”Ligesom en god vin, bliver hun kun dejligere med årene”: 7 ting, du (måske) ikke vidste om Malte Ebert
Gulddrengs ’Model’ fik over en million streams på én sommer, men vidste du, at han dengang allerede havde udgivet adskillige sange i sit borgerlige navn – og at det kun tog ham to timer at skrive EM-hittet? Bliv klogere på Malte Ebert her.
”Han fik egentlig sit gennembrud ved at synge om guld og champagne – og for sin kække attitude.
Men efter over 80 millioner afspilninger på Spotify lagde Malte Ebert i 2018 sit alterego Gulddreng i graven og optræder nu i sit eget navn.
I dag har han mere end 90 millioner afspilninger på musiktjenesten – og mere end 250 millioner streams på tværs af platforme - og er aktuel i Toppen af Poppen, hvor han og seks andre danske musikere skal fortolke hinandens musik.
Lær ham – og Gulddreng – at kende her.
1. Velklædt landsbyknægt
Malte Ebert er opvokset i Andkær, en lille by uden for Vejle.
Modsat hvad mange sites skriver, så har Malte ikke gået på Bernstorffsminde Efterskole, men blot spillet en intimkoncert der tilbage i 2010 (psst… Se et klip fra dengang her!), fortæller han til ALT.dk. Til gengæld var han efter sin folkeskoletid på Gauerslund Skole på udveksling i USA, nærmere Washington State tæt på Seattle.
Derefter startede hans på musiklinjen på Rosborg Gymnasium, hvor han i april 2013 blev hædret som Månedens elev og gav i skolebladet gode råd til at få mest ud af 3.g’ernes gallafest - som du kan læse lige her.
Hør mere om opvæksten i Andkær her:
2. Rude
Allerede som 18-årig udgav Malte Ebert sin første single, ’Rude’, i tæt samarbejde med singer/songwriter Sebastian Lind, som Malte i 2012 varmede op for.
”Mange skriver kun sange om kærlighed, følelser og den slags. Sådan arbejder jeg ikke. Jeg skriver med udgangspunkt i mit eget liv, for det er her, jeg finder inspirationen,” fortalte Malte dengang om sin nye single til Vejle Amts Folkeblad.
”Rude handler om min egen holdning til bare at ville være sig selv, og hvis det betyder at tage nogle åndssvage støvler og en grim hat på, så er det det, man gør. Jeg har valgt, at “Rude” skal være min første single fordi, den først og fremmest passer til min egen holdning lige nu, og så fordi jeg tror mange kan relatere til at ville træffe sine egne beslutninger, uden at der er nogle, der siger det er en dårlig idé,” fortalte han senere, da han indtog Pumpehuset med Sebastian Lind.
Mød den unge Malte her:
3. Karrierekanonen
Et par år efter sin første single, tilmeldte han sig sammen med gymnasie-kammeraten Frederik Sass Meyer DR’s talentkonkurrence Karriekanonen med bandnavnet We Don’t Know, og her fik de spilletid på både P3 og P6 Beat.
Lyt til deres sange fra Karrierekanonen her.
4. Gulddreng
Malte Ebert slog først for alvor igennem med kæmpehittet ’Model’, som var nærmest uundgåelig i løbet af sommeren 2016, og som dengang fik mere end en million streams på Spotify alene.
Det var dog ikke under eget navn, men under dæknavnet og -identiteten Gulddreng. Iklædt store guldkæder og -ringe, mørke solbriller og kæk attitude, tog han Danmark med storm.
Der gik dog ikke længe, før hans rigtige identitet blev afsløret, da Eberts tidligere udvekslings-hostfar, amerikanske William Oltman, skrev en facebookopdatering, som blev opsnuset af SE&HØR: ”Our Danish exchange student Malte Fynboe Manniche Ebert is performing in Denmark. He’s come a long way since singing in our kitchen.”
I sin efterfølgende single, 'Hva' så', giver Gulddreng tilbage til ugebladet for at have afsløret hans dæk-identitet med teksten "Fuck Se og Hør - hva så? / Nu ved i hvad jeg hedder og alle dem der leder / Kan finde mig på toppen - hva så?"
