Maria Lucia vil bryde med sit søde image: ”Der er andre, der må påtage sig prinsesserollen nu”

Der er et kort filmklip på Maria Lucias Instagramside, som skiller sig ud mellem rækken af selfies og helportrætter.

Klippet er optaget i en bowlinghal og fanger netop det øjeblik, hvor den 40-årige sangerinde og musicalstjerne sender sin bowlingkugle i en håbløst skæv bue direkte ud af banen for kort efter selv at miste balancen og styrte i gulvet. Her ligger hun så og skraldgriner. Af sig selv. 

Læs også

Badehotellets hr. Weyse: Her er hans kendte kæreste

"Der var engang en kollega, som efter lidt tid pludselig en dag udbrød: ”Jamen, du er jo virkelig sjov!”," siger Maria Lucia.

"Som om det var det mest usandsynlige i verden, at jeg skulle kunne være sjov. Og det siger jo alt om, hvor hurtigt branchen, medierne og alle mulige andre er til at tegne et bestemt og ret endimensionelt billede af folk. Selvom jeg har sunget de store Disney-prinsessers partier og stået på scenen som Belle i 'Skønheden og udyret' og Maria fra 'the Sound of Music', så har jeg jo aldrig kun været prinsessen og den pæne pige. Ligesom alle andre mennesker rummer jeg mange og forskellige sider. Der er jo ingen, der kun er én ting," siger hun.

Maria Lucia ligner da heller ikke nogen prinsesse, som hun sidder der i forårslyset. Klædt i dybblå denim fra top til tå. Og iført store baggy bukser og hvide chunky sneaks. Og nu har hun også taget et professionelt skridt væk fra de store brusende prinsesseskørter. Med en rolle i årets Aarhus Revyen, hvor hun ikke kun skal synge, men også – for første gang i karrieren – prøve kræfter med revygenren og sit eget komiske talent. 

"Det er selvfølgelig vildt angstprovokerende, fordi det er en helt ny måde at arbejde på og en helt anden måde at bruge mig selv på. Men det er også vidunderligt spændende. Og jeg føler mig meget klar til at kaste mig ud i helt andre roller end dem, jeg hidtil har spillet," siger hun. 

Tonser i tylskørt

Maria Lucia blev kendt i den brede danske offentlighed, da hun som 19-årig vandt Danmarks første tv-transmitterede sangkonkurrence Popstars og blev lanceret som – ja, hele landets nye popprinsesse. Ung og smuk og med en stemme som en engel.

Og det image kom hurtigt til at definere, den hun var. Ikke bare på scenen, hvor hun blev castet som det unge kvindelige lead i store klassiske musicals og sang sig igennem Disney-universets enorme bagkatalog. Men også i medierne hvor hun som privatpersonen Maria Lucia blev portrætteret som den pæne altid søde og smilende unge pige. 

"Det var interessant for mig at opleve, for jeg var bestemt ikke en udpræget pæn pige som barn. Jeg kunne sagtens finde på at tage et prinsesseskørt på. Men så var det udover et par jogging-bukser, så jeg kunne løbe hurtigt og spille fodbold med de andre i frikvarteret. Jeg fik det her ar efter en særligt hård tackling, så jeg spillede altså ikke bare for sjov," siger Maria Lucia og peger mod en fin lille hvid stribe lige under venstre øjenbryn.

Læs også

Trine Dyrholm fik den bedste gave af sin søn, da hun blev 50: ”Han vidste, at det ville gøre mig allermest glad”

"Jeg var – og er – også et menneske, som virkelig værdsætter og nyder min femininitet. Jeg kan for eksempel meget tydeligt huske, hvor stolt jeg var over, hvordan jeg tog mig ud i en ny lyseblå sommerkjole, da jeg som teenager begyndte at udvikle mig og få former. Og jeg har virkelig elsket at stå på scenen i store brusende kjoler og spille de her ikoniske kvinderoller, jeg selv elskede som barn og ung pige. Men jeg har samtidig altid været lidt af en tonser. Og jeg har aldrig haft noget imod at grine ad mig selv."

Det er åbenbart bare svært, siger Maria Lucia, for medier og måske bare mennesker i almindelighed at rumme, at personer, der træder ud på den offentlige scene, ikke kun kan defineres som én bestemt type.  Men ligesom alle andre mennesker er mangefacetterede og modsætningsfyldte. 

"Da jeg vandt Popstars, fandtes der et segment i et af ugebladene, der hed ”Øjne i natten”, som gik ud på at sladre om kendte mennesker i nattelivet. Dem blev jeg spottet af en nat i byen sammen med en veninde, der også var et kendt ansigt. Vi gik virkelig til den. Dansede på bordene og var bare vilde og unge og glade. Men det var kun min veninde, der blev skrevet om i sladder-klummen. Ikke mig," fortæller Maria Lucia.

