Margrete Auken: "Lone Dybkjær lærte mig, at der er tre ting, man aldrig skal tale højt om..."

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Det var nok på Marselisborg Hospital, hvor mine forældre var læger, men der flyttede vi fra, da jeg var halvandet år, så jeg kan ikke huske så meget derfra.  Vi flyttede til København, hvor min far arbejdede som hudlæge. Mine forældre fik i løbet af ganske kort tid fem børn, så der var også to unge piger i huset – en til husholdningen og en til at passe os børn. Min mor arbejdede med sin doktordisputats og tjente ingen penge, så det var en meget, meget forsigtig økonomi, og jeg kan da huske, at vi kun fik et blødkogt æg én gang om ugen. Det sidder stadig i mig, og den dag i dag, kan jeg spotte den største frikadelle på et fad. Min far ville gerne have en bil, men den fik han først i midten af 1950’erne, da økonomien i hele landet vendte."

"Jeg var et meget aktivt barn, og jeg både talte hurtigt og læste hurtigt. Min storesøster var ordblind, så når der blev læst med hende derhjemme, hørte jeg efter og kunne derfor læse som femårig. Vi boede i et rækkehus i Hellerup, hvor der var ét stort værelse til alle os fem børn. To køjesenge og en seng til en af de mindste. I vores spisestue tegnede mor kridtstreger på gulvet, så vi havde hver vores ”værelse”, og i mit stod der en hibiscus. Mine forældre sov og arbejdede i et lille rum, for de to unge piger i huset skulle jo have et ordentligt værelse hver."

Hvordan fandt du din levevej?

"Jeg var så heldig, at jeg både var pigespejder og gik på pigeskole, så jeg har aldrig været udsat for de drenge, der føler sig truet af piger. Samtidig havde jeg en far, som ikke følte sig truet af min mor, selv om hun skrev disputats og blev verdensberømt inden for sit felt. Han var bare stolt af hende. På den måde lærte jeg, at piger godt kan selv."

"Jeg var den eneste i min familie, der ville være læge, men jeg blev præst, fordi jeg faldt for latin, som min klassekammerats far underviste i. Jeg syntes, det var så skægt. Derfor tog jeg en klassisksproglig studentereksamen, og så lå det ligefor at læse teologi. Jeg kom fra en familie, hvor man gik i kirke, sang aftensang og bad fadervor, men der var ikke en præst i slægten, så langt øjet rakte."

"Jeg skulle i hvert fald ikke være politiker, selv om min bror Svend var gået ind i politik, men jeg blev i stigende grad fortvivlet over det, som min dengang treårige datter kaldte ”fængselsmarkedet” (fællesmarkedet, red.), og da vi tabte afstemningen i 1972, meldte jeg mig ind i SF, for jeg ville bare gerne støtte kampen mod EF. Men jeg blev også blevet tændt på miljøkampen og kampen mod atomkraft. Jeg stillede op til Folketinget i 1979 og kom ind i en skøn gruppe på fire mænd og syv kvinder. Jeg var stadig præst, men da jeg kom i Folketinget, gik jeg ned på 25 procent, så jeg havde en gudstjeneste om måneden, et enkelt hold konfirmander og en ugentlig træffetid. Ikke mere for en præst bør ikke have travlt og sidde og kigge på uret midt i en samtale."

Har du nogensinde mistet vejgrebet?

"Ja, det gjorde jeg, da min mor døde i starten af 1968. Hun havde i sommeren 1967 fået konstateret cancer i mavesækken og blev opereret. Hun prøvede efterfølgende at komme tilbage til sit arbejde som psykiatrisk overlæge, men det gik ikke. Jeg var 23 år og boede stadig hjemme, og fordi mine ældre søskende allerede havde fået deres egen familie, og mine to yngre søskende stadig gik i gymnasiet, var jeg den eneste, der kunne være hjemme til at køre min mor til og fra hospitalet. Hun døde som kun 54-årig, så hun har i dag faktisk været død længere tid, end hun var i live, men det er stadig en stor sorg i mit liv, og jeg er stadig ulykkelig over, at hun ikke lærte mine børn at kende."

"Man kommer sig aldrig helt over sådan et tab, men man kommer ud af undtagelsestilstanden og mørket. Heldigvis er jeg god til den slags – til at finde en udvej. Jeg sad engang sammen med Lilli Gyldenkilde (tidligere Folketingsmedlem for SF, red.), som jeg blev nære venner med. Hun var nede over et eller andet, og så blev vi enige om én ting, som har fulgt mig siden: Hvis du er nede i en jammerdal, og du absolut skal blive nede i den jammerdal, så sørg for at sætte en pergola og nogle flotte blomster op i jammerdalen – og se så i øvrigt at komme op og i sving igen. Jeg har også altid haft det slogan, at du skal stikke næsen i andre folks sager. Hvis nogen ikke har det godt, er jeg gerne hende, der spørger: Hvad er der med dig?"

