French Feelings: De flyttede fra villa i Hørning til slot i Frankrig – og nu gør de det igen

”Mægler står bare og kigger på Cornelia, der fælder en tåre. Vi har været der i to et halvt minut samlet, og mægler begynder bare at finde kontrakten frem,” siger Oliver Nørregaard med et grin, da han fortæller om familiens nyeste hus.     

De fleste af os har prøvet at drømme om at hoppe af hamsterhjulet og sælge hus og hjem til fordel for at blive B&B-ejere i Toscana, glaspuster på Bornholm eller noget helt tredje. De fleste af os lader det blive ved drømmene. Men så er der dem, som tør tage springet.

Sådan et par er Cornelia og Oliver Nørregaard.

For tre år siden sælger de deres hus i Hørning for at rykke hele familien ind i et næsten 800 m2 stort hus. Flytningen betyder dog ikke kun et besøg i borgerservice for at få skiftet adresse. Familiens nye femetagers drømmehus ligger hugget ind i klippevæggen tæt på en lille landsby placeret på bjergskråninger i det sydøstlige Frankrig.

I dag er der gået tre år med benhårdt renoveringsarbejde og familieintegrering i det franske. Resultatet er et hus, som selv parret fra ’Han, hun og drømmeslottet’ vil være misundelige over. Og så gør Oliver og Cornelia Nørregaard det igen; Sælger drømmehuset for at skabe nye drømme …

”Vi har boet tre år på toppen af et bjerg med en fantastisk udsigt, hvor der har været højt til loftet, og man kan tænke store tanker. Men vi kan også føle os lidt lukket inde her. Nu har vi lyst til fysisk at komme tættere på vinmarker, Middelhavet og brede vidder,” forklarer Cornelia Nørregaard.

Huset, som får tårerne til at flyde i hendes øjne, er endnu et Maison de Maitre, som dog er noget mindre på 300 m2. Det er blevet passet godt på af to ældre damer og lige til at flytte ind i.

”Det store renoverings-eventyr har vi lige haft – og det vil vi ikke igen. Vi skal give os lov til at trække vejret i det nye hus – der er ordentlig kloak og vand og el, der fungerer. De to gamle franske damer har så god stil, og de har pyntet på detaljen undervejs og bevaret den franske ånd, der er i huset. Det var så magisk, at jeg græd i det øjeblik, jeg trådte ind.”

Men det er med bankende hjerter, at Cornelia og Oliver Nørregaard kalder deres fire børn til familiemøde, for hvad vil de sige til, at de nu skal flytte igen?

”Vi samler børnene om bordet og fortæller, at vi har en plan. Hvad siger I til, at vi nu skal videre? Og det sjove er, at den ild, som tænder i os, mærker børnene, og de er også med. De er ikke bange for at skifte skole, for som de siger, de kan altid ringe til deres venner. De har lært, at livet bliver rigere af at rejse ud og få endnu flere venner. Det er en værdi, som de har taget til sig,” fortæller Cornelia.

Lave huspriser og højt til loftet

Da Cornelia og Oliver Nørregaard vælger at sælge deres to etagers hus i Hørning for at flytte ind i et stort hus hugget ind i klippevæggen i en lille landsby placeret på bjergskråninger i det sydøstlige Frankrig, er det med drømmen om at skabe et liv med tid til nærvær og skønhed i Frankrig, hvor der er højt til loftet og lave huspriser.

”Det er helt klart med forventningen om, at vi skal leve et andet liv, som er friere, end det vi har i Danmark,” siger Cornelia

Deres nye dagligdag i det franske inkluderer dog også renoveringsbudgetter, tilstandsrapporter, nye skoler til børnene – og det hele på et sprog, som ingen af dem mestrer.

Da parret rykker til Frankrig, har Oliver mulighed for at beholde sit arbejde som forretningsudvikler, og Cornelia starter online-universet French feelings, hvor hun i tekst og billeder beskriver familiens liv i det franske.

”Eventyret er også at finde ud af, om du kan tackle ting, som du overhovedet ikke kan forudse, for det er fuldstændig crazy at rejse ned til et sted, hvor du ingen stedfornemmelse har. Du får fornemmelsen af at være en prik på google, der lander et sted, og du aner ikke, hvad der er to meter den ene eller den anden vej.”

”Men det har 100% levet op til forventningerne på den måde, at vi havde forventet at få et eventyr, og det har vi fået. Og i alle eventyr er der en dramaturgisk kurve, som rummer både de gode, spændende og de svære ting,” siger Oliver.

Lort i haven – bogstaveligt talt

Kort efter familiens ankomst til det gamle hus i de franske bjerge opdager de, at der er noget helt galt med kloakken.

