Mette Blomsterberg om årets jul: "Det har jeg aldrig prøvet før"
Mette Blomsterberg deler sine juleminder og fortæller om, at hun msåke skal fejre julen alene i år.
Hvor holder du jul i år?
"Jeg ved det ikke, men jeg tror, vi er her, og jeg tror, jeg er sammen med Jack. Jeg ved ikke, om mine børn kommer hjem – eller om Jacks gør. Det kan også være, jeg sidder her i huset helt alene, og det har jeg aldrig prøvet før, men her er så dejligt, så hvorfor ikke?"
Hvordan var din barndoms jul?
"Mine forældre blev skilt, da jeg var seks-syv år, så jeg husker bedst jul sammen med min mor og brødre og min mors skiftende kærester. Det kunne være alt fra hyggeligt til dybt kaotisk. Jeg husker for eksempel en jul, hvor min mors daværende kæreste gik hjemmefra med en revolver. Det var kaotisk!
Jeg har alligevel altid elsket jul, og jeg holdt mine egen første juleaften, da jeg var 21 og havde fået min egen lejlighed i Helsingør. Min mor og hendes kæreste kom, og jeg havde lavet and, brune kartofler, waldorffsalat og hele pibetøjet selv. Det har jeg så gjort lige siden, og når det kommer til stykket, vil jeg jo nok helst være værtinde til jul. Jeg elsker at have den kasket på, for jeg har travlt uden at stresse, selv om gaverne nok bliver pakket ind om natten og alt det der."
Hvad betyder jul for dig?
"Det er hyggeligt, nært og rart. Men det er også stressende og sørgmodigt. Julen er jo også der, hvor man går forbi kirkegården og tænker på dem, der ikke er her mere. Eller man bliver mindet om enten sin egen barndom eller da ens børn var små og faldt om af træthed i alle gaverne. Jeg tager livet op til revision i julen."
Hvad spiser du til jul?
"And, waldorffsalat, brune kartofler og mindst én god salat. Det kan være enten en grønkålssalat eller en appelsinsalat eller noget helt tredje. Jeg spiser kun and den ene gang om året, for så glæder jeg mig endnu mere."
Hvilken julesang er den bedste?
"De er alle sammen dejlige, og de får mig ofte til at græde. Men der skal ikke meget til at få mig til at græde. Jeg kan tude af taknemmelighed, for hold kæft hvor er jeg heldig."