Maja er bange. For at date. For at flyve. For at dø

Jeg kan sætte mig ind i alle tingene og mest den sidstnævnte. Jeg blev eksempelvis bange for at dø ved Damhussøen, da en svanemor flakkede aggressivt og hvæste højlydt af mig. Min krop gav lyd, og jeg sprang som en psykopat. Jeg følte mig pludselig enormt skabagtig og helt flov over min reaktion. Men jeg græd ikke. Mine fingre begyndte ikke at prikke og stikke. Og jeg fik ikke sortnede øjne og åndenød.

Det gør Maja, når hun er bange. Og hun kan sidde i timevis på sofaen, mens hun græder så voldsomt, at hun bliver nødt til at hoste. Måske er det fordi, hele hendes krop bliver så fyldt af frygt og ubehag, at den prøver at frastøde det hele. Ofte lykkes det, og Maja kan pludselig sidde helt tom og træt uden noget indeni. Hun kan føle sig så eksistensløs, at hun bliver nødt til at sove. Når hun vågner, græder hun igen, fordi hun græd før. Og til sidst bliver hun bange igen, fordi hun var så bange før.

LÆS OGSÅ: "Jeg var ikke længere den pige, de kendte"

Men hun bliver også bange og ked af det, fordi det er mærkeligt at være en kvinde på toogtyve modne år, der græder som et pigebarn på Blå Stue. Hun tænker, at det må være en art af sindssygdom. Og den slags skabninger skal ind på Den Lukkede. Derinde hvor væggene er hvide, sovsen tyk og alle ligger fastspændt i senge.

Majas bange og ængstelige sind har et navn. For knap et år siden fortalte en psykolog hende, at det kaldes angst og depression. Og at det er ganske normalt og findes overalt i verden, hvor der er mennesker med tanker og følelser. Også i Horsens.

Årsagerne til lidelserne er også ofte ret selvfølgelige.

Majas lidelser begyndte, da hendes hverdag pludselig blev et bakket terræn med en far, der var dødeligt syg. Det var kræft, der gjorde, at hendes kærlighed til ham pludselig kom til at mangle en fysisk modtager. Og siden da har hun været bange for, at alle skal rives ubarmhjertigt væk fra hende. Eller at en mand skal forlade og fravælge hende. Tanken om at alt det kan ske, får hendes krop til at reagere voldsomt.

Siden farens død har angsten og depressionen ville dominere mere og mere. Så meget, at Maja ikke længere kan læse på pædagogseminariet, men i stedet må bo og være hjemme ved sin mor i Torsted. Hver dag. Og de skal helst ikke for langt fra hinanden:

LÆS OGSÅ: "Der var ikke noget, der hed brune og hvide problemer, for vi kom alle i skole med blå mærker"

Som enogtyveårig hulkede hun utrøsteligt i et lettende fly, fordi hendes mor havde fået én plads foran hende. Men flyet skulle flyve ”and please keep your seatbelts fastened”. Måske varede det kun minutter før piloterne havde fundet den rette sky, så kabinepersonalet og de andre passagerer kunne rokere rundt, men da havde både flyets og angstens propper og rystebevægelser virket som en evighed for hende.

Siden da overvejede hun, om hun bare skulle forlige sig med en afmagt mod tanker og følelser, der ukontrollerbart strømmer ind over kroppen og efterlader den tom og endnu mere trist. Hun overvejede, om det bare er hendes grundstof at have ængstelige tanker og reagere på dem.

Maja leder, hun graver og kæmper. Og hun er ved at indse, at normaliteten og lykken ikke kræver en rytter i hvidt, der kommer med sværd for at fylde hende med tryghed og bekæmpe alt det, hun frygter. Det er en abstrakt og diffus kamp, hun selv skal kæmpe med egen styrke. Kræfterne kommer ikke kun af vitaminpiller, og glæden kommer ikke kun af kiks.

Når angsten er noget, hun har indlært sig, er angsten også noget, hun skal aflære igen.

Flyet landede, alle overlevede og Italiens sol skinnede. Netop tanken om, at hun kom igennem og at piloterne ville passe på alle om bord og lande sikkert, så de også selv kunne komme hjem, er noget hun holder fast i som et mantra til næste gang, hun skal flyve.

LÆS OGSÅ: Kære Mor og Far: Jeg ville ønske, I var stoppet med at drikke. Så ville I stadig være her i dag

Maja forsøger konstant at inkorporere mantraer i sit tankesæt for at aflære angsten. Også Majas mor kæmper mod at slippe sine naturlige moderinstinkter, der vil holde hende fra alt det, der kan udløse angst. Men Maja ér nødt til at komme ud i livet for at blive bedre til at leve det.

Flyet landede, alle overlevede og Italiens sol skinnede. Netop tanken om, at hun kom igennem, og at piloterne ville passe på alle om bord og lande sikkert, så de også selv kunne komme hjem, er noget hun holder fast i som et mantra til næste gang, hun skal flyve.

Maja forsøger konstant at inkorporere mantraer i sit tankesæt, så frygten bliver mindre fyldende. Også Majas mor kæmper mod at slippe sine naturlige moderinstinkter, der vil holde hende fra alt det, der kan udløse angst. Men Maja ér nødt til at komme ud i livet for at blive bedre til at leve det.

Og hun kan faktisk godt finde ud af at leve livet. Når hun gør dét, minder hun mig rørende meget om en anden kvinde, jeg kender. De har begge to set X-factor og jublet, når håndboldherrerne har fået medaljer. De går også begge to i H&M og køber nye bikinier og spiser koldskål med jordbær. Når det novemberlige vejr starter, elsker de at små-sparke til farvede blade i skovbunden, mens de pifter efter hundene.

Hende den anden kvinde har ikke angst, men hun har nogle skrøbelige lemmer, der periodevis kan gøre rigtig ondt. Nogle gange skal hun også ind på hospitalet for at få det bedre med medicin. Der, hvor væggene er hvide, sovsen tyk og alle er i sengene. Hun ligger bare på en anden afdeling, end den Maja kunne komme på.

Jeg har altid været dårlig til at relatere til ægte og inderlig angst, der ikke bare er som min egen skabagtighed overfor en fugl, der muligvis kan angribe. Derimod har jeg altid kunne relatere til en fysisk smerte i min krop. Dén smerte kender alle jo. Når noget afviger fra det, man selv har mærket på egen krop, kan det resultere i underlige, uforstående tanker. De er ikke kønne, men de er der indimellem. For mig er Maja blevet et bevis på, at vi skal fastholde den naturlige sandhed i, at man ikke græder og beder om hjælp for sjov eller for at få en kiks med Nutella. Jeg tænker, at det kræver en ekstraordinær god psyke, når man er syg i dén. Præcis som jeg tænker, at det kræver et ekstraordinært godt helbred, når man er syg i dét. Og så tænker jeg, at man næppe kan være misundelig på den daglige kamp, Maja kæmper. Især lige nu, hvor det er årstid for agurk og smil og tomater og is.

Jeg ved, at der er dage, hvor Maja tager en bid, og andre dage, hvor hun ikke gør. Hver bid tæller. Og hver bid gør hende både mere sulten og mere Maja.

LÆS OGSÅ: "Jeg prøver at komme mig over mit knuste hjerte vha. min dagbog, dansk poesi og øl"

LÆS OGSÅ: Jeg sniffede rensebenzin, røg hash og tog kokain, ketamin og ecstasy. Jo længere væk et stof kunne få mig fra virkeligheden, jo bedre var det

LÆS OGSÅ: Unge spiseforstyrrede og selvskadende finder inspiration på sociale medier