Mariam Jalabi: "Min datter taber ikke ved, at jeg er passioneret omkring en sag"

– Kvinder er samfundets lim. Det er sådan, det er. Vi tænder ikke på magt, men på at få tingene til at glide. Holde sammen på familien, ja, men også helt lavpraktisk. At sikre, at ingen fryser, at alle får vasket hænder, at der er mad tre gange om dagen. Det er realiteten for mange kvinder, uanset om de er i et krigsramt land eller i en fredelig storby, siger den syriske fredsmægler Mariam Jalabi. Derfor er hun stærk fortaler for, at kvinder skal stå sammen, når verden er at lave.

– Jeg har politik i blodet, det er en del af min historie. Min familie måtte forlade Syrien i 80’erne, fordi vi var en del af den ikke-voldelige græsrodsbevægelse og blev udsat for konstant chikane af det siddende regime. Min far blev grundløst fængslet gang på gang og forlod allerede landet i 70’erne, men jeg blev i Syrien med mine bedsteforældre for at lære kulturen ordentligt at kende.

Mariam Jalabi og fem andre kvindelige fredsmæglere fra Syrien er inviteret til København af Udenrigsministeriet og Nordic Women Mediators for at fortælle om kvinders udfordringer i freds- og forhandlingsprocesser: et politisk felt, der er domineret af mænd. Og du tror hende, når hun fortæller, at hendes familie var for højrøstede til at indordne sig under den siddende diktator i Syrien. De nægtede at være underdanige og tilpasse sig et politisk styre, der undertrykte en hel befolkning. For undertrykkelse byder hende imod. Også den mødre imellem.

– Jeg bor i New York med min mand og vores søn på fem år og datter på fire måneder.

Hun kigger op på mig. Afventer en reaktion på, at hun “pumper og dumper” sin modermælk, mens hun er i Danmark. Da hun ikke kan spore forargelsen i mit ansigt, tilstår jeg, at jeg selv var på arbejde ugen efter, jeg havde født mit tredje barn.

– Min datter taber ikke ved, at jeg er passioneret omkring en sag. Hun vinder et forbillede, når jeg ikke prøver at spille supermom, insisterer Mariam Jalabi.

Men bliver hun mon dømt af sin amerikanske medsøstre?

– Oh God, yes! De har så travlt med at at give deres børn biodynamiske snacks og aktivere dem. Og de overbeskytter dem, så de ikke ved, hvordan de skal opføre sig i trafikken eller i subwayen. Sådan kan og vil jeg ikke være. Mine børn får lov til at falde og slå sig og selv komme på fødderne igen.

Syriens konflikt for dummies

Mariam Jalabi voksede op i en landsby i Syrien, hvor konflikten og undertrykkelsen altid lurede, og derfor kan det måske virke ligegyldigt at skulle forholde sig til de first world problems, der knytter sig til moderskabet på Manhattan. Men Mariam Jalabli skærer gerne konflikten ud i pap for alle os andre, der er mere bekendt med luksusproblemer i velfærdsstaten end overlevelsesstrategier i en krigszone.

– Det er ikke svært at forklare, men de mange udlægninger i medierne mudrer billedet. Syrien har været underlagt et diktatorskab i 50 år. Da Det Arabiske Forår kom, gik folk i gaderne. Men 28. februar 2011 gik regimet til modangreb på befolkningen ved at gå efter de 9-12 årige børn i gaderne, indfange dem og torturere dem. Rive neglene af deres fingre og separere dem fra deres familier, fortæller Mariam Jalabi. Vi tager en pause i samtalen.

– Og det værste var, at familierne blev behandlet med hårdhændet arrogance, når de kom for at hente deres børn. Soldaterne hånede mændende og sagde til kvinderne: “Glem jeres yngel. Vi kan befrugte jer med ordentlige børn.

Rusland og Iran støttede op om det voldelige regime, og det affødte dødstal, der oversteg 500.000. Landsbyer blev smadret, og bekvemmeligheder taget fra befolkningen.

– 80 procent af elektriciteten er væk. Men det syriske folk er kreative og ressourcestærke og har selv indført solenergi. Samfundet er fuldstændig lukket, så vi må klare alt selv. Der er ingen internationale brands og ingen engelske skilte. Det er som på Cuba. Og diktatoren Bashar al-Assads billede hænger overalt. Big brother is watching you.

Det Arabiske Forår vakte et håb. Om fred gennem revolution.

– Der var mere end syv fredfyldte måneder, hvor vi troede på det bedste. Men regimet har en finger med i spillet alle vegne og terroriserer befolkningen med arbitrære anholdelser og ved at lukke det, som vi kalder spøgelser, ud blandt befolkningen. De plyndrer huse og dræber målrettet en lille gruppe mennesker under en demonstration. Når der så afholdes begravelse for de afdøde, åbner de ild mod de sørgende slægtninge.