”Huset som sådan er en usleben diamant, men hvis man har en lille smule æstetisk sans og en forkærlighed for ting, der er velgennemtænkte og i god kvalitet, rummer det alt det. Men den tidligere ejer har ladet huset forfalde lidt.”

Det viser sig heldigvis, at det hovedsageligt er overfladisk, at der er noget galt.

”Det her hus har været heldigt, fordi det altid har været ejet af nogle, som vil anerkende dets detaljer, fordi der er ikke loft, der er blevet sænket, eller stuk, der er forsvundet. Det er også de gamle vinduer med originalt flammet glas, som stadig er her,” siger Oliver.

Men så er der problemet med kloakken.

”Kloakken fungerer ikke, da vi kommer herned. Det betyder, at vi i bogstavelig forstand har lort i haven i et halvt år, og vi tror, at vi har købt katten i sækken,” siger Cornelia.

I Frankrig er retsforholdene som køber de samme som i Danmark, så advokaten, der har stået for salget, tilbageholder pengene, som bliver brugt på en lokal håndværker, der kan fikse kloakken.

Kreativ renovering

Familiens franske hus er bygget ind i en klippe, det er fem etager stort, så der er mange – 800 m2 - kvadratmeter, som Cornelia og Oliver skal i gang med at renovere. For nogle vil det være et uoverskueligt projekt, men parret fra Hørning har allerede tænkt store tanker, inden husnøglerne ligger i deres hænder.

”Vi elsker at renovere og indrette – især det sidste tilhører mig. Men vi elsker at skabe disse leverum. Og her har vi nogle rammer, som er fantastisk sjove at lege i,” fortæller Cornelia, og fortsætter:

”Vi har draget kærlighed for hvert enkelt rum og anerkendt alle detaljer. Vi har fået gulvene frem til deres storhed igen, og de steder, hvor panelerne var ødelagt, har vi genetableret dem. Det har været interessant at blande den nordiske sans for kvalitet med det klassiske franske, og de to ting kombineret har gjort, at vi har opdaget, at der sker noget magisk, når vi begynder at arbejde i de rammer her,” fortæller Cornelia.

”Når man ser før og efter billeder, er det meget tydeligt, at det, du er god til, er at få de gamle detaljer frem, men du får samtidig lagt et moderne lag indover,” siger Oliver og fortsætter:

”Jeg synes, at vi har fået en nordisk lethed ind over huset – og det ser både lækkert ud, og det er lækkert at bo i, men vi bevarer stadig de meget smukke detaljer.”

”Det er spændende at komme med en designstil, som vi kender, men opleve, at planen ikke altid fungerer. Vi havde fx en ide om, at vi skulle have nogle helt hvide rum, hvor vi malede panelerne hvide og gav væggene en lys farve.

Det prøvede vi at gøre i spisestuen, men der oplevede vi, at jo mere vi forenklede det, jo mere gik det slet ikke.”

Parret køber derfor et sindssygt Art Deco tapet, som larmer helt vildt, men som får rummet til at falde til ro.

”Jeg har læst, at det bliver nødt til at larme for, at der falder ro på i disse herskabsboliger. I Frankrig må man gerne larme og sige, at man er fantastisk. Her findes ikke jantelov, og det giver sig til kende i det her hus, hvor det godt må larme lidt, når du kommer ind.

Og spisestuen har også lagt op til, at her skal man feste, og det var som om, at rummet bare ville det larmende tapet, for det var skabt til det,” fortæller Cornelia.

Tapas oven på byggerod

”Jeg mærkede en tryghed allerede første gang, jeg trådte ind i huset, madammen kalder jeg hende. Så er det lige meget, hvor mange kloaker der var i stykker, for da jeg første gang lå på et værelse, og det var råt og beskidt, havde jeg en følelse af, at jeg havde hende med mig. Jeg blev grebet af og mærkede energien i gulvet, for her var der sket dejlige ting. Og sådan har jeg det stadig, når jeg går rundt.”

Det arbejde, som familien har lagt i huset, kan ikke gøres op i timer. Og derudover har de valgt at gøre det hele selv.

”Vi er glade for, at vi har skabt en værdi her, men gør du den op i timer, har vi også arbejdet for den. Vi havde en stenfast tro på, at det nok skulle gå. Men set i bakspejlet, og hvis vi satte os ned og regnede på det, havde det ikke kunne lade sig gøre, hvis vi ikke havde haft et job med,” fortæller Oliver, og Cornelia supplerer:

”Vi har et billede, hvor jeg sidder op ad tapetruller og ammer Arwin midt om natten, og jeg vil se tilbage på det som den bedste tid i mit liv, når jeg bliver gammel, for vi har fået meget magi ud af det. Hvis vi blev sultne, gik jeg op og lavede noget tapas, som vi spiste ovenpå alt byggerodet på den beskidte kamin.

