Mette Bluhme Rieck mødte sit livs kærlighed på tv: ”Der gik over et år, før vi blev kærester”
For tv-vært Mette Bluhme Rieck står 90’erne knivskarpt – både skolens rødder, Pisang Ambon og stripshows. Hun forlod det hele som 19-årig og har i dag udviklet en form for allergi over for det lille samfund, hun voksede op i.
1980’erne: Lyden af træsko
"Det må næsten havde været på mode med træsko, for det, jeg husker allerbedst fra min barndom, er lyden af mine træsko mod belægningen i indkørslen.
Jeg voksede op på en villavej i Esbjerg ned til et grønt område – meget idyllisk. Mine forældre var lærere, og der var ikke de store udsving i vores liv, og det mener jeg helt positivt. Det var en tryg dansk middelklasseopvækst med dåseput, som vi kaldte det i Jylland. Alle vi børn mødtes om aftenen på vejen og legede, som børn ikke gør i dag på grund af ipads. Sammenlagt var det en stabil barndom, og der skal meget til at vælte mig i dag. Som jeg plejer at sige, blæser det meget i Vestjylland, og derfor har jeg dybe rødder.
Vi havde ikke mange penge, for det var jo fattig-80’erne. Da jeg var seks år, fik jeg en cykel i fødselsdagsgave af mine forældre. Jeg har fødselsdag i november, så de gjorde et stort nummer ud af at forklare mig, at når man fik sådan en stor gave, kunne man ikke forvente en stor julegave samme år. Jeg ville bare få en lille ting. Jeg svarede, at det var helt ok. Om jeg kunne få en lille diamantring så?"
1990’erne: Sheriffens datter
"Da jeg var ti år, blev min far skoleinspektør i Alslev, en lille landsby mellem Esbjerg og Varde. I en periode boede vi til leje på en rigtig bondegård med grise, kaniner, heste, køer, får og geder, og jeg var en storbypige fra Esbjerg, der fik lov at have min egen hest og ansvaret for dyr i en periode.
Jeg var også en pige med klippekort til skadestuen, for jeg kunne ikke se et træ uden at skulle helt op i toppen af det. Ligesom jeg altid skulle prøve alle forlystelser i Tivoli. I virkeligheden tror jeg, at jeg skubbede til grænserne som barn, ikke som sådan et teenageoprør, hvor man tager stoffer, men mere noget med at prøve mine fysiske grænser af.
Jeg lavede rigtig meget tv med min søster, da vi var børn. Hun skulle altid være vært, mens jeg udviklede formaterne. Blandt andet lavede vi vores egen version af TV3’s lægeserie Hvide løgne. Det var altid mig, der fandt på tingene, og i dag kan jeg se, at jeg allerede dengang ikke var ret god til at drifte, men trivedes bedre i opstart og den kreative fase af et projekt.
Jeg var den første i husstanden, der fik cd-afspiller, som vi købte i A-Z i Esbjerg. Når jeg tænker på den tid, husker jeg faktisk mest mig selv stå og bladre i cd’er i A-Z. Dengang kostede de vist 100 kroner stykket. Jeg havde Absolute Music 6, som var min favorit. Jeg lånte engang en badmintonketsjer af en dreng, som jeg var lidt forelsket i, og jeg kan huske, hvordan jeg stod og krammede ketsjeren, mens jeg sang med på den cd.
Jeg gik på den skole, hvor min far var inspektør. I starten var det fint, indtil nogle rødder i klassen gjorde det svært. Min far skulle jo irettesætte dem, når de gjorde noget forkert, og når de ikke kunne ramme sheriffen, gik det ud over mig, så jeg blev mobbet og chikaneret. Det var derfor fint nok, at skolen kun gik til 7. klasse, hvor vi kom videre til større skoler.
Jeg kommer sjældent tilbage i dag, for min far flyttede videre nogle år efter, at min døde af kræft i 2011, men fordi hun ligger begravet i byen, vil jeg altid have tilknytning til stedet. Det var jo også der, jeg lærte alt om foreningslivet og gik til byfester, aktiv weekend og halbal, da vi blev store nok.
Det foregik sådan, at vi købte en flaske Pisang Ambon i frikvarteret, gemte den i en busk, hentede den efter skole, delte den hjemme hos en af os og blev kørt af vores forældre en halv time ud på en mark, hvor Helle Hallen lå. Når vi skulle hjem, måtte vores forældre tælle os for at være sikre på, at der ikke var glemt en derude.
Først da vi blev 18 år, kunne vi komme ind de rigtige steder i Varde som for eksempel Bluebell, hvor vi piger måtte finde os i stripshow, når soldaterne var i byen. Jeg har den dag i dag et kæmpe had/kærlighedsforhold til Alslev. Mine oplevelser i byen har givet mig allergi over for det, der er for småt. Det var ikke en superdejlig by for mig at bo i, og jeg kommer nok aldrig til at bo i en lille by igen, for jeg foretrækker, at man ikke ved, hvad der foregår bag hinandens hække.
På den anden side synes jeg, der er en hyggelig landsbystemning, her hvor jeg bor i København i dag. Min far siger altid, at jeg godt kunne tænke mig at bo på en bondegård midt på Rådhuspladsen. Ja, jeg har nok begge dele i mig."
2000’erne: Burgere og bøvl med ryggen
"Som 19-årig flyttede jeg til København med min daværende kæreste. Jeg var begyndt at arbejde på McDonald’s allerede i Varde, og det fortsatte jeg med i København. Tro mig, jeg har vendt mange burgere.