Harmen lyser ud af Mariam Jalabi, mens hun fortæller. Og det er netop den indignation, hun benytter som sit brændstof, når hun arbejder som fredsmægler i FN i New York. Hun har været med til at sikre, at den syriske oppositions diplomatiske engagement har fået en stemme i den internationale debat, og nu arbejder hun målrettet på, at særligt kvinder integreres i FNs politiske beslutningsprocesser.

– 250.000 mennesker blevet arresteret, og mere end 100.000 er forsvundet. Det syriske folk er nået til et punkt, hvor nok er nok. Når barbariet også kan ramme børn og sagesløse, foretrækker vi døden over ydmygelsen.

Troen på fred forsvandt

Det voldelige militærdiktatur, der prægede tiden efter Det Arabiske Forår, udløste en ny type forsvar blandt civilbefolkningen, hvor mændene forsvarede deres nabolag med knive og knytnæver, og oprørerne fik støtte af det internationale samfund, der ikke anerkendte Assad som leder. Det hjalp bare ikke den almindelige syrer.

– Det startede med bidrag til beskyttelse af dem, der demonstrerede, og der vågnede en revolutionær modkultur med særlige demonstrationer. Det der i udgangspunktet var en positiv brug af våben og modstand, udviklede sig til ekstremt voldelige brigadegrupper. De dræbte og skød efter forgodtbefindende og udpegede alle som terrorister, så alle var potentielle forrædere, forklarer Mariam Jalabi.

Det skabte utryghed, og flere og flere rebelske grupper kom til. I 2013 kom Al-Qaeda, den paramilitære sunnimuslimske bevægelse, til Syrien, mens Assads regime sideløbende løsladte alle tilfangetagne ledere fra Islamisk Stat.

– Det var regimet, der åbnede pladsen for ISIS. Det blev et de facto-samarbejde, selvom det ikke var officielt. Og det var jo snedigt gjort. For nu havde regimet rigtige terrorister, de kunne pege på og sige: “Se! Der er terrorister i Syrien.” Så udgjorde Assad pludselig ikke den samme trussel mod verdenssamfundet. Han truer jo kun syrerne, mens terroristerne udgør en international fare. Alt det her skete i 2014, i Obamas tid! Iran styrkede regimet på jorden og Rusland fra luften i 2015. De eneste, der ikke fik hjælp, var det syriske folk. De blev overrumplet fra alle sider – særligt af krigsturister, der kom udefra for at slutte sig til kampgrupperne.

Ifølge Mariam Jalabi har regimet i dag genvundet magten over 70 procent af landet, og derfor er det nemt at pege på Assad som krigens egentlige sejrsherre.

– Men han vinder aldrig! Denne her kamp handler om menneskerettigheder, frihed og retfærdighed, og den kamp kan ingen tage fra os. Mange kalder det en borgerkrig, fordi regimet har været gode til at skabe en indre splittelse i samfundet. Men det er ikke en krig mellem shia- og sunnimuslimer. Det er en regering, der bekriger sit eget folk, og det er et regime, der støttes af internationale forbrydere mod menneskerettigheder.

Da troen på fred forsvandt, vågnede Mariam Jalabis indre aktivist. Hun tog til et større møde for syriske aktivister allerede i 2011 i Antalya i Tyrkiet og blev chokeret over den manglende diversitet i gruppen.

– Der var kun midaldrende og ældre mænd repræsenteret. Jeg var chokeret over, at der ikke var nogen unge mennesker eller kvinder til stede. Hvis vi skal lave varige fredsløsninger, nytter det jo ikke, at det kun er en lille andel af befolkningens holdninger og ideer, der bliver hørt.

Håbet er der, når kvinderne får plads

Mariam Jalabis mission er enkel: Hun mener, at det er helt afgørende, at feminismens budskab om ligestilling også breder sig til fredsprocessen.

– I krig og konflikt er kvinders liv langt mere berørte, fordi de er samfundets sociale fundament. Pleje af børn og ældre varetages af kvinder, men de kan ikke passe deres vigtigste opgaver i krisetider. Så selv om det er mændene, der løber rundt med pistoler og slås, er det kvinderne, der er de mest sårbare og marginaliserede. Og den situation ændrer sig ikke, så længe hele vores politiske samfund er bygget på patriarkalske principper. Hele verdens politiske liv er domineret af mænd. Kvinder kan ikke få plads i FN eller i den amerikanske regering. Ikke fordi de ikke vil, men fordi mændene ikke vil afgive deres pladser. På verdensplan er det kun 18 procent kvinder, der sidder i regering, og ud af 193 demokratisk ledede lande, er der kun 12 kvindelige ledere. Tallene taler deres eget tydelige sprog. Problemet er bare, at så længe mændene sidder på magten, er det også dem, der træffer beslutningerne. Men det er kvinderne, der skal rydde op efter deres uholdbare løsninger.