Vi har en regel, at uanset hvad klokken er, skal vi afslutte dagen med at tale sammen over et lille glas rødvin. Vi skal ikke stresse over, at klokken er mange, men i stedet få det bedste ud af det. Det giver et godt ægteskab, hvis man kan finde ud af at se det sådan.”

”Det driver os frem, denne fælles passion og vision for livet. Og børnene er altid med. Vi arbejder sammen om projektet, og de oplever, at de kan meget mere, end de troede, at de kunne. Og alle føler, at de er en vigtig medspiller på holdet,” siger Oliver.

Mødet med franskmændene

Da Cornelia og Oliver arbejder hjemmefra, har det været svært at blive integreret – og Frankrig viser sig heller ikke at være det nemmeste land at skabe nye venskaber i som voksen.

Franskmændene er et folk, der ikke giver meget af dem selv, og alt er ikke særligt personligt, medmindre du lærer dem godt at kende, så er der ingen grænser for, hvor mange kram man får, men der er langt dertil, erfarer familien.

”Vi inviterede fx et forældrepar ind til kaffe, hvor faren sagde, det er søndag. Og så kiggede han på os og sagde, ”I folk fra nord, I er hele tiden så stressede, nu forstår jeg hvorfor.”

Det var nærmest en fornærmelse, at han skulle ind og være social, for det var søndag, og der har han altså fri. Og det er den største omvæltning at have lært, for folk vil ikke noget ondt, de er bare gode til at mærke sig selv og sige fra,” siger Oliver, og Cornelia supplerer:

”Du skal bruge tid på at forstå, at den snobbethed, som vi danskere beskylder franskmænd for at have, er alt andet end snobbethed. Det er en ro i at vide, hvor man har hinanden, fordi du behøver ikke hele tiden at lave armprutter, som min introverte veninde siger, at hun laver, når hun møder folk. Hun ser sig selv begynde at lave et show for at tage sig selv ud af situationen. Det eksisterer ikke hernede.

Selvfølgelig er der også dårlige sider i det meget bureaukratiske samfund, som Frankrig er, men i starten var det en rejse at lære ikke at stresse hele tiden, men at lære at få ro på – både fysisk og psykisk.”

En anden ting, som familien har lært er, at følelser taler det samme sprog.

”Jeg bliver fx indlagt på hospitalet på et tidspunkt, fordi jeg blødte under graviditeten, og jeg er så bange. Jeg kan ikke sproget på det tidspunkt, men jeg oplever, at der står tre jordemødre rundt om mig, som ser mine tårer i øjnene og min krop ryste. De tager mig i hånden og stryger mig over håret, og på den måde ved jeg, at de vil passe på mig. Følelser er de samme i alle lande, og er det sprog, som vi har fælles, og det er helt unikt,” fortæller Cornelia.

Hverdagen rammer

Det kan lyde idyllisk og romantisk med et mindre slot i de allersmukkeste omgivelser. Og det er også, hvad der får mange til at drømme om at springe ud af hverdagens hamsterhjul for at tage på et udlandseventyr. Men hvis du lister alle de udfordringer, der må opstå undervejs, er de fleste nok stoppet, inden de er nået halvvejs igennem listen.

”De fleste, der holder ud, gør det, fordi eventyret og lysten til at prøve noget nyt bliver større end frygten for, hvad den lange liste måtte indeholde. Du skal synes, at udfordringer kilder en lille smule i maven, og man skal kunne se sig selv i det, som noget udviklende, interessant og lærerigt,” siger Oliver.

Netop som familien føler, at de er faldet på plads i den franske madame i bjergene, begynder nye eventyr og udfordringer at kilde i maven. 

”Vi får en følelse af, at vi er gået i stå, og vi kan mærke, at vi ikke kan komme videre, selvom vi har flere projekter herhjemme. Det er blevet lidt for meget hverdag – og det kan lyde helt fjollet,” fortæller Oliver.

”Det er først nu, at vi begynder at blive inviteret til ting, og de andre forældre spørger, om vi vil forbi til en lille aperitif, og så har du, Oliver, analyseret dig frem til, at nu er vi integreret nok her, og så er det tid til at opleve noget nyt.”

Parret sætter derfor deres smukke nyrenoverede hus til salg med en smule angst i maven, for kan man sælge et projekt videre?