"Først tænkte jeg, at det nok var fordi, jeg ikke var kendt nok. Men senere forstod jeg, at det handlede om, at det ikke var gået op for dem, at det var mig. De havde simpelthen ikke haft fantasi til at forestille sig, at sådan en pæn pige ville gøre sådan noget. "

Tabet og sorgen og glæden

Maria Lucia griner. Det har aldrig som sådan generet hende, at hun er blevet typecastet. Det har bare altid undret hende. 

"Men det er nok noget, vi meget hurtigt kommer til som mennesker. Vi deler verden op i kategorier. Gør den sort og hvid. Selvom den er alt andet," siger Maria Lucia. 

Da Maria Lucia mistede sin far i 2009, oplevede hun det samme. Om end fra en helt anden vinkel. Hun selv og andre omkring hende havde en forventning om, at når man sørger så sørger man. Og at sorgen umuligt kan findes ved siden af livet. Og glæden. Men det kan den. 

"Jeg opdagede, at sorg ikke er en statisk størrelse. Men at man går ind og ud af den. Det var svært for mig helt at forstå og acceptere. For det føltes så forkert også at have øjeblikke, hvor jeg kunne smile og faktisk være ok for en stund. Min far døde alt for ung, og netop som vi var ved at bygge en ny relation op som voksne og ligeværdige mennesker. Ikke bare far og datter. Det var et kæmpe tab. Og det slog mig omkuld," fortæller Maria Lucia. 

"Men jeg lærte, at det er ren menneskelig overlevelse, at man også har pauser fra sorgen. Hvor lyset og latteren kan få plads. Bare man også sørger for at overgive sig til savnet og den blåhed og sorg, som også er blevet en del af ens liv. Og som selvfølgelig også kræver plads og tid. Man bliver nødt til at lade den fylde, ellers overtager den det hele. Men man skal også turde slipper glæden ind – uden at føle sig skyldig over det."

Mor og far er lige gode

Hun savner stadig sin far. Men har på flere måder sørget for at bære ham med sig. Maria Lucias lille søn, som hun blev mor til i sommeren 2020, har arvet sin morfars guitar. Og fået sin morfars navn. 

Per Fredy hedder han. Per fra Maria Lucias far og familienavnet Fredy fra sin egen far – den svenske sanger, producer og sangskriver Albin Fredy Ljungqvist.

"Vi er begge udøvende kunstnere, der arbejder på skæve tidspunkter. Og i perioder er meget væk hjemmefra. Så det har på intet tidspunkt været på tale at indrette vores familieliv efter klassiske kønsrollemønstre. Det ville bare overhovedet ikke være en mulighed hjemme hos for os," fortæller Maria Lucia. 

Men det har heller aldrig været et ønske. 

"Jeg oplever egentlig det at være blevet mor som en lang løsrivelsesbevægelse. Fra det øjeblik dit barn forlader din krop, handler det om at give slip på det. Og det er jo så sindssygt svært. For man vil på mange måder helst bare ligge tæt sammenslynget med det her lille vidunderlige menneske. Men det handler jo først og fremmest om at lære det at leve selv."

Her kommer faren ind i billedet, hvis man vel og mærke giver ham lov, mener hun. 

"Jeg oplever, at mange kvinder ikke helt giver mænd den plads, de jo også har krav på. Og som er vigtig for barnet. Jeg kunne da godt rulle med øjnene, hvis Albin glemte vådservietterne i pusletasken. Men helt ærligt, han rullede da også med øjnene af mig, når jeg gjorde det samme. Og man kan jo bare finde et par servietter et sted derude. Det er jo ingen ulykke."

Per Fredy har fra en tidlig alder været vandt til, at når mor er mest hjemme, så er det hende, der udgør kernen og har styr på sagerne. Og når far er mest hjemme, så er det ham. Begge forældre kan skabe rum, der er lige gode, lige kærlige og lige trygge steder at være. 

"Lige nu er jeg meget væk fra København, fordi jeg er i fuld gang med Aarhus Revyen. Og jeg savner jo min dreng helt vildt. Og vil helst bare kunne putte ham hver aften. Og ligge og sniffe ham og nyde at han er min. Men det handler jo om mig. Det er mit behov. Det er mig, der savner, og så må jeg jo bare leve med det. Det kan jeg, fordi jeg ved, at Per Fredy har det helt, som han skal have det. Han kan selvfølgelig også savne mig. Men jeg ved, at han har det godt. Han er jo sammen med sin far."

Ud af prinsessekjolen

Og så kan Maria Lucia koncentrere sig om at synge. Og om at være sjov. På scenen i Aarhus, hvor hun for første gang prøver kræfter med revy. 

"Jeg har en kæmpe respekt for den genre og dens historie. Og jeg nyder at være en del af revyen. Og ikke mindst den arbejdsproces, der er gået forud. Hvor alle har været en del af skriveprocessen og været med til at få de sidste detaljer på plads," siger Maria Lucia. 

"Og selvom jeg bestemt ikke hverken er klar eller har lyst til at forlade musicalscenen, så føler jeg alligevel, det er på tide at træde ud af de store brusende skørter og de purunge prinsesseroller."

"Jeg har nydt hvert sekund. Men der er andre, der må påtage sig prinsesserollen nu."