Det er ikke ud fra kvoteprincipper eller på baggrund af kønsdebatten, at Mariam Jalabi arbejder for at få flere kvinder ind på magtfulde poster. Det er ganske enkelt fordi, at de er bedre og mere løsningsorienterede forhandlere.

– Kvinder er mere rationelle i deres politiske tanker. De tænker på de marginaliserede grupper og husker de stemmer, der ikke bliver hørt, fordi de selv er vant til at tilhøre periferien. Det har intet at gøre med, at vi er mere kærlige eller fredelige væsner. Vi er bare mere praktiske. Vi ved, at børn skal have en hverdag, hvor de kan få mad og komme i skole. Vi ved, at de ældre skal hjælpes mere. Vi ved, hvordan man passer på samfundet, for det er os, der udfylder rollerne som lærerinder, pædagoger og sygeplejersker. Kvinder forhandler på samme måde, som de gør rent, laver mad og underviser. De ser på, hvad der er brug for, og ikke, hvad der kan booste deres ego.

Når kvinder inddrages i udformningen af fredsløsninger, er der langt større chance for, at freden bevares, forklarer hun, der selv har siddet ved forhandlingsbordet med forstokkede mandlige magthavere.

– Vi er meget mere tunet ind på realiteterne i hverdagslivet. Vi skal ikke bare oplyses om, hvad en eller anden højtravende fredsforhandling nu foreskriver af regler. Vi skal være med til at formalisere aftalen, så alle ved, at den kan implementeres i det virkelige liv. Brutal magtanvendelse er ikke bæredygtigt. Men det er brede aftaler, der involverer alle køn og minoritetsgrupper. Menneskerettighederne gælder alle, ikke kun det fåtal, der sidder ved forhandlingsbordet eller de mennesker, der ser ud lige som os selv.

Mariam Jalabis optimistiske og konkrete syn på verdensfredens potentialer, kan ikke undgå at smitte.

– Der er en mulighed for at skabe fred, hvis den vestlige verden står sammen om viljen i det, så brud på fredsaftaler får en reel konsekvens. Den vej har jeg ikke så meget tillid til. Når den ikke kunne løftes under Obama, har jeg svært ved at se det ske under Trump. Men jeg tror, at det syriske folk kan komme langt, hvis vi står sammen om en alternativ feministisk, frihedsbevægelse, der er åben for mænd og kvinder, og hvor vi kan kræve frihed, værdighed og pluralisme. Med menneskerettighederne som vores ledetråd. En langvarig fredsaftale og et reelt demokrati opnås gennem politiske beslutninger, ikke gennem militær magt og våben.

Brug din stemme

Min time med fredsforhandleren er allerede udløbet, men vi er ikke færdige endnu. For én ting er, hvad vi taler om. Noget helt andet er, hvad vi vælger at gøre. Så hvordan kan Eurowomans læsere bidrage til verdensfreden?

– Jamen, I kan sagtens gøre noget. I kan gøre meget, forsikrer Mariam Jalabi.

– I kan starte med at bruge jeres stemme. Stem på de politikere, der arbejder for at beskytte menneskerettighederne. Dem, der byder flygtninge velkommen. Jeg er flygtning, men jeg er også borger og skatteyder i New York. Jeg er ikke en byrde. Og vil du støtte økonomisk, er Karam Foundation en organisation, der udvikler innovative uddannelsesprogrammer for unge syriske flygtninge, distribuerer hjælp til syriske familier i nød og finansierer bæredygtige udviklingsprogrammer skabt af syrere for andre syrere.

– Og så hjælper organisationen De Hvide Hjelme. Det er dem, der går ud og redder den lokalbefolkning, der bliver ramt under demonstrationer. Når en bygning bombes, løber de ind, og redder folk ud. Det mønster har regimet afkodet. Så nu afventer de, at Det Hvide Hjelme kommer, og så bomber de igen. Men De Hvide Hjelme trodser truslerne og går ind alligevel.

Mariam Jalabi slipper en strøm af tårer fri, men talestrømmen stopper hun ikke.

– Hele min familie er flygtninge, og hele min landsby er smadret. Vi levede i et roligt og fredfyldt samfund, men måtte flygte uden andet end det tøj, vi havde på. Jeg bliver aldrig færdig med at kræve retfærdighed på vegne af mit samfund, mit land og mit folk.