Marie er buddhistisk vejleder for topledere: "Når man spæner rundt i hamsterhjulet, mærker man ikke sig selv"

I august 1992 vinkede Marie som 15-årig farvel til sin storesøster i Kastrup lufthavn. Det blev sidste gang, hun så hende, for søsteren døde få måneder senere i en trafikulykke i Australien. Årene efter ulykken husker Marie ikke klart. Hverdagen og livet gik videre, og Marie forsøgte at komme væk fra sorgen og frygten. I dag ved hun, at der ikke er nogen vej væk fra de ubehagelige følelser, og hun bruger sit liv på at hjælpe andre med at lære at leve med det svære, fordi ubehag også er en del af livet.

Buddhistisk visdom og filosofi var ikke en del af opdragelsen i Kokkedal. Det var dedikation og disciplin til gengæld. Maries far var idrætslærer, og hendes interesse for sport blev fremelsket, og diverse sportsarrangementer dannede ramme om meget af familielivet.

– Jeg kommer fra en klassisk kernefamilie og har haft en tryg barndom i et parcelhuskvarter, hvor begge mine forældre var lærere. På den måde kommer jeg fra det velkendte billede, som mange har af en almindelig opvækst. Mine forældre har ikke været åndelige eller spirituelle, men det har altid ligget i mig. Jeg har altid været et meget reflekterende og indadvendt menneske. På mit barndomsværelse havde jeg plakater af Moder Teresa og Martin Luther King, hvor mine klassekammerater havde boybands og hesteplakater. Jeg dyrkede meget sport, særligt tennis og basket, og har været så privilegeret at kunne spille det på højt plan både herhjemme på landsholdet og i udlandet. Det har givet mig en evne til at være dedikeret og kompromisløs med de ting, jeg tager mig til. Det er en evne, jeg bruger meget i mit liv.

Marie har spillet i flere udenlandske basketklubber, og har mødt alverdens mennesker og kulturer gennem sporten, men efter flere år som professionel i udlandet valgte Marie i år 2000 at flytte hjem til Danmark og købte med hjælp fra familien en lejlighed på Amager.  

Spørger man Marie om, hvor hendes buddhistiske liv startede, er der ikke et særligt vendepunkt. For hende har det været en iboende fascination, der er blevet udløst igennem andre begivenheder i hendes liv, fortæller hun.  

– Jeg har altid været tiltrukket af Østen. Så længe jeg kan huske, har jeg været draget af de her bordeauxrøde og orange dragter, også før jeg vidste, hvad det var. Efter jeg trak mig fra basket på professionelt niveau og kom hjem til Danmark, begyndte jeg at uddanne mig til politibetjent. Det var en drøm, og jeg blev hurtigt opslugt af den verden, men det var også hårdt og tærede på mit overskud. På en øvelse fik jeg en fodskade, der gjorde, at jeg på det sidste semester måtte droppe ud. Der følte jeg mig på afveje.  

Fodskaden blandet med manglende motivation sendte Marie ud i en livskrise. Hun startede i 2004 hos en psykoterapeut, og det blev indgangen til den spirituelle verden.  Hun manglede et sprog for, hvem hun var, og det var grænseoverskridende at slippe kontrollen.  

– Jeg stod i en enormt svær tid og begyndte hos en terapeut. Det var grænseoverskridende, og coaching dengang var ret nyt, i hvert fald for mig. Men igennem terapien mødte jeg nogle spirituelle mennesker, og det udløste den iboende tiltrækning, som jeg altid har haft i mig. Da jeg først møder den buddhistiske verden, føler jeg mig som en tør svamp, der suger alt til sig. Det har aldrig rigtig været en beslutning for mig, og jeg er aldrig "sprunget ud af skabet som buddhist". Det er nærmest sket af sig selv, fordi det føltes som det mest naturlige og meget velkendt.

Basket, politiet og søsterens død har været epoker, der set hver for sig har slået Marie ud af kurs. Men ser man på hendes liv i perspektiv, har de tre epoker haft betydning for, hvor hun er i dag, forklarer hun – særligt søsterens død, der gav hende frygten for at miste.

– Min storesøsters alt for tidlige død har haft stor betydning for, hvor jeg er i dag, nok også på måder, som jeg ikke er klar over endnu. Jeg blev konfronteret med livets kanter tidligt i livet. Min søster var i Australien, hvor hun skulle være i et år og indsamle point til at komme ind på medicinstudiet på Københavns Universitetet, men blev dræbt i en trafikulykke. Det vendte op og ned på alting, men den epoke har også været lærerig for mig.

