Mette Helena Rasmussen

Mette Helena Rasmussen lever efter en 3-dages-regel: "Jeg trives godt med det"

Indretningsekspert Mette Helena Rasmussen om sin tre-dages-regel, om sine børns boligprojekt og om den bedste måde at komme sig over en mand.

Hvad er det vigtigste, du har lært om dig selv?

– At jeg trives godt med min tre-dages-regel. Jeg kan nemt føle mig meget såret eller vred, hvis jeg oplever at blive afvist, kritiseret eller irettesat. Jeg har lært, at jeg skal trække vejret og vente tre dage med at reagere på mine følelser. Når jeg lige lader følelserne, skuffelsen og frustrationen lande, har jeg mulighed for at respondere meget mere reflekteret, hensigtsmæssigt og relevant. 

Hvilken begivenhed har ændret din måde at tænke på?

– Lockdown-perioden åbnede mine øjne for, at jeg ikke behøver at have så travlt med at præstere. Det er ikke livsnødvendigt at deltage i alle presseevents, designtalks, opgaver, udstillinger, middage eller fester. Jeg kan og må godt takke nej. Jeg må gerne vælge mig selv først, og jeg må gerne sætte tid af til at skulle ingenting. 

Hvad er dit bedste råd mod kærestesorger?

– Den bedste måde at komme over en mand er at komme under en anden. Det er et ældgammelt husråd, der virker. Og alle ved det. Man kan virkelig flytte fokus med en ny flirt, nyt tøj og chokolade.

Hvilken ting ville du redde ud som det første, hvis dit hus stod i flammer?

– Jeg ville aldrig kunne vælge én ting. Jeg har allerede prøvet at miste alt, hvad jeg ejede. Dagen inden skybruddet i juli 2011, havde jeg flyttet alle mine flyttekasser, kunst og møbler ned i min daværende kærestes kælderrum. Alt gik tabt i katastrofen af kloakvand, da skybruddet ramte København. Intet kunne reddes. Jeg var i chok i en uge. Men opdagede jeg også, at mit liv gik videre. Jeg fik overraskende hurtigt skrabet en ny samling ejendele til mig. Jeg elsker alt, hvad jeg ejer. Men jeg har lært, at det bare er fysiske ting. Og verden er fyldt med andre dejlige ting.

Hvad er du mest stolt af?

– At jeg modtog Danners Ærespris i 2018. Det var meget rørende for mig, at en svær periode i mit liv i dag er blevet til en positiv fortælling. Jeg har kunne bruge min erfaring og mit netværk til at hjælpe voldsudsatte kvinder og krisecentre med indretning, og det er stort, at mit lille bidrag kan være med til gøre en forskel for andre.

Hvilken del af dit hjem har den bedste historie?

– Mine børns værelser. Under lockdown satte min 13-årige datter, Villa Malou, sig for, at mine Retro Villa-tapeter var so last year, og hun insisterede på at dampe dem ned. Jeg kæmpede for mine originale vintagetapeter, men hun fightede for sin ret til selv at bestemme over sit værelse. Det var meget inspirerende – ikke kun for mig, men også for hendes lillebror Johs, der også gik i gang med at brække sin højseng fra hinanden, kradse tapet ned, fuldspartle, filte og male sine vægge og gulv. Nu har begge mine børn hvide, filtede vægge, og der er forbud mod kunst og billeder på deres værelser. Jeg elskede lockdown-tiden. Vi havde så uendelig meget tid. Det føltes som en ekstra barsel, og jeg blev helt forelsket i mine børn på ny, mens de hver morgen stod op og arbejdede videre på deres indretningsprojekter. 

Hvornår er du mest træt af dig selv?

– Når jeg glemmer min tre-dages-regel og får sagt noget åndsvagt. Heldigvis er jeg blevet en verdensmester i charme og undskyldninger.

Hvad interesserer dig i øjeblikket?

– Gymnastik, vintage-Escada-tøj og samtidskunst er blevet en fast og vigtig del af mit liv. Jeg går i fitnesscentret hver morgen. Og gennem de seneste tre år har jeg fusioneret min baggrund inden for kunst med indretning, design og hjem. Sammen med Anne Aarsland har jeg startet Kunstsalonen. Vi laver offentlige kunstudstillinger i private hjem, og det går næsten al min tid med. Når jeg slapper af, ligger jeg i min seng og surfer på Etsy.com efter Escada-kjoler fra 80’erne.