste Mågestellet end sit beskidte vasketøj, som hun siger – og beskriver sig selv som et ”antennebarn”, der konstant vejrede stemningen i hjemmet.
Var det én af de dage, hvor hendes mor kom buldrende op ad trappen, skældte ud over rodet på værelserne og uddelte slag? Eller var hun lattermild og glad?
"Jeg ville så gerne have min mors nærvær og opmærksomhed, og det kan ikke undervurderes, hvad det har betydet for mig, at jeg ikke fik den," siger Louise.
"Forældre er børnenes største kærlighed. Børn elsker deres forældre ubetinget, men det er ikke sikkert, at det er gengældt."
Louise beskriver sig selv som familiens diplomat, der forsøgte at glatte ud og opretholde den gode stemning, som var afhængig af hendes mor humør.
"Jeg var meget optaget af at mærke alle de andres følelser i stedet for at forholde mig til mine egne," forklarer hun.
Med hos elskeren
Louises far fandt sig ifølge sin datter i morens affærer og sidespring. Han kom hende endda til undsætning, engang hun var kørt fast i en snedrive på vej hjem fra elskeren. Louise var med i morens bil, efter at de havde været med på weekend hos elskeren og hans børn, mens faren ikke var hjemme.
Ved at være ufrivilligt vidne til sin mors sidespring, følte Louise sig som hendes medsammensvorne.
"Jeg blev en del af hendes hemmelighed, og det var en stor skam for mig. Men børn er ekstremt loyale over for deres forældre," siger hun.
"Jeg så tit min mor elskers bil i byen, og det gav altid et gib i min mave. Affæren tog måske tre måneder af min mors liv, men den satte kæmpe spor i mit."
En anden gang kom hun hjem i spisefrikvarteret og fandt sin mor og en elsker i stuen, hvilket var en grænseoverskridende oplevelse, som hun ikke kunne dele med nogen.
"Mit bånd til min mor var så tæt, at det var en form afhængighed. Vi skiftedes til at være afhængige af hinanden; som at være i et forhold med en alkoholiker, hvor ens grænser hele tiden bliver rykket og overtrådt," forklarer Louise og tilføjer:
"I min familie skiftes vi til at være offer, krænker og redder."
For nærtagende
Det komplicerede forhold forfulgte Louise ind i voksenlivet. Det, hun beskriver som sin mors nedgørende og sårende bemærkninger, undskyldte hun med, at det nok var hende selv, der var nærtagende og følsom. Det havde hun jo fået at vide hele livet. Skyld, skam og dårlig samvittighed lå i én stor, rodet bunke.
"I mange år skubbede jeg mine følelser til side, når min mor gjorde mig ked af det," fortæller Louise.
"Mit behov for hendes kærlighed var så stærkt og livsnødvendigt, at jeg fortrængte, at ondskaben kom fra hende, som jeg troede var på mit hold."
På et tidspunkt blev Louise syg med en stressudløst depression og begyndte i terapi, hvor hendes opvækst hurtigt blev et tema.
"Jeg skulle lære at sætte grænser, sige nej og stå ved mig selv, for det var jeg bange for," fortæller Louise om mødet med terapeuten og eksemplificerer:
"Jeg behøvede ikke at sige ja til alle de arrangementer i min familie og svigerfamilie, som jeg ikke havde lyst til at deltage i. Og jeg opdagede, at jeg ikke døde af det."
Vil ikke tie
Louise har brugt mange tusinde kroner på terapi, men kalder dem de bedste penge nogensinde.
"Det ligger dybt i os døtre, at vi gerne vil have et tæt forhold til vores mødre. Alle har en forventning om, at mødre er omsorgsfulde – men det er bare ikke alle mødre, der er det hele tiden, og det skulle jeg lære," forklarer hun.
Ud over at skrive bøger arbejder Louise som psykoterapeut og møder i sin praksis mange, der ligesom hun selv kæmper for at slippe ud af deres forældres skygge.
"Forældre bør aldrig være i tvivl om, hvor meget deres børn elsker dem – og de skal ikke misbruge den magt til, at børnene skal opfylde deres behov," påpeger Louise.
"De har en kæmpe magt, også selv om børnene er voksne – og jeg ved, hvor ekstremt svært det er at skabe distance og vælge sig selv til."
Efter episoden i sommerhuset afbrød Louise kontakten til sin mor i halvandet år. I dag har de sporadisk kontakt, og Louise har læst sin bog højt for sin mor.
"Hun er ikke helt enig i min fremstilling, men erkender også, at det er min historie, og at jeg må gøre med den, hvad jeg vil," siger Louise.
"Da vi nærmede os udgivelsen, ændrede hun mening, men jeg holdt fast. Jeg vil ikke tie med min historie, for den har boet i mig altid."
Hendes Verden har forsøgt at kontakte Louises mor, men hun er ikke vendt tilbage på vores henvendelser. I forbindelse med udgivelsen af Louises bog har hendes mor udtalt følgende til Nordjyske Stiftstidende: ”Jeg er lidt skuffet over bogen. Jeg synes, at det er en overdrevet og sørgelig bog (…) Begivenhederne var, som de var. Jeg havde gerne set, at de var beskrevet mere positivt, men det er jo Louises valg.”