Marianne Jelved: "Jeg blev politiker, fordi jeg en dag sad i linje 6..."

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Jeg boede 13 forskellige steder, inden jeg var fyldt 10 år, for min far var arkitekt og havde tegnestue derhjemme. Han byggede fine villaer i Gentofte, men når han så sad i sin tegnestue, og folk kom hjem til ham for at få bygget et hus, faldt de for hans eget hus og købte det, og så rykkede vi videre. Sådan blev det ved.

– Min far og hans brødre kom fra det fattigste Jylland og kom allerede ud at tjene som otteårige, og efter at have sovet i en kostald i flere år blev det min fars mål at bo i Gentofte. I kraft af sin egen barndom var min far ret streng, og min lillebror fik tit en på siden af hovedet. Vi skulle gøre badeværelset rent hver morgen og pudse sko, inden vi gik i skole.

Jeg var ekstremt genert og gemte mig blandt andet for alle mine fætre og kusiner, når de var på besøg. Jeg havde fødselsdag en måned efter, jeg var startet i skole, og havde fået to poser flødebolsjer med til at dele ud, men jeg var for genert til at fortælle nogen, at jeg havde fødselsdag, så de blev i tasken. Først da jeg havde fri og gik ned ad gangen som den sidste i klassen, så jeg en åben dør ind til et tomt omklædningsrum, og så satte jeg mig derind og spiste alle flødebolsjerne selv, krøllede papiret sammen og gik hjem. Jeg sagde det aldrig til nogen.

– Da jeg var 12 år, skrev jeg i min dagbog, at jeg ikke længere ville blive rød i hovedet, når fremmede talte til mig. Kort efter havde min far 50-års fødselsdag, og jeg rejste mig op og slog på glasset og fremsagde et par vers, jeg havde forberedt, gik ud af rummet, lagde mig ind på soveværelsegulvet og besvimede. Men man former selv sin tilværelse, og for hvert skridt man tager, bliver det lidt bedre.

Hvordan fandt du din levevej?

– Jeg ville ikke i gymnasiet med alle de andre Hellerup-børn, så jeg læste Hvad kan jeg blive og fandt ud af, at jeg kunne tjene mange penge efter kun tre års studier som kemiingeniør. Jeg var 17 år, da jeg startede, og vi var kun fire piger på holdet. De mandlige undervisere gjorde alt, hvad de kunne, for at få os piger op til tavlen og gøre os til grin. En dag mødte jeg min fætter på studiet, og han sagde: "Du er på den gale hylde, Marianne. Du skal noget med børn." Jeg ville gerne på lærerseminariet. Min far var rasende, for i hans øjne var du så bare en offentlig ansat, der sad på din røv hele livet. Jeg lod ham bare snakke, for jeg havde nået en alder, hvor jeg turde gøre, hvad jeg ville. Et par dage efter kom han og anbefalede mig at tage et studenterkursus og seminariet bagefter.

– Når jeg var færdig på studenterkurset mellem 22 og 23 om aftenen, lod jeg mig ikke friste af billardklubber og den slags, men kørte til mit job som hjælper på en børneafdeling på et hospital, hvor jeg havde fri klokken syv om morgenen, og så kørte jeg hjem og sov. På den måde tjente jeg 250 kroner om ugen. Det var et adelsmærke for mig at klare mig selv.

– Så blev jeg lærer. Engang til en lærerkonference var der en kollega, der talte så grimt om en skoleklasse, hun havde. Efter to minutter havde jeg adrenalin helt op i hårrødderne og spurgte hende: "Kan du slet ikke sige noget pænt om de børn?" Det kunne hun ikke, og så fik jeg klassen. Tre år senere gik de ud af 9. klasse som en helt almindelig flok børn.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Jeg blev gravid, mens jeg gik på studenterkurset. Min mor blev helt vild og ville skaffe mig adressen til en illegal abort, men jeg ville selv tage ansvaret for det barn. Så blev jeg gift med Mortens far, og det ægteskab varede et par år og gik nogenlunde. Men jeg mødte Jan på den første skole, jeg arbejdede på. Vi blev begge to skilt fra vores ægtefæller og gift med hinanden og levede lykkeligt, til han døde i 2017, så det var næsten 50 år. 

– Jeg havde i forvejen Morten, og Jan havde to børn med sin ekskone, i starten ville hun ikke have, at børnene kom på besøg hos os, men Jan og jeg mente, at de skulle have lov til at komme og gå, som de ville. I starten var det kaos, men til sidst blev det afgjort i retten, at de skulle have lov at besøge os. Der var dog et halvt år, hvor han ikke så sine børn. Vi fik også et fælles barn, og vi behandlede alle fire som om, de var søskende, og vi gjorde aldrig forskel, selv om to af dem ikke boede hos os. Jans datter gik altid i hælene på mig, når hun kom på besøg, og fortalte mig alle de ting, hun ikke turde sige til sin mor.

Hvornår har du stået ved en korsvej?

– Jeg blev politiker, fordi jeg en dag sad i linje 6 og hørte timenyheder. De sagde, at lærerne havde fået en ny overenskomst og en lønstigning på 11 procent. Jeg gned mig i hænderne, indtil de i næste øjeblik sagde, at prisindekset var steget med 12 procent. Så tænkte jeg: "Arj, nu stopper det!" Men der var også noget underligt ved, at vi kunne sidde et lærerægtepar i en villa i Jyllinge, have vores egen lystbåd og et sommerhus – det handlede om, at man dengang måtte trække 73 procent af sine renteudgifter fra i skat.

