Maja solgte huset for at bo i en bil - og opdagede, at det gjorde hende rigere end nogensinde før
Skilsmisse, gæld og et dårligt job havde fået Maja Søndergård Andersen til at føle sig presset og fastlåst i sit liv. En dag tog hun en beslutning og nedskrev fire mål, som hun skulle opfylde inden hun blev 50 år. Det endte med en ombygget bil og et mere simpelt liv. Og målene kom i hus to år før tid.
På en strand på Bali sad 41-årige Maja Søndergård Andersen. Midt
i solnedgangen stillede hun sig selv spørgsmålet: ”hvordan skal mit liv
egentligt se ud, hvis jeg helt selv kan vælge?”
Efter en skilsmisse var hun endt i et hus i Rødovre med
plads til hendes tre børn. Hun sad i et job, som hun ikke var superglad for, og
økonomien var presset.
”Jeg følte mig megastresset og presset. Som alenemor med hus
og tre unger er man jo nødt til at hive en vis indtægt hjem – særligt, når man
også har taget lån til det hus. På ferien havde jeg mulighed for lige at puste
ud og tænke lidt over tingenes tilstand. Alt skreg på, at det ikke kunne fortsætte, men
jeg havde svært ved at se, hvad jeg kunne gøre ved situationen her og nu.”
På stranden blev de store tanker kanaliseret ud i fire mål,
som hun skrev ned.
”Jeg havde læst et sted, at der er 70 % større chance for,
at tingene sker, hvis man skriver dem ned. Én ting er jo at sidde med en masse
idéer og tanker, en anden er at få gjort det til noget konkret og skrevet det
ned.”
Målene var, at Maja ville være gældfri, ville bo og leve
mere simpelt i naturen, ville være sin egen chef og skulle have 500.000 kr. på
kontoen. Fire mål, som hun gerne ville have indfriet, inden hun blev 50 år.
”En stor del af min løn gik til gæld. Så længe jeg var i
gæld, var jeg nødt til at være afhængig af et fuldtidsjob mange år frem. Så jeg
satte mig de her fire mål, som jeg ville gå benhårdt efter uden at vide, hvad
det ville kræve – og der var jeg 41 år, og jeg er 48 år nu.”
Sneboldmetoden
Da hun kom hjem, begyndte Maja på en helt anden rejse. På YouTube
fandt hun videoer om, hvordan man kan afdrage på sin gæld. Hun søgte inspiration
til, hvordan man kan bo anderledes. Drømmen var at bo simpelt i naturen, men
det var svært, fordi børnene stadig havde brug for at bo hjemme.
”Når man er stresset og presset, finder man ud af, at
naturen har en god, healende effekt. Men det var svært lige på dét tidspunkt at
ændre meget på boligsituationen, fordi ungerne var yngre. Men så kunne jeg
arbejde på, hvordan jeg kunne blive gældfri," fortæller Maja, som på det tidspunkt anede intet om økonomi
og lån.
"Jeg havde taget lån til huset, fordi det var nødvendigt. Jeg skulle bygge et nyt køkken, hvor jeg tog et dumt lån på 17 procent – uden
at tænke over, hvad det ville koste mig på sigt. Jeg betalte måske 250 kroner
om måneden for det lån, det var en lille sjat, men til gengæld kørte det for
evigt. På sigt er det jo helt skørt, hvor meget det løber op og bliver,” siger Maja, der set i bakspejlet i alt for lang tid kun havde kigget
på, hvordan hendes økonomi så ud måned for måned i stedet for at danne sig det
store overblik. Men jo mere hun læste om renter, lån og gæld, jo større blev
aha-oplevelsen.
”En dag stødte jeg på snebold-metoden, som går ud på at
afdrage det mindste lån, du har, først. Og når dét er betalt ud, tager du den
ydelse, du har ligget der, og lægger den oveni i afdraget på det næste lån – og
så videre. Den gamle Maja ville have sagt, at det er meget fedt at have 250
kroner ekstra om måneden til pizza, biograftur eller sådan noget. I stedet
skulle jeg lægge en plan for, at når et lån var indfriet, skulle de ”ekstra” penge
lægges oveni afbetalingen på næste lån.”
Da Maja satte sig for at få et overblik over sin økonomi, fandt hun ud af, at hun kunne prioritere at sætte 2.000
kr. af til gæld hver måned.
"På den måde tog det fem måneder at komme af med det
dumme evighedslån til køkkenet. Det var helt pinligt at opdage, at det ikke krævede mere. Sneboldmetoden har betydet, at afviklingen af alle mine lån gik fra 17
til ni år.”
Annonse
Kan man bo i
en bil?
Maja fik blod på tanden og begyndte at undersøge, om der var
andet, hun kunne gøre for at få gælden indfriet hurtigere. Og der opstod ideen om at sælge huset, få nogle penge ud
og købe noget billigere.