Gulddreng blev da også ved med at udgive sange, som hver gang strøg direkte ind på hitlisterne - indtil han på ægte Gulddreng-manér ’døde’ under Zulu Awards Festival 2018.
Foruden at starte optrædenen ud med at komme op på scenen fra en gravkiste, fløj han ”mod himlen” iført solbriller og store englevinger, mens han med et kor sang sin på det tidspunkt nyeste single ’Farvel’.
”Nu er det farvel. Tak for alle de ting, I gav til mig, alle de søde ting I sagde til mig. Men mest af alt tak til mig selv,” sang han til sit publikum.
5. Glødende VB-hjerte
Malte Ebert er så stor fan af barndomsklubben Vejle Boldklub, at han er på ’vi’, når han snakker om holdet, og han får kuldegysninger, bare man nævner Allan Simonsen og Nørreskoven i samme sætning.
”Da Vejle rykker op i Superligaen i 2008, bliver jeg for alvor Vejle-fan og tager på stadion. På det tidspunkt er det den hvide puma, Jimmy Nielsen, der står på mål – kæmpe legende – og de havde et genialt hold. Og så blev jeg bare draget fra start: En sæson fyldt med drama…” fortæller han i Go’ Nova Morgen.
Malte Ebert gav for alvor udtryk for sin kærlighed til fodboldholdet, da han gæstede Martin Brygmann på satireprogrammet "Danmark Griner". Her lokkede han den FCK-glade Brygmann, med hjælp fra Vejle-legenden Thomas Gravesen, til at hylde Vejle Boldklub i sangen ’Dø for Vejle’.
Vejle Boldklubs hovedsponsor har senere købt den originale version af sangen som en gave til klubbens fans.
Se klippet fra ’Danmark Griner’ her:
6. Skrev EM-hittet på to timer
Efter tre år i ’graven’ genopstod Gulddreng under EM i sommeren 2021.
Malte Ebert var igen trukket i guldkæderne og solbrillerne – og denne gang også Dannebrogs-suit, og annoncerede på sin Instagram, at han stod klar med en EM-sang:
"Hallo det er Gulddreng? 😊 Ja, dav mette makrelmad 🙂 Jo, jeg kan godt rejse mig fra graven for din skyld 🙂 Nej, jeg tror heller ikke alphabeat har fået guldfeber 🙂 Jo, jeg kan godt lige lave en ny “fodboldsang” 🙂 Ja, jeg er Helt Sikker på at vi vinder EM 😎," skrev han.
Ekstra Bladet spurgte ham, hvorfor det lige præcis var nu, han for en stund genopstod.
”Jamen, jeg har lavet den sang, fordi jeg er helt sikker på, at Danmark vinder EM. Jeg har aldrig været så sikker på noget, siden jeg vandt publikumsprisen til DMA. Jeg er en slags moderne Holger Danske. I en mere sikker udgave. Og du kan være helt sikker på, at jeg er der, når danskerne har mest brug for mig. Kh. Gulddreng,” svarede han Ekstra Bladet i en SMS.
Og han var så sikker, at det, ifølge ham selv, faktisk kun tog at par timer at skrive sommerhittet Helt Sikkert.
”Jeg havde en mavefornemmelse, men jeg vidste ikke, om det var fordi, jeg var sulten, tørstig eller havde tømmermænd. Men så skrev jeg den på to timer, for jeg var helt sikker. Danskerne har jo brug for mig,” fortalte Gulddreng til TVSYD.
Ifølge sin Instagram er Gulddreng nu taget på ferie, men vender tilbage, ”når Danmark har allermest brug for ham.”
7. Hylder kæresten
Malte Ebert har de seneste næsten fire år dannet par med Sophie Lundsfryd, og hvor Malte som Gulddreng var god til at hylde sig selv, hylder han nu i den grad sin kæreste.
”Tillykke med fødselsdagen skat. Tænk at jeg skulle finde en, der er den perfekte kombination af sød og sjov og smuk og dejlig. Tak for de bedste år og skål for mange flere. Elsker dig,” skriver han blandt andet i et af opslagene.
”Hun står på ski som hun ser ud og ligesom en god vin, bliver hun kun dejligere med årene,” skriver han i et andet.