”Vi troede faktisk, at vi ikke ville kunne sælge det, fordi vi har fundet et sted i Frankrig, som ingen kender – det er ikke noget turiststed overhovedet. Vi har ikke købt med fornuften, vi har købt med hjertet, og vi var bevidste om, at når vi kom herned, startede noget, som vi ikke kendte nogen form for fremtidssikring på, og vi vidste ikke, om dette var et hus, som vi kom til at hænge på resten af vores liv.”

Det er det ikke, for da huset kommer til salg, er det solgt på seks dage. Men hvorfor dog ikke blive og nyde et hus, som de har brugt så meget tid og energi på at gøre smukt og lækkert?

”Da vi sætter det til salg, bliver vi ramt af, at det er et dejligt hus, hvor vi har lagt blod, sved og tårer i alle rum – og kærlighed. Men der, hvor vi har en fælles passion, er, at når vi har tænkt sådan i fem minutter, bruger vi de næste 10 minutter på alle de ting, som vi drømmer om at komme ud og prøve af. Og det er det, der vinder hver gang,” fortæller Oliver.

”Det er godt at træde ud af det kendte og prøve noget nyt, for så mister man fodfæstet, og i det fald slipper du kontrollen. Vi har behov for det sus i maven, som vi havde, da vi kørte ned til Frankrig i 2019 og oplevede frihedsfølelsen af ikke at være bundet til noget og bare stå i noget nyt,” supplerer Cornelia.

For parret handler det ikke kun om at skabe værdi for dem selv, det handler om at skabe værdi i noget, der får lov til at leve videre sammen med andre.

”Hvis man er meget holistisk, kan man sammenligne det med at sprede ringe i vandet, så alt det, vi har givet det her hus, skaber rammerne for nogle andre nu. Men jeg har fældet tårer og skulle anerkende de nye ejere, men det er, fordi jeg elsker dette hus – og når man elsker meget, gør det ondt at give slip. Men vi ved, at vi kan gøre det igen,” siger Cornelia.

Nye billeder til albummet

Det nye bliver dog ikke samme eventyr, for parret har taget ved lære af de sidste års hårde renoveringsarbejde, og derfor er det vigtigt, at det nye hus bliver et andet projekt.

”Vi har brugt tiden, efter vi solgte huset, på at få mærket efter og fundet ud af, at det er ok, at vi ikke gør noget vanvittigt, men at vi får os selv med. Vi er blevet rigere og klogere på rejsen, men det er også vigtigt at lære af det, så derfor skal vi ikke købe et nyt chateau og starte forfra en gang til,” siger Oliver, og Cornelia supplerer:

”Hvis vi ikke har taget den ro, som vi har lært af franskmændene, til os, vil vi begå en stor fejl. I Danmark kæmper vi med stress, fordi vi er arbejdsheste, og vi er dygtige, men vi er ikke gode til at passe på os selv. Så jeg har været på en rejse, hvor jeg har lært at give plads til mig selv. Og det nye hjem er overskueligt, magisk og med detaljer, vi elsker,” fortæller hun.

Den fornuftige økonomiske sans gør sig gældende igen. De penge, som de har tjent på salget, investeres i de nye rammer. For der vokser ikke pengetræer i deres have.

På sidelinjen spirer et nyt projekt. Parret har netop afgivet et bud på en smuk men forfalden fransk vigneronne – en tidligere herskabsbolig for en af egnens store vinproducenter, som de nu ønsker at omdanne til et kreativt foto- og designstudie, hvor der også vil være mulighed for udlejning til private.

”Nogle vil sige, jeg er rodløs, men det mener jeg ikke. Jeg er eventyrlysten, men jeg har groet nogle rødder, der er så stabile, at de kan plantes, hvor som helst på denne jord. Det handler om at turde tro på, at man er grounded nok til at se værdi og magi, hvor end man plantes,” siger Cornelia og fortsætter:

Hvis du er bange for at forlade noget for at starte noget nyt op, skal du have tillid til, at du kan klare det. Jeg tager alle de udfordringer, som jeg har stået i med mig, og som har lært mig noget. Tænk hvis jeg ikke havde gjort det her. Så havde jeg ikke stået og haft den her følelse af at have levet til fulde som 38-årig.

Og når jeg kigger rundt, kan jeg ikke lade være med at tænke; sikke en baggrundstemning, jeg sætter for mit liv – lige fra gulvet knirker til at sidde i lænestolen, hvor solen skinner igennem de gamle vinduer, og jeg kan kigge op på det gamle kirketårn med byen, der snegler sig op ad bjerget – tak skæbne, hvor er det en fantastisk udsigt. Men du ser mange vinkler i dit liv, som du samler til dit livsalbum. Nu skal jeg sidde i en ny lænestol og gad vide, hvad den vil fortælle?