”Denne danske kvindes opdagelser er på niveau med Niels Bohrs. Alligevel kender kun få hendes navn”
I en ny serie frimærker hylder Dansk Kvindesamfund og PostNord en række danske kvinder, der gennem de sidste 150 år har flyttet milepæle og sat internationale dagsordener. Se frimærkerne her.
Hvis du skal sende et brev fra den 19. maj, så kan du samtidig være med til at hylde 10 danske kvinder, som gennem tiden har gjort en helt særlig forskel i både Danmark og udland.
Sådan lyder budskabet fra Dansk Kvindesamfund, der i samarbejde med PostNord, i dag udgiver 10 nye, farverige frimærker med ansigter af 10 danske kvinder med titlen Markante Kvinder.
”Sammen med PostNord vil vi gerne illustrere, hvordan kvinder gennem tiden har flyttet milepæle og sat dagsordener. Ofte har de nemlig ikke fået den hæder, som de har været berettiget til – så den får de her,” fortæller næstforkvinde i Dansk Kvindesamfund, Signe Gissel Schmidt, om frimærkerne, der viser bl.a. Nastasja Saad, Nina Bang og Inge Lehmann.
”Det kan godt være, at der ikke længere er ret mange, der køber frimærker, men de her står som et symbolsk manifest. De giver anledning til samtale og debat. For historie og identitet hænger stærkt sammen, og de her kvinder er utrolig vigtige, når vi som kvinder skal spejle os - men for at kunne spejle os i dem, er det nødvendigt, at vi ved, at de findes, og hvad de har udrettet."
En markør på vores samtid
Frimærker fejrer nationale helte, kulturpersonligheder og -begivenheder, samt er en slags markør på vores samtid. Men alligevel er kun 10 af de 70 ikke-royale personer, der igennem tiden har været på de omkring 2000 frimærker, kvinder.
Og det skal der helt klart rettes op på, siger Martin Pingel, designchef ved PostNord, som er en af tovholderne på projektet.
”Det er ikke, fordi kvinder ikke har haft en betydning i historien. Historien er bare ikke blevet fortalt – så det skal den gøres nu”, fortæller han.
”Eksempelvis er Inge Lehmann, som kan ses på et af frimærkerne, en af de største videnskabspersoner i Danmarkshistorien. Men kun få kender til hende og ved, at hun var den, der fandt ud af, at jorden har en fast kerne - hvilket er en opdagelse på niveau med Niels Bohrs bedrifter. Niels Bohr har været på frimærkerne to gange før, dette er første gang for Inge Lehmann. Hun er et godt eksempel på en historie, som vi alle kan og skal blive klogere på og være stolte af at fejre.”
Artiklen fortsætter under videoen
Se de ti frimærker her:
Nielsine Nielsen, 1850-1916
Danmarks første kvindelige student, akademiker og senere første læge. Hendes ansøgning til Københavns Universitet udløste en større kønsdebat og var medvirkende til, at kvinder herefter fik afgang til universitet. Hun kæmpede i mange år for ligestilling, bl.a. gennem sit store arbejde i Dansk Kvindesamfund.
Anne Marie Carl Nielsen, 1863-1945
Billedhugger der, som den første kvindelige billedhugger i verden, stod bag et kongeligt ryttermonument, da hun skabte Rytterstatuen på Christiansborgs Ridebane.
Karen Volf, 1864-1946
Etablerede i 1920’erne kagefirmaet Karen Volf, hvor hun solgte hjemmebagte småkager med stor succes. Siden hen er firmaet blevet et forretningsimperium, der producerer 14.000 tons kager pr. år og er en international eksportsucces.
Nina Bang, 1866-1928
Politiker og verdens første parlamentarisk valgte kvindelige minister, da hun fra 1924 til 1926 var undervisningsminister for Socialdemokratiet.
Inge Lehmann, 1888-1993
Seismolog og statsgeodæt på Københavns Universitet, hvor hun gennem sit arebjde i 1930’erne opdagede jordens faste indre kerne. Hun blev først anerkendt for sin forskning sent i sin karriere, men hun er senere hen blevet ’honorary fellow’ ved Royal Society of Edinburgh og har fået Videnskabernes Selskabs guldmedalje.
Bodil Begtrup 1903-1987
Cand. polit, og den første kvindelige ambassadør og formand for FNs kvindekommission 1946-48, samt næstformand for det udvalg, der førte menneskerettighedserklæringen frem til vedtagelse i 1948. Hun var desuden definerende for FNs Kvindekommissions arbejde med ligestilling for verdens kvinder. I forbindelse med det arbejde, var hun også en af kvinderne bag forslaget om, at FN skulle stille som krav til medlemslandene om, at kvinder skulle have samme rettigheder som mænd.
Lis Hartel, 1921-2009
Dressurrytter og et af dansk ridesports første store navne. Hun vandt i 1952 sølv ved OL i Helsinki, som var første gang konkurrencen var åben for kvinder. På daværende tidspunkt havde kæmpet sig tilbage i sadlen efter at have været invalideret af polio blot få år forinden.
Inger Christensen, 1935-2009
Internationalt anerkendt digter og forfatter, hvis værker er oversat til 30 sprog. Foruden at hun i Tyskland blev hun kaldt ”Die Christensen”, har hun vundet et utal af store priser.
Tine Bryld, 1939-2011
Socialrådgiver, brevkasseredaktør, radiovært og forfatter. Særligt kendt for at være mange unges samtalepartner i P1-programmet 'Tværs' helt fra 70'erne og frem til 00’erne. Som ung var hun desuden involveret i Dansk Kvindesamfunds Ungdomskreds og kæmpede en stor kamp for retten til fri abort.
Natasja Saad (Little T), 1974-2007
Rapper, sanger og sangskriver, som på ganske kort tid manifesterede sig som et helt særligt talent indenfor rap og reggae. Hun fik dog først sit store gennembrud, efter hun på tragisk vis døde i en bilulykke. I dag er hun indskrevet i den danske musikhistorie som et poetisk ikon.
Hvor kan du købe 'Markante Kvinder'-frimærkerne?
Frimærkerne kan købes fra den 19. maj 2022 her og hos dit lokale posthus.