"Jeg lever fint med, at jeg oftest først ser min søn efter klokken 17"

- Mit arbejde har fyldt rigtig meget i mange år. Jeg har villet det, jeg har elsket det, og jeg har brugt rigtig mange timer på det. Det fylder stadig meget, men sidste år blev jeg også mor. Det har gjort, at en del af mit fokus er flyttet. Det er stort at være blevet mor. Man ser et menneske formes, og både glæden og bekymringerne når nye dimensioner. Det betyder også, at jeg skal have en hverdag til at hænge sammen på en ny måde. Men jeg har aldrig tænkt, at jeg skulle have et 9-17-job, fordi jeg er blevet mor. Jeg lever fint med, at jeg oftest først ser min søn efter klokken 17, og at jeg nogle dage slet ikke ser ham. For nogle vil det være utilfredsstillende, men jeg synes, at det bør være op til den enkeltes samvittighed. Der er ingen skabelon for at være menneske og heller ikke for at være mor. Jeg synes nogle gange, at diskussionen om speltmødre er lidt overgearet. Jeg møder ikke ret mange af dem i min omgangskreds. Alle har forskellige prioriteter, men jeg synes egentlig ikke, at folk er særlig strikse og fordømmende over for hinanden.

- Min største karrieremæssige succes er, at jeg i dag føler mig etableret og anerkendt som politisk redaktør. Jeg kom ind som den yngste og den med mindst erfaring på redaktionen, da jeg var 28 år. Jeg tror ikke, at jeg fornærmer nogen ved at sige, at der var en del, som ikke mente, det var den allerbedste idé. Mange syntes, det var vanvittigt af mig at springe ud i. I begyndelsen var det hårdt. Der var meget, jeg skulle lære. Først og fremmest skulle jeg bevise over for mine kolleger og resten af branchen, at jeg kunne løfte opgaven. Der var engang en, der sagde til mig, at succes handler om 10 % talent og 90 % hårdt arbejde. Det tror jeg ikke er helt forkert. Man skal gide gå det ekstra stykke for at vise, at man er kvalificeret.

- Jeg er chef kun for mænd. Det har jeg det fint med. Jeg synes, det er ret ukompliceret. Jeg så gerne, at der var flere kvindelige chefer omkring mig. De er jo derude, og de kan godt. Men kvinderne selv skal ville og turde. Jeg har flere gange forsøgt at rekruttere unge kvindelige talenter, som ikke har haft lyst, fordi de var usikre. Ét er at have øje på dem, noget andet er, at man selv skal turde gribe de chancer, man får. Men det med, at kvinde er kvinde værst, tror jeg er en smule forældet. Jeg har oplevet en smule bitch fight fra kvinder, der var ældre end mig selv, men aldrig fra jævnaldrende og yngre kvinder. Tværtimod har jeg flere gange oplevet unge kvinder, der har sagt til mig, at det er sejt, det, jeg laver, at det var cool, at jeg tog en barsel i min rolle, og at det er godt gået, at jeg har taget et ledelsesansvar så tidligt. Det synes jeg er en kæmpe cadeau.

- Min karriere er ikke drevet af planlægning. Den er drevet af, at jeg har fået nogle chancer, som jeg har grebet. Jeg har lært, at man skal turde gå ud på dybt vand. Der skal nok komme fast grund under fødderne igen, selv om det kan virke voldsomt. Det gælder også privat. Da min søn var tre uger, flyttede vi til Moskva, hvor min mand var udstationeret. Jeg kom fra et liv, hvor jeg havde travlt, var vant til altid at have mange mennesker omkring mig, og hvor jeg i al beskedenhed var ret god til det, jeg lavede. Pludselig sad jeg alene i en lejlighed med en baby. Jeg havde aldrig passet et barn eller skiftet en ble før. Jeg kunne ikke læse et vejskilt, og jeg var lige pludselig reduceret til spouse. Når vi gik ud, spurgte folk: “Hvad laver din mand?” Min identitet og min hverdag var fuldstændig neutraliseret. Jeg var komplet novice til alt. I den slags situationer bliver jeg ret løsningsorienteret. Deal with it. Der er ingen, der kommer og hjælper dig alligevel.

- Mit største professionelle nederlag var, da jeg forudsagde, at Lars Løkke Rasmussen ville gå af som formand for Venstre. Det var frygteligt. Der er mange forklaringer på, hvad der skete den dag, men det, der står tilbage, er, at jeg skrev noget, som endte med ikke at ske. Det var rigtig ubehageligt at vågne op til en telefon, der kimede, fordi andre medier ville have en forklaring på, hvad der var sket, og en Twitter-konto, der gik amok i storm om, at jeg burde fyre mig selv. Den form for pres havde jeg ikke prøvet før på egen krop. Jeg har brugt 10 år på Christiansborg på at opbygge en troværdighed, som jeg lige pludselig kunne se smuldre på en enkelt dag. I nyhedsbranchen siger man, at man aldrig er bedre end sin sidste historie. Det blev pludselig meget eksplicit for mig. Jeg tog de slag, jeg skulle tage. Det skal man også. Man skal være villig til at indrømme sine fejl. Jeg tager rigtig mange beslutninger hver dag. Det går ofte stærkt, og det har jeg det fint med. Men selvfølgelig skal jeg også stå på mål for dem. Man kan ærgre sig gul og blå, men man er nødt til at komme videre.

- Min alder er lidt et paradoks for mig. Jeg blev politisk redaktør som 28-årig, redaktionschef og en del af Politikens redaktionelle ledelse som 31-årig. Jeg blev noteret i Blå Bog som 33-årig. Jeg er gift, jeg er mor, og jeg har rejst ret meget. Jeg kan lave ‘tjek’-tegn i alle de officielle kasser på, hvornår man har et voksenliv, men jeg føler mig ikke specielt voksen. Nogle gange kan jeg godt blive lidt nervøs for at gå i stå. Nysgerrighed og utålmodighed er store drivkræfter for mig. At jeg har opnået nogle ting, er bestemt ikke det samme, som at jeg stiller mig tilfreds. Jeg tror, der er masser af nye udfordringer for mig, for jeg har det ikke specielt godt med stilstand. Jeg er også virkelig dårlig til at gøre ting halvt.

LÆS OGSÅ: Sisse Sejr Nørgaard om at blive gravid ved et uheld

LÆS OGSÅ: "Jeg har kun kvindelige ledere i mine restauranter"

LÆS OGSÅ: 70 procent græder på jobbet