Martin Brygmann: "Jeg er genert, men det lærer folk aldrig at forstå"

Hvad kan få dig til at grine?

– Jim Carrey kan få mig til at grine. Og Will Ferrell. Og min søn Douglas på tre år. Alle mine fem børn kan faktisk få mig til at grine. De er sjove på hver deres mystiske måde. Vi har en forkærlighed for det absurde i vores familie. Når ting er forkert sagt. Når man uforvarende blander talemåder sammen, fordi man er træt og dermed en kende sløv i hjernen. Det er sjovt.

Hvad er den største ros, du har fået?

– Engang, da min hustru kom ind til mig i soveværelset, lå jeg tilfældigvis med armene strakt ud til hver sin side. Hun kiggede på mig og påpegede,

at jeg til forveksling lignede Jesus på korset, hvorefter jeg udbrød: "Jeg er musikkens frelser". Det er nok den største ros, jeg nogensinde har fået. Vi grinede meget af det, for jeg manglede jo hullerne i håndfladerne. Men ellers var den vist god nok.

Hvad antager folk fejlagtigt om dig?

– At jeg ikke går særlig meget op i mit udseende. At jeg aldrig er alvorlig. At jeg stadig er araknofobisk. At jeg elsker andre ting højere end mine børn. At jeg er liberal, bare fordi jeg nogle gange klæder mig sådan. At jeg ikke er irriteret over, hvor tit journalister forveksler mig med min bror Lars.

Har du en tilbagevendende drøm?

– Ja, det har jeg. Jeg møder ind på teatret, og min bror Lars er syg. De stikker mig et meget, meget tykt manuskript til et dybt seriøst stykke og siger: "Du ligner ham mest. Bare gå ind og gør det, så godt du kan!" Derefter finder jeg ud af, at jeg kun har fem minutter til at få et meget besværligt kostume på. Alle stresser, og jeg kan ikke finde ud af, hvilke trapper der fører op til scenen. Jeg går ind og med det samme begynder publikum buhende at forlade salen, og mine medspillere kigger ondt på mig.

Hvad ville overraske folk mest at vide om dig?

– Jeg er genert, men det lærer folk aldrig at forstå, og jeg arbejder hele tiden med det. Jeg bliver bedre og bedre til at tackle det, ligesom jeg gjorde med min araknofobi (som jeg ikke lider af mere!). At vende sig mod det, udfordre det og vise, at man ikke er bange for det hjælper.

Hvilken begivenhed har ændret din måde at tænke på?

– Det er nok mit møde med moderen til mine store børn, Line Knutzon, og hendes ven Peter Frödin. De to gjorde stort indtryk på mig. Det er lækkert at blive rusket rundt en gang imellem og udfordret på ens vante tankegange.

Hvis du kunne ændre én ting ved dig selv, hvad skulle det så være?

– Nu har jeg tænkt over det i 10 minutter. Det er et trickspørgsmål, ikke? I ved udmærket godt, at det ikke er sådan, det fungerer? Vi er skabt med

styrker og svagheder, og det er vores forbandede pligt at udvikle os i selskab med dem begge. Det er den leg, vi skal lege gennem hele livet, og vi skal huske, at de mindre heldige sider også er vores kammerater. Kunsten er også at huske det i forhold til de mennesker, vi omgiver os med.

Hvad er det bedste råd, du vil give dine børn?

– Vi leger nogle gange en leg ved middagsbordet. Man skal række de andre dét, de har brug for, før de selv ved det. Altså læse andres behov. "Hov! Du mangler da vist smørret, gør du ikke?" Ingen må nogensinde sidde og mangle noget. Det skal de andre opdage, før man selv gør.

Hvilken rejse vil du aldrig tage på igen?

– Dem allesammen. Jeg synes, rejser skal være nye. Også selvom man tager det samme sted hen. Det er jo ikke stedet, der dikterer rejsens indhold. Jeg har i år været på sommerferie i to feriehuse, jeg har boet i tidligere. Min opgave blev at få rejserne til at blive helt deres egne.