– Jeg har haft en frygt for at miste, fordi det er en del af min livshistorie. Tabet af min søster er en endeløs sorg, og det er klart ikke noget, man kan arbejde sig igennem på en uge. Jeg forsøger hver dag at være modig og være i sorgen og frygten, for jeg vil altid have det med, og det vil poppe op i ny og næ. Men jeg forsøger at være venlig og støttende over for mig selv i stedet for at blive frustreret eller lade det begrænse mig.

Føles sorgen ikke større af, at vi giver den plads? 

– Det er dét, vi tror, og det er derfor, vi måske har en tendens til at skubbe den væk. Men vi skal lade den være nær, ligesom når vi er glade og lader den følelse være i vores liv. Hvis man får et lige så naturligt forhold til sorgen som til lykken, er man et menneske i balance. Det handler ikke om at dyrke sorgen, ligesom vi heller ikke dyrker glæden. Vi skal bare turde lade det være nært og hvile i det. 

– Det at være menneske indebærer også ubehag. Vi stræber alle efter at være et menneske i balance, og for mig er vejen til balancen at affinde mig med det ubehagelige. Når der sker noget ubehageligt, og vi bliver irriterede, triste, sorgfulde, har vi et higende ønske om, at det skal gå væk, og at vi kan erstatte det med noget behageligt. Men så længe vi har en modstand imod det ubehagelige, så tror jeg, at vi altid vil være på vej væk fra dét, som er. Så når vi har ubehagelige følelser, skal det være okay, at det er sådan, vi føler, så vi ikke forsøger at separere ubehaget fra livet, for det hører med. Vi skal turde at lade det være ubehageligt.

Det handler om at se tigeren i øjnene og se, mærke, favne og være med det, som er – uanset som det er behageligt eller ubehageligt.

For mange er buddhafiguren et symbol på zen, balance og wellness. Ifølge Marie er det ikke usandt, det er bare kun den halve sandhed, og hun forklarer, hvorfor det ikke nytter at jage lykken, når noget er ubehageligt.

– Buddhisme er fred, harmoni og lykke, men det er også alt det andet. Vi mennesker i Vesten lever så privilegeret og vil helst ikke have det ubehagelige inde på livet. Hvis vi fryser, tager vi en jakke på, hvis vi er sultne, finder vi noget at spise, hvis vi trænger til ferie, bestiller vi en rejse væk. Den levevis gør, at behag er det eneste mål for os, og mange har et svært forhold til ubehag.

– Jeg har mødt mange mennesker igennem årene, der har været igennem traumer, dødsfald og dødelig sygdom, og det, der sker med de her mennesker, er, at de ændrer deres måde at være i livet på. Jeg har arbejdet mange år i Kræftens Bekæmpelse og har derigennem mødt mange mennesker, der har stået på kanten af livet. Og det ændrede dem og deres syn på livet. Jeg synes, det er en skam, at vi skal helt ud på livets kant, før vi stopper op og forholder os til det, der er, ser tigeren i øjnene og giver plads til ubehaget og lever omhyggeligt, nærværende og opmærksomt modstanden mod ubehaget bliver ofte vores største blokering for at løfte os selv.

– Mange frygter at miste deres motivation og drive, når de sætter farten ned. Der er jo så meget, vi alle skal nå og videre til. Sætter vi farten ned, misser vi deadlines og muligheder, og vi er bange for at stå tomhændede tilbage. Men det er netop dér, vi har meget at lære, siger Marie.  

– Ved at følge buddhismens filosofi bliver vi faktisk mere powerfulde, men det er en anden form for power end den, vi kender. Ofte tænker vi, at man er stærk, jo mere man opnår med karriere og andre præstationer. Men når man spæner rundt i hamsterhjulet, mærker man ikke sig selv. Jeg synes, at et menneske, der hviler i sig selv og er nærværende og opmærksom, er langt stærkere end et menneske, der farer vild i et hamsterhjul 80 timer om ugen. Den måde, vi normalt opfatter et stærkt menneske på, bliver udfordret af denne tankegang. Når vi har travlt, så løber vi stærkere. Men i virkeligheden bør vi gå langsommere for at tage nogle ordentlige og bæredygtige beslutninger. Vi skal tage den med ro, trække vejret og være veludhvilede for at kunne træffe de rigtige valg og forvalte vores liv på en god måde

Er du selv der, hvor du gerne vil være? 

– Jeg kan jo ikke være andet. Jeg lever på mange måder et yderst privilegeret liv, og jeg er meget taknemmelig for mine betingelser og muligheder. For mig giver det meget mening

at dele ud af den visdom, som jeg har tilegnet mig, for det hjælper andre mennesker med at komme mere i balance. Hvor det ender, kan jeg ikke vide. Jeg ved ikke, hvordan tingene udfolder sig fremadrettet, og derfor må jeg være med tingene, som de er.