McDonald’s er en fantastisk arbejdsplads for unge mennesker, fordi man som jeg allerede som 19-årig kan stå med ansvaret for 50 medarbejdere eller indkøb for en kvart million om ugen. Det job gav mig ideen til at læse en HA i organisation og ledelse, som jeg gjorde bagefter.
Jeg havde spillet volleyball på højt plan, siden jeg var barn, men i den periode satte en diskusprolaps en stopper for den karriere. Faktisk var det så slemt, at da jeg startede på RUC, måtte jeg ligge ned til forelæsningerne. Jeg kunne ikke sidde i en bil eller til et middagsselskab, og indimellem var jeg i tvivl, om jeg overhovedet kunne få et job. Min kæreste fik altid skuldermassage, for et eller andet skulle jeg jo lave, når jeg altid stod op. Lægerne kunne ikke se, at der var noget galt med min ryg, men en dag var jeg hos en osteopat, som kunne se, at jeg faktisk gik rundt med et brækket haleben, der var vokset skævt sammen."
2010’erne: Nu på tv
"Jeg kom i praktik på tv og fandt hurtigt ud af, at jeg ikke er en udpræget nyhedshund, selv om jeg sidder på et aktualitetsprogram i dag (Aftenshowet, red.).
Senere begyndte jeg at udvikle forskellige tv-formater, og det blev blandt andet til Antikduellen. Da vi skulle skyde en dummy på det, blev jeg spurgt, om jeg ikke kunne lege vært, til de fandt den rigtige vært. Det endte med, at DR købte formatet med mig som vært. Det var også på Antikduellen, at jeg som 30-årig mødte Kasper, da han var dommer i programmet, og der findes vitterligt et tv-program, som er optaget den dag i december 2012.
Der gik dog over et år, før vi blev kærester, og jeg også blev bonusmor for hans to børn. Det er ikke nemt at komme ind i en familie, der er brudt op, men jeg har aldrig tænkt mig som deres mor. De har to fremragende forældre, og jeg er bare noget ekstra. Jeg konkurrerer ikke med deres mor, men har lagt mig i slipstrømmen som en, de altid kan ringe til, hvis de andre ikke svarer.
Det var på mange måder ukompliceret, og det skyldes måske, at jeg også selv voksede op på den måde, idet min far havde to børn, inden han mødte min mor. Jeg var selv første barn i andet ægteskab, så jeg vidste, hvad jeg gik ind til. Det var en konstruktion, jeg kendte. I dag synes jeg ikke, vi ser Kaspers børn nok, for de har travlt med job og gymnasium, men heldigvis er Viggo god til at sige, at vi skal invitere dem, fordi han lige skal vise dem noget på sit værelse.
Det har aldrig generet mig at blive offentligt kendt. Måske fordi jeg havde drømt om at blive skuespiller, så det lå mig ikke fjernt at være på. Nu er sociale medier kommet ovenpå som et lag, og der er mange trolde, man skal finde sig i. Man bliver hårdhudet af at blive talt grimt til, men det er jo ikke noget, man burde vænne sig til. For nogle år siden ringede DR, mens jeg sad i mit sommerhus for at fortælle, at der havde været nogle trusler mod mig.
Det var en mand, der truede mig på livet, fordi jeg havde spurgt folk i Guld i Købstæderne, hvad de skulle bruge pengene til. Han lovede mig, at jeg aldrig igen skulle opleve jul med min familie. I flere uger måtte jeg hentes og bringes til DR af to vagter, for jeg laver jo live-tv, så det er ikke så svært at gætte, hvor jeg er hvornår. Jeg blev virkelig bange og berørt, for jeg havde jo aldrig prøvet noget så alvorligt. Der var en anden kollega, han også havde truet.
Hun var ældre og mere garvet og tog det ret roligt. Det kunne jeg ikke. Men jeg kan desværre se med årene, at man bliver hærdet. Da de fandt ham, faldt jeg til ro. Det var ikke en farlig psykopat, der sad og sleb sin kniv to minutter fra, hvor jeg boede. Det var bare en stakkel, der havde set sig ond på mig, og folk handler sjældent i affekt, hvis de første skal tage et tog fra Jylland. Jeg var glad for at det blev taget alvorligt, og han blev heldigvis dømt for det."
2020’erne: Rede til fire
"De seneste par år har stået på redebygning, for jeg er både blevet mor til to, og så har vi solgt vores lejlighed, boet til leje og for nyligt købt et stort hus fra 1930’erne. Vi overtog et meget velholdt hus, hvor der boede en 90-årig dame, som selv havde passet det hele, men det havde ikke været renoveret siden 1970’erne. Nu har vi opdateret det og samtidig ført det tilbage til 1930’ernes stil.
Vi har for eksempel fundet alle de gamle rosetter i kælderen, og dem er vi ved at sætte op i loftet, som var blevet sænket, men som nu bliver hævet igen. Jeg tror egentligt ikke, vi skal bo her for evigt, for jeg kigger jo altid efter noget nyt og spændende og starter gerne et nyt projekt op. Heldigvis har jeg Kasper til at bede mig trykke på bremsen engang imellem. I hvert fald har min anden barselsorlov været præget af, at jeg også har været byggeleder.
Hold kæft, hvor har jeg set mange køkkener med en sovende Bille på armen. Det blev ikke en klassisk barselsorlov. Jeg plejer at sige, at det første barn tager din frihed, og det næste barn tager dine pauser. Jeg kan huske, da Viggo holdt op med at sove lur, at jeg tænkte: ”Altså er det meningen, at jeg skal være nogens mor hele tiden?” Men hvor er det også hyggeligt, at de bliver større.
Nu kan jeg jo tale med Viggo, og jeg har tit lyst til at pjække en hel dag med ham bare for at sidde og snakke."