”Hvis det lykkedes, kunne jeg måske endda hive et år ud af
kalenderen, hvor jeg kunne rejse. Den drøm blev jeg ret besat af. Jeg startede
med at kigge på tiny houses på en naturgrund. Men med de sociale medier
blev jeg eksponeret for vanlife og det at bo fast i en bil. Og det synes jeg bare
så megafedt ud. Friheden til at kunne rejse tiltalte mig; at man bare kan pakke
sin bil og køre derudad. Det var sådan en fed frihedstanke, som jeg var ret
draget af.”
Maja lånte penge til at købe en bil og ombygge den, mens hun
stadig boede i huset. Da bilen var færdig, satte hun huset til salg. Desværre
betød verdens tilstand med bl.a. krig i Ukraine, at det tog længere tid end
planlagt at få det solgt.
”Det var et kæmpepres, for oppe i mit hoved havde jeg troet,
det ville gå hurtigt, og at kunne blive gældfri.”
Da det endelig lykkedes at sælge huset, var der stadig lidt
gæld.
”Så jeg fortsatte med at arbejde, men fandt et nyt arbejde
for et halvt år siden, som jeg er glad for. På mange måder er der sket alt
muligt løbende, som gør, at målene måtte revurderes lidt. Så nu propper jeg noget
hverdagseventyr og ferier ind i stedet for at tage et helt et år ud, som
drømmen var allerførst.”
Større frihed
I to år har Maja boet i sin ombyggede bil på seks kvadratmeter – sammen med både hund
og kat. I bilen er der toilet og køkken med gaskomfur, køleskab og rindende
vand – dog kun koldt. Der er stikkontakt til opladning og en luftkanal. Det er
lidt som en autocamper, bilen er bare lidt mindre og minder mere om en
håndværkerbil, beskriver Maja.
”At bo i en bil har kun været positivt. Det giver frihed, og
man kan jo sove de skønneste steder. Jeg har nærmest fra dag ét nydt at bo småt
i naturen. Det var jo ikke givet, at jeg ville føle sådan, for det var jo et
sats”
”Der er ikke så meget plads, der ikke er så meget, man skal
rydde op, der ikke er så meget, man skal overskue. Naturen er altid tæt på. Og
selvom jeg bliver vækket om natten, fordi det regner, er jeg stadig lidt
nyforelsket i det liv, fordi det er bare fedt at være tæt på naturen. Til trods
for, at der selvfølgelig er udfordringer, bliver de opvejet af det gode.”
Rent lovmæssigt må Maja holde på alle offentlige parkeringspladser,
og hun må raste, hvis hun er for træt til at køre bil. Og den helt store bonus for Maja ved at leve i en bil er, at hun har fået indfriet to af sine mål; nemlig at bo og leve mere simpelt i naturen og at blive gældfri.
Annonse
Maja Søndergård Andersen
Plads til hunden
I dag er der skrevet et nyt kapitel i Majas historie.
For et par måneder siden købte hun nemlig en sommerhusgrund.
”Det har egentlig hele tiden været planen, at efter vanlife
skulle jeg have en bolig med adgang til en have, for jeg ved jo godt, at jeg ikke kan bo i en bil, jo ældre jeg bliver, og når der kommer børnebørn vil jeg også gerne have mere plads og en fast ardresse. Men det var ikke meningen,
at det skulle være nu."
Ved en tilfældighed kørte Maja rundt oppe ved Sjællands Odde i sommers, hvor hun kom forbi en grund, som så spændende ud. Hun fik en mægler ud at vise hende den, og halvandet døgn senere havde hun skrevet under.”
”Der var mange, som spurgte mig, ”hvorfor nu?”. Men nu var jeg
blevet gældfri, og jeg har savnet at have et uderum, som var mit eget, imens
jeg har boet i bilen. Selvom jeg har parkeret ved et fedt natursted ved
skoven, som har virket rimelig øde, har jeg ikke kunnet lade hunden rende frit, og jeg kan ikke sætte mig i en god havestol i bikini alle steder,” siger Maja med et grin.
Sommerhusgrunden har givet Maja en base, men hun fortæller,
at der hverken er indlagt el eller vand. Der står to små hytter, som er ret
brugbare. Drømmen er at gøre hytterne mere beboelige, så de kan fungere som
helårsbolig.
”Det vil passe mig fint ikke at have mere plads end de to
hytter. Så har jeg en hytte med det basale, der er min, og en gæstehytte til ungerne
eller venner, der kommer på besøg. Jeg har ingen planer om at bygge stort, og jeg ved ikke, om
jeg nogensinde får det. Det har virkelig været godt for mig at bo småt. Der er
ikke så meget rod – hverken fysisk eller psykisk. Der er heller ikke plads til at købe
alt muligt, så jeg bliver ikke fristet, og det har på mange måder været supergodt
for min økonomi, at jeg aktivt skal tage stilling til, hvad jeg putter ind i
mit hjem.”
