Magnus Millang er stolt af 1 særlig ting i sit ægteskab: ”Det tør jeg godt at sige højt”

Den populære skuespiller har været gift siden 2015.

Denne artikel blev først bragt hos HER&NU. Dette er en redigeret udgave.

Karriereren kører for Magnus Milang – og han tordner frem i tv-serier og film for tiden.

Lige nu er den 43-årige skuespiller aktuel i tv-serierne "De bedste år" og "Familier som vores", hvor hans navn står på hovedrollelisten på begge. 

Men det er ikke kun på jobbet, at det går forrygende – det gør det bestemt også i privaten. Her danner Magnus Millang nemlig par med Nana Fagerholt, som han har tre sønner med.

I Casper Christensens podcast "Casper 3080 Tikøb" fortæller Magnus Millang, at han har kendt sin hustru i 16 år. Han mødte Nana, da hun var bare 21 år.

"Det er lang tid," fastslår han.

I 2015 blev parret gift, og Magnus Millang har egentlig aldrig tvivlet på forholdet. Dog erkender han, at et forhold ændrer sig, når der kommer børn ind i billedet. 

"Det kan jo mærkes, at man har fået et par børn. Der har man skullet lære at kommunikere bedre sammen og lære at se hinanden. Forholdet ændrer sig enormt meget der. Men jeg har aldrig været i tvivl eller været betaget af at skulle noget andet. Man ændrer sig jo over tid som person, men man bygger på og har oplevet meget sammen og stået meget igennem," siger han i podcasten.

Trods hverdag, bleskift og leverpostej er kærligheden der i den grad stadig, og da Casper Christensen siger: "Det synes jeg da godt, at du kan være stolt af", siger Magnus: "Det er jeg da også. Vi kan virkelig godt lide hinanden. Det tør jeg godt at sige højt og mene det og mærke det helt inde i," fortæller Magnus i podcasten.

På et tidspunkt spørger Casper, hvad Magnus ville gøre, hvis de på et tidspunkt går fra hinanden. Her er der klar tale fra skuespilleren:

"Jeg ville være på skideren på mange punkter," indrømmer Magnus.

Du kan se billeder af Nana og Magnus herunder.

Nana Fagerholt og Magnus Millang til premiere på serien "Familier som vores", TV 2, 2024.
Magnus Millang og Nana Fagerholt til premiere på "Druk", Imperial, 2020.