Søsterkærlighed: Maria og Rekha genfandt hinanden efter 43 år
Rekha voksede op i Randers uden at vide, at hun havde en storesøster blot 180 kilometer væk, mens Maria i årevis forgæves ledte efter sin lillesøster. Sidste år forsøgte Maria igen – og fik kontakt til Rekha. Og i august gav en dna-test det endelige svar: De er søstre.
En aften ringede telefonen hos Rekha Simoni Kotyza i rækkehuset i Randers. Den ukendte, men ivrige kvindestemme i den anden ende tilhørte Maria Ifversen. Hun ledte efter sin lillesøster.
"Der var noget særligt med den stemme," husker Rehka.
"Den gjorde mig glad og varm, og jeg blev også nysgerrig."
Rekha havde godt nok set opslaget på Facebook, hvor Maria søgte efter sin søster. Det var blevet delt over 2.000 gange. Hun havde også liket opslaget i gruppen for adopterede fra Bangladesh, men tænkte ikke mere over det – heller ikke selv om hun blev spurgt, om det ikke var relevant for hende. De havde jo været på samme børnehjem i Chittagong i Bangladesh.
"Umiddelbart tænkte jeg nej, for jeg kunne slet ikke huske noget om en søster," fortæller Rekha.
Annonse
"Men jeg skrev alligevel tilbage lidt senere."
I dag er de to søstre genforenet. Efter 43 år. For det var nemlig Rekha, der var Marias eftersøgte søster, og i dag er de taknemmelige for at have fundet hinanden. De mødtes for første gang – siden dengang for mange år siden på den anden side af jorden – i foråret sidste år. Og siden august har Rekha og Maria vidst, at de er søstre.
"Det er absolut fantastisk at få en søster i en alder af 48 år. Nu har jeg et menneske mere, jeg kan kaste min kærlighed på," siger Rekha.
Børnene blev straffet
På Sister Benedict’s børnehjem i Bangladesh i slutningen af 1970’erne var det en kamp at overleve. Børnene fik underlødig kost og sov på hårde bænke. Hvis de tissede i sengen, fik de ingen mad. Børnehjemmet var dog et godt sted efter omstændighederne, og nonnerne, der drev det, ville børnene det godt, fortæller Maria, der som den ældste bedst husker stedet.
Hun var fem et halvt år, måske mere, da hun mødte sine danske forældre i Kastrup Lufthavn i juni 1980. De havde børn i forvejen og ville gerne adoptere et barn med handikap. Maria var såkaldt thalidomidbarn og havde derfor kun én arm.
Hun faldt hurtigt til i et varmt og kærligt miljø, og forældrenes bekymring gik på, hvordan de passede bedst på hende, når hun manglede en arm. Allerede efter et par måneder kom hun dog til mor-barn-svømning, og siden har hun dyrket elitesport.
Annonse
Da Maria var syv-otte år, begyndte hendes forældre at tale om, at hun muligvis havde en søster, men adoptionsbureauet kunne hverken oplyse navn eller fødselsdato, kun at søsteren også var kommet til Danmark. De følgende ti år fortsatte Marias forældre med at søge efter søsteren, men uden held.
18 år gammel kontaktede Maria selv adoptionsbureauet for at få svar, men dokumenterne var ikke længere til at finde. Derfor skrinlagde hun eftersøgningen i nogle år. Men hun opgav aldrig håbet om at finde sin søster.
Genkendte sig selv
Inden Maria sidste år genoptog eftersøgningen, havde hun tænkt diverse scenarier i igennem og forberedt sig på skuffelse. Måske var hendes søster død. Måske ønskede hun ikke kontakt.
Annonse
"Alt det var jeg afklaret med, siger Maria. – Mit håb var bare, at nogen derude kunne se nogle ligheder med mig eller erindre noget fra børnehjemmet. Bare et eller andet."
Hun var heldig at få tilsendt et foto fra Sister Benedict's børnehjem fra en kvinde, der også anbefalede Maria at kontakte især to kvinder fra facebookgruppen.
