Mascha Vang: ”Dér gik det op for mig, at det ikke kun er mændene, de er bange for”
Mascha Vang og hendes 10-årige datter har i forbindelse med Danmarks Indsamling besøgt Togo i Afrika. På turen mødte de en gruppe unge piger, hvis daglige beskæftigelse er at hente vand til deres lille landsby. Dog er det ikke nogen let opgave, eftersom både voldtægt og krokodiller er involveret.
Solen brænder ubarmhjertigt fra en skyfri himmel i Togo i Afrika. Det er midt på dagen, så solen står på sit højeste, men det ændrer ikke på, at der skal hentes vand til den lille landsby, som Mascha Vang og hendes 10-årige datter, Hollie Nolia, er på besøg i. De er i Togo med Danmarksindsamlingen for at sætte fokus på verdens sårbare børn, og for Mascha Vang betyder det meget at have datteren med på turen, så hun kan vise hende, at ikke alle børn i verden er lige så heldige som hende selv.
”Min datter er meget privilegeret, ligesom mange andre børn i Danmark er, og som forælder har man et ansvar for at opbygge noget empati og forståelse i dem. Derfor betyder det virkelig meget for mig at tage Hollie med til Togo, så hun kan se, hvordan livet er andre steder i verden. Det kan være supersvært at fortælle et barn, hvordan tingene hænger sammen, så de forstår det bedre, hvis de ser det med egne øjne,” siger Mascha Vang til alt.dk.
Voldtægter og krokodiller
I byen, hvor Mascha Vang og Hollie Nolia skal hjælpe med at hente vand, er der ingen turister i sigte. Det er en landsby, som ligger uden for lands lov og ret, og dermed er det også en by, der er præget af den kultur, der har hersket i byen i årtier. En del af kulturen er, at det er de unge piger, som går den lange vej til floden for at hente vand.
”Det er kun pigerne, der henter vand, og det er jo smart indrettet, ikke? For det ved mændene selvfølgelig godt. Derfor ligger de på lur, og når pigerne så kommer gående alene, så udsætter de dem for voldtægter og andre grænseoverskridende forfærdeligheder. Det værste er næsten, at landsbyen er så lille, at pigerne skal gå rundt blandt de samme mænd til dagligt. De kender deres voldtægtsmænd,” siger Mascha Vang.
Eftersom Mascha Vangs datter, Hollie Nolia, kun er 10 år gammel, er det voldsomme historier at forholde sig til. Derfor har Mascha også tænkt meget over, hvor mange detaljer, hun skulle have at vide undervejs.
”Det er selvfølgelig et dilemma, hvor meget man skal sætte sin datter ind i. Voldtægt er jo ikke ligefrem noget, man normalt taler med en 10-årig om, men alligevel synes jeg også, jeg havde et ansvar for at fortælle hende det, så hun forstår, hvad unge piger andre steder i verden er udsat for. Jeg fortalte hende i børnehøjde, hvad det er, men hun er også 10 år gammel. De forstår en del mere, end vi tror. Det her er jo virkeligheden, og hun er forskånet fra så meget til dagligt.”
Turen ned til floden er lang, men det er ikke så slemt for Mascha Vang og Hollie Nolia, fordi de kun skal gå den én gang. Det er straks meget værre for pigerne i landsbyen, når turen skal gås cirka 30 gange dagligt for at sørge for vand til hele byen. Mascha Vang er rørt af informationen om, at pigerne udsættes for overgreb på deres ture, men hurtigt finder hun ud af, at det ikke er det eneste, pigerne frygter.
”Jeg går og snakker med nogle af pigerne på vejen, og der går det op for mig, at det ikke kun er mændene, de er bange for. I floden er der simpelthen også krokodiller!”
Da gruppen af kvinder når flodbredden, træder de ned i det brune vand og går i gang med at fylde deres baljer. Mascha Vang er en smule påpasselig i starten, fordi vandet er meget beskidt, men også på grund af sin nye viden om, at der gemmer sig krokodiller under vandoverfladen.
”Det føles helt vanvittigt, at deres virkelighed er, som den er. Jeg havde det dårligt med bare at sætte mine fødder i det møgbeskidte vand, og de drikker det. Ikke nok med, at vandet er så forurenet, så skal de også frygte både voldtægt og krokodiller på deres vej hen efter det. Det er vildt! Også for Hollie at se og høre.”
På turen tilbage til landsbyen spørger Mascha Vang sin datter, om hun ikke synes, at turen har været hård. Varmen er kvælende, og kroppen er kun blevet tungere på tilbagevejen på grund af de nu fyldte baljer. Dertil svarer 10-årige Holly: ”Jo, men jeg har privilegiet at tage hjem i en flyvemaskine i morgen. Det har de andre piger ikke. Det her er deres hverdag.”