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Det har ham der sidder derinde (litteraturprofessor Erik A. Nielsen, red.), og ham har jeg været gift med i 53 år. Jeg mødte ham på et kollegium i København, hvor jeg kom meget. Vi blev kærester og forlovet, for sådan gjorde man dengang. Vi skulle have været gift i januar 1968, men der døde min mor, så vi udskød til maj måned. Dengang tænkte vi ikke over, at det var en skelsættende måned, men det var det store opbrudsår med studenteroprør, kvindebevægelsen og kollektivbevægelsen, og hippierne og miljøkampen var så småt på vej. Der var også mange på den tid, der ikke blev gift, men for mig var det en selvfølge, selv om vi var venstreorienterede."

Hvordan fandt du den vej, du bor på nu?

"Vi har boet i huset her, siden vi købte det i 1971, og da var det i en elendig forfatning. Det kostede vist heller ikke mere end 300.000 kroner, men det var jo alligevel noget, når man kun fik 27 kroner i timen som lærervikar, hvad der havde været tilfældet for mig nogle få år forinden. I dag er det et attraktivt kvarter, men dengang var Valby halvvejs ude mod Vestegnen, og til den anden side lå Vesterbro, som var fuld af gæstearbejdere og studerende samt ludere og lommetyve, som vi sagde. I perioder har vi boet syv-otte mennesker sammen. Først fik vi to børn, og nogle år senere kom Ida, derudover boede her indimellem studerende eller unge piger. I dag er vi kun to."

Hvornår kan du føle dig på afveje?

"Jeg røg ud af Folketinget i 1990, og det valgte jeg at tage som katten, der med hård hånd bliver smidt ud i haven og lander med en elegant kattemine og ser sig tilbage som: Tak, det var lige her, jeg havde tænkt mig, at jeg skulle hen, så slap jeg for at gå."

"To år senere skete det for min bror Svend, da han blev væltet som formandskandidat for Socialdemokratiet. Dagen efter holdt jeg gudstjeneste, og Svend, som var fast kirkegænger, kom til gudstjenesten. Bagefter spiste vi frokost herhjemme hos os, og allerede dér talte vi om, hvad han så skulle gøre. Året efter blev han miljøminister, hvilket han ikke vidste en dyt om, for Svend og jeg blandede os aldrig i hinandens områder, men jeg gav ham gode råd og kontakter, og han kom hurtigt på toppen. Heldigvis havde han det ligesom mig: Vi er ret dårlige til at bære nag. Folk plejer at sige om mig, at jeg er et pyt-menneske. Det er også et skønt ord."

Dit livs omvej?

"Selv om jeg oprindeligt var EU-modstander, blev jeg efterhånden klar over, at det var i EU, det sneede. Eller som Svend altid sagde: ”Hvis du er til cirkus, er EU det eneste telt i byen”. Jeg stemte nej til Maastricht-traktaten i 1992, mest fordi det lå i generne, og fordi SF var et nej-parti, men jeg stemte ja til Edinburgh-traktaten i 1993, og vi fik efterhånden flyttet partiet i en retning mod EU. Da partiet skulle bruge en kandidat til Europa-Parlamentetsvalget i 2004, strittede jeg imod med arme og ben. Jeg er da en verdensborger, ja, men helst i Valby. Jeg måtte dog af sted til Bruxelles, men det hjalp da på det, at jeg fik en dejlig lejlighed stillet til rådighed og kom med i parlamentets grønne gruppe."

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

"Det er i det store hele hyggeligt, for folk er søde. Det gode ved, at kloakeliten nu udfolder sig på nettet, er, at man slipper for alle de anonyme opkald og breve, man fik før i tiden. Selv når folk ville skælde Svend ud, ringede de til mig, for jeg havde ikke hemmeligt nummer, fordi jeg også var præst.

Selvom jeg stort set har været ude af medierne i 15 år, bliver jeg genkendt, og så sent som forleden var der en kvinde, som stoppede mig og ville give mig et knus, fordi hun var stor fan. Bagsiden er, at jeg skal opføre mig ordentligt – der er ikke noget med at mase sig frem i køen i lufthavnen, for alle ved jo, hvem jeg er. Jeg kan heller ikke drikke mig i hegnet, og det skulle jeg lige vænne mig til i mine unge år."

Hvor er du på vej hen lige nu?

"Der er stadig meget, jeg gerne vil i Europa-Parlamentet. Der er valg igen i 2024, der er jeg dog 79 år, så der må jeg nok hellere begynde at tænke på pensionen. Men som Lone Dybkær engang lærte mig, er der tre ting, man aldrig skal tale højt om; en kommende devaluering, utroskab, og at man ikke stiller op igen."