– Så blev jeg valgt ind i Gundsø Byråd for Radikale. Siden kom jeg i hovedbestyrelsen, og der blev lagt mærke til mig, selv om jeg "bare" var kommunalbestyrelsesmedlem. Jeg blev lokket til at stille op til Folketinget, det gjorde jeg i 1987, men troede dog ikke, jeg ville blive valgt.

– Jeg var vant til at komme på Christiansborg, men da jeg gik op ad den store trappe som folketingsmedlem, tænkte jeg: "Nu er det mit ansvar, og jeg står på skuldrene af dem, som skabte Radikale i 1905." Jeg blev en meget ivrig radikal. Den dag jeg blev valgt ind i Folketinget, sagde jeg til min mand: "Fra nu af aner jeg ikke, hvad der er i køleskabet." Han sagde, at det var fint, hvis jeg bare vidste, hvad jeg puttede i vaskemaskinen.

– Det gik fint, selv om jeg lige skulle lære at give slip på alt det derhjemme. Men jeg anskaffede mig en bipper, som mine børn og mand kunne nå mig på. Hvis jeg stod og talte til et møde, og den bippede, kunne jeg sige "Lige et øjeblik, det er min datter," og det havde alle forståelse for. Engang var det Christine, der bare bippede midt i et politisk møde for at høre, hvordan man lavede den der grønne sovs. Så gik jeg udenfor og ringede og forklarede hende det. Psykologien i det var vigtig: At de altid kunne få fat i mig. Jeg havde jo selv valgt at leve et besværligt liv, hvor jeg var meget væk hjemmefra.

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

– Fuldstændig afslappet. En hvilken som helst københavnsk taxachauffør siger "Hej Marianne," når jeg stiger ind i vognen. Jeg var vant til det allerede som lærer, hvor alle kendte mig. Engang i 2012 skulle jeg i øvrigt til møde i ADHD-foreningen, og direktøren viste sig at være Camilla fra den klasse, som jeg overtog fra den anden lærer dengang. Hun faldt mig om halsen og græd i en time over alt det, jeg havde gjort for hende.

Hvor er du på vej hen lige nu?

– Jeg har lige meddelt min kreds, at jeg ikke genopstiller til næste valg, for jeg fylder 78 næste gang. Hvis du havde spurgt mig for tre-fire år siden, hvad jeg så skulle lave, ville jeg have sagt, at jeg skulle undervise på højskoler, men nu er corona kommet i vejen, og der er heller ingen foredrag. Måske begynder jeg at skrive.

Hvordan fandt du den vej, du bor på nu?

– På et tidspunkt ville Jan og jeg flytte fra Jyllinge, fordi det tog mig for lang tid at komme til Christiansborg hver dag. Så fik jeg den vane at sige til alle, jeg mødte, at hvis de kendte til en stor ledig lejelejlighed, så skulle de ringe til mig. Jeg sagde det også, når jeg havde holdt taler for nogen eller foredrag. Pludselig en dag står jeg i Aalborg Lufthavn og hører mit navn råbt gennem hele ankomsthallen: "Marianne Jelved, mangler du stadig en lejlighed?" Det var en eller anden erhvervsmand, som vidste, at der lige var solgt en ejendom i Store Kongensgade, og en af lejlighederne stod tom. Det var den skønneste lejlighed på 216 kvadratmeter i gammel stil og med højt til loftet og udsigt over Nyboder. Vi var så glade for at bo der, og vores yngste børnebørn boede kun fem minutter derfra. Men en dag flyttede de til et rækkehus i Lyngby, og jeg ærgrede mig, for jeg ville gerne have de børn tæt på mig.

– De flyttede i marts, og da vi nåede sommerferien det år, tænkte jeg: "Der vil jeg også gerne bo." Jeg skrev en flyer om, at jeg gerne ville bo i området, og jeg tænkte længe over, om jeg kunne være bekendt at underskrive med Marianne Jelved, eller om vi bare skulle skrive "Jan og Marianne". Jeg lod al skam flyve fra mig, skrev mit fulde navn og delte den ud i området. Næste dag ringede der en mand og tilbød mig sit rækkehus, for han skulle ikke bo i det længere. I løbet af en uge havde vi forhandlet en pris, og jeg bor der endnu. Jeg er tæt på familien, og de dage jeg er tidligt hjemme, går jeg tur med min datters hund, Maggie. Jeg får frisk luft og glæder mig over hunden og alle dens venner i Bernstorffsparken. Jeg vil dog ikke selv binde mig til en hund. Jeg er glad for at lufte deres, men for eksempel i dag regner det for meget, og så må de selv gøre det.

Hvem er Marianne Jelved?

• Født i 1943.
• Uddannet skolelærer og senere cand.pæd.
• Siden fagligt arbejde og medlem af byrådet og viceborgmester i Gundsø.
• Valgt til Folketinget for Radikale i 1987.
• Har været økonomiminister og kirke- og kulturminister og leder af radikale i 17 år. Genopstiller ikke til næste valg.
• Gift med Jan (død 2017) og har fire børn.