Maria Månson: "Audrey Hepburn er jo altid skøn"

Funny Games

Michael Haneke (Original versionen)

Denne film er én af dem, der har gjort allerstørst indtryk på mig. To unge psykopater tager fra sommerhus til sommerhus og holder beboerne som gidsler. De har intet motiv andet end det, at de kan. Det er en vanvittig hård film, der også leger med seerens forventninger og rolle i forhold til voldelige film. Haneke kan som ingen anden efterlade tilskueren med en følelse af, at man selv er lige så stor en årsag til volden på skærmen, som dem, der rent faktisk udfører den. ”Funny Games” vil ikke sin seer noget som helst godt, og det skal man være forberedt på. Men den er et pragteksempel på, hvad man kan med filmmediet.

Blade Runner

Ridley Scott

Harrison Ford i sin, efter min mening, allerbedste rolle som replikant-jægeren Deckard. Filmen foregår i en apokalyptisk verden, hvor alt er beskidt. Både fysisk og psykisk. I midten af det hele står Deckard, der hvirvles ind i et farligt spil, hvor godt og ondt er en grå-zone. I bedste noir-stil med femme fatales og mysterier bliver ”Blade Runner” ikke kun en underholdende film, men også en udforskning af, hvad det egentlig er, der gør os til mennesker.

Breakfast at Tiffany’s

Blake Edwards

Altså Audrey Hepburn er jo altid skøn, men jeg synes, hun er noget helt særligt i den her film. Hun er nemlig ikke den søde pige, men tværtimod er hun en vildkat, der ikke vil tæmmes. Filmen er både sjov og rørende, men mest interessant er det, den fortæller om kærligheden. Hvorfor drages vi altid mod dem, vi ikke kan få? Mon ikke de fleste kvinder har prøvet at være i den modsatte position? At være den, der forsøger at tæmme løven og måske at være den kvinde, det lykkes for? Hepburn har lige præcis den flyvske, men samtidig nærmest hypnotiserende tiltrækningskraft, der får mændene omkring hende til flokkes. Men går hun (ligesom hendes mandlige modstykke ude i den virkelige verden) i virkeligheden ikke glip af selve livet, ved ikke at turde dvæle og binde sig?

Ondskabens Hotel

Stanley Kubrick

Jeg har set den her film utallige gange. Den har fulgt mig gennem min barndom, og hver gang jeg ser den, opdager jeg noget nyt. Jack Nicholson og familie skal passe og overvintre på et hotel i bjergene, så Jack kan skrive en roman. Selvfølgelig er hotellet hjemsøgt. Selvfølgelig bliver Jack komplet bims på den morderiske made. Der er en detaljerigdom i denne her film, som man ikke finder ret mange andre steder. Alene lydsiden kan man fortabe sig i. De lange kamerature rundt i hotellets gange kombineret med bl.a. Béla Bartóks tunge strygermusik, højner intensiteten og den klaustrofobiske stemning. Fremragende film, intet mindre. 

Once upon a time in the West

Sergio Leone

Der er westerns og så er der “Once upon a time in the West”. Charles Bronson og Henry Fonda spiller over for hinanden i en film, hvor karakterernes motivation kun langsomt bliver udfoldet. Den er vanvittigt smukt filmet. Leone spænder scenen ud mellem kæmpe totalbilleder af tørre spaghettilandskaber og ligeså tørre ultranærbilleder af læderansigter med dybe furer. Ennio Morricone har lavet et af verdens bedste soundtracks til den her film. Hver karakter har sit ledemotiv (melodi der knytter sig til figuren red.) og har man først set filmen, glemmer man ALDRIG melodien, der ledsager Bronsons Harmonica-figur. Nå, ja og så er der jo vidunderligt smukke Claudia Cardinale. Hende kan man aldrig få for meget af.