Maja er blevet stor fan af en boligsituation, som er nem og
overskuelig.
”Og så tror jeg også, at det handler om at bruge uderummet noget
mere. At jeg er langt mere ude, fordi der er småt. Når jeg opholder mig inde,
er det fordi, jeg ligger på sofaen og ser Netflix. Hvis jeg vil noget andet,
sætter jeg mig udenfor. Det kan jeg egentlig meget godt lide - at man på en
eller anden måde er ”tvunget” lidt ud.”
Simple Living har de seneste år vakt stor lydhørhed, og den
livsform går hånd i hånd med det øgede fokus på klima og miljø. Men det var
ikke det, der fik Maja til at leve i en bil.
”Jeg synes, at det her liv passer mig bedst, og det er så
bare heldigt, at det stemmer overens med måden, verden har det på. Jeg bruger
20 liter vand om ugen, som nærmest svarer til to toiletskyld, og jeg kan godt
lide at blive mindet om, at du skal gøre noget for at få noget varme. Det
kommer ikke bare til dig gratis. Det bliver måske lidt hippieagtigt, men jeg
kan meget godt lide, at det føles lidt som i gamle dage. At hvis jeg skal have
noget varmt vand, er jeg nødt til at koge noget vand
Når døren er lukket, er du hjemme
For seks år siden mødte Maja Sofie Bay, der var nabo til hendes søster. Sofie har også taget
nogle store økonomiske prioriteringer i sit liv, og sammen har Maja og Sofie
skabt instagramprofilen Pengero og udgivet en bog med samme navn. En bog, som
med fine, håndtegnede illustrationer guider dig igennem samtaler og praktiske
udfyldelser af udgifter og budgetter. Formålet med bogen er at give brugeren
overblik over sin økonomi, så der er økonomisk råderum til drømme for
fremtiden.
”De nye mål for min fremtid er, at Pengero, som jeg har sammen
med Sofie, kan vokse sig større og i sidste ende blive noget, vi kan leve af
enten fuldtid eller deltid. Men lige nu er jeg også glad for mit nye arbejde,
og så arbejder vi på det andet sideløbende og ser, hvor det bærer os hen.”
”Og så kunne jeg da godt tænke mig at rejse rundt i Europa i
tre måneder, måske et halvt år. Jeg har stadig mange drømme om at komme ud og opleve
med bilen. Så det ikke kun er ”hverdags-vanlife”, men også ”rejse-vanlife”. Alene
i år har jeg både været i Portugal og i Italien, og jeg tager fire uger til Tyrkiet til jul. Det kan bare noget, du har jo
det hele med, og planlægger ikke rigtig noget på forhånd
”Mine døtre og jeg har faktisk haft nogle fine overnatninger
på rastepladser. Det er jo ligegyldigt, hvor man er, for så snart døren er
lukket, føles det som hjem. Og når man vågner om morgenen, kører vi på
oplevelse. Så det skal jeg helt sikkert gøre noget mere af.”
Maja hører tit fra folk, hun møder, at det er en modig
beslutning, hun har taget.
”Men jeg tror faktisk, at beslutningen blev taget, fordi jeg
var drevet så langt ud. Jeg kan stadig huske fornemmelsen, da jeg sad på stranden,
af, at ”jeg kommer til at knække, hvis jeg skal arbejde sådan her, til jeg er
72 år”. Jeg følte mig fastlåst med hus, bil, arbejde og en række lån, men samtidig var det en situation, hvor jeg var nødt til at gøre noget," siger Maja og fortsætter:
”Da jeg begyndte at ændre mit mindset, kom der nye
prioriteter, og det viste sig, at der faktisk var mange muligheder. Jeg har jo fundet ud af, at jeg sagtens kan leve mere simpelt, jeg kan få styr på min økonomi - og endda spare penge op, og jeg behøver
måske ikke at arbejde, til jeg er 72 år.
Og hvis jeg kan gøre noget i dag, som kan ændre min
situation om 10 år, er det også værd at tage med. Så kan bolden trille lige så
langsomt derfra.”
Vil du bo i en ombygget varevogn skal den registreres til autocamper på hvide plader.
Siden 1. juli 2021 har det været muligt at bruge sin autocamper som fast bolig med dispensation fra Motorstyrelsen. Det kræver, at man er tilmeldt digital post og har oplyst en adresse, hvor myndigheder kan komme i kontakt med en.
På offentlige rastepladser i Danmark er det tilladt at parkere og i princippet overnatte en enkelt nat i bilen, men overnatningen må ikke få karakter af camping