Maria genkendte straks sig selv på fotoet, for en af de seks små piger manglede nemlig højre arm. Hun talte desuden med den ene kvinde, der var ældre end hende selv og kunne huske meget fra Bangladesh. Kvinden sendte også et foto af fire andre medlemmer af facebookgruppen, der tidligere havde mødtes. Hun nævnte, at den ene, Rekha, godt kunne minde om Maria.
Maria blev ved at studere fotoet og kunne konstatere, at Rekha var næsten lige så lille som hun selv. Nærmere kom hun ikke en afklaring. Til sidst tog hun kontakt til Rekha via Facebook.
Ankom med mæslinger
Rekha var omkring fem år, da hun som del af et hold på fem piger blev eskorteret til Danmark i november 1979. Måske var hun ældre, måske yngre. Hendes alder ved ankomsten var usikker, fordi hun var lille og underernæret, og der ikke fandtes sikker information om hendes fødsel.
I lufthavnen stod hendes nye forældre og tog imod deres lille datter, som var syg af mæslinger og ikke ret glad for det kolde danske klima. Hun skreg uafbrudt i fire timer.
Rekha voksede derefter op i Tebbestrup uden for Randers og havde en tryg barndom, og et par år efter hendes ankomst adopterede forældrene en dreng fra Haiti.
"Efter måske et halvt år kunne jeg tale dansk, og jeg faldt hurtigt til, for det var gode forældre, bedsteforældre og søskende, jeg fik," siger hun.
Det varme smil
I telefonen sidste forår talte Rekha og Maria om, hvad de hver især kunne huske fra Bangladesh, fra børnehjemmet. Og om der var lighedstræk mellem dem.
"Det kunne jo godt være, at vi var søskende, og vi fandt hurtigt ud af, vi svingede ualmindeligt godt sammen," fortæller Rekha.
Maria havde samme fornemmelse og mærkede en umiddelbar genkendelighed.
"Det var, som om jeg vidste, hvad Rekha ville sige, før hun sagde noget," forklarer hun.
Efter flere samtaler valgte de to kvinder at mødes, og kort efter bankede Rekha på Marias hoveddør i Brovst.
"Så kommer Maria ud, og så var der bare dette store smil," siger Rekha.
"Så kan man jo ikke lade være med at gøre nøjagtig det samme. Der var en kæmpe glæde mellem os."
Rekha havde medbragt sine papirer, inklusive pas og et fotoalbum, og de kiggede det hele igennem, så billeder af hinanden og fandt lighedstræk, blandt andet en karakteristisk tand og et mærke mellem tæerne.
Rekha og Maria begyndte at tro på, at de kunne være søstre. Men de besluttede, at en dna-test skulle afgøre sagen.
En vild besked
Efter godt to måneder kom der 18. august svar på testen.
"Der stod det helt utrolige, at Maria var min søster," fortæller Rekha, som skyndte sig at sende en sms til Maria.
Maria sad i møde, da beskeden fik hendes telefon til at lyse op, og hun måtte smuglæse den livsomvæltende meddelelse.
"Rekha skrev, at vi er søstre. Det var utroligt! Med hjertet i halsen kørte jeg hjem for at se dna-testen og ringe til hende," husker Maria.
Søstrene Rekha Simoni Kotyza og Maria Ifversen har meget at indhente efter 43 års adskillelse. De har snakket i telefon stort set hver uge og holdt genforeningsfest med deres familier, og stille og roligt bliver deres bånd tættere.
"Min familie er ikke særlig stor; jeg har kun mine forældre, min moster og selvfølgelig min datter," siger Rekha.
"Nu har vi pludselig fået en kæmpefamilie. Min datter synes, det er dejligt, at hun nu har kusiner og fætre."
Maria kalder det er ren magi at have fået en søster.
"Jeg har søgt efter hende i 40 år, on and off, og endelig er det lykkedes," siger hun.
"Det er en følelse, man ikke kan beskrive. Den er så stærk, fordi den er biologisk. Vi hører sammen. Når man føder sine børn, har man et særligt bånd, og sådan er det også med en søster. At finde hinanden efter så mange år er vidunderligt."
Rekha nikker og smiler.
