Michael Katz Krefeld: Når du skændes med din kæreste, så husk dette råd
Forfatter Michael Katz Krefeld om at blaffe igennem Europa på bare fødder, om hele tiden at komme med dårlige undskyldninger, når der er noget, han ikke kan, og om at turde tage store beslutninger.
Hvilken rejse ville du aldrig tage på igen?
"Da jeg var ung, blaffede jeg hele vejen fra København til Grækenland. Som 18-årig syntes jeg, at det var fantastisk! Det tror jeg ikke, at jeg ville i dag i en alder af 55 år, ha ha. Det var en kæmpe dannelsesrejse og et minde for livet, men det er ikke en tur, som jeg frivilligt tager på igen. Det var noget med at sove på rastepladser og strande, og den sidste aften var der nogen, som stjal mine sko. Så jeg måtte blaffe hele vejen hjem til Danmark i bare fødder – med undtagelse af det sidste stykke. Der havde jeg vist fået et par klipklapper."
Hvad er dit mest irriterende karaktertræk?
"Igennem årets Vild med dans har min dansepartner fundet ud af, at jeg er rigtig god til at komme med dårlige undskyldninger hele tiden. Så hvis der er noget, jeg ikke kan, er det, fordi gulvet er glat eller mine snørebånd er gået op. Jeg vidste egentlig ikke, at jeg var så god til at levere undskyldninger, men jeg tænker, at det virker ret irriterende for dem omkring mig."
Hvilken begivenhed har ændret dit liv?
I forhold til mit arbejdsliv var det, at jeg turde tage springet og begynde at skrive bøger. Der åbnede sig et helt nyt liv for mig – et rigtig godt liv, synes jeg. Jeg er meget glad for at være forfatter, for det giver mig klart en personlig frihed. En anden stor begivenhed, som har ændret mit liv, var at blive gift. Jeg havde været sammen med min kone nogle år forinden, men det var alligevel ret skelsættende at få ring på hinanden. Jeg synes, at det har ændret meget i vores forhold.
Færdiggør sætningen: Jeg kunne aldrig finde på, at...
"... tage en partybus. Der kører en forbi mit hjem hver eneste weekend. Den spiller høj, dårlig musik, og jeg kan slet ikke forestille mig at skulle drikke mig i hegnet, når man kører rundt på den måde. Jeg når jo at blive køresyg, inden jeg får en brandert på."
Hvad er det bedste ved den alder, du har nu?
"Der er flere ting, synes jeg. Jeg har fået en eller anden form for ro, og så er jeg blevet bedre til at reflektere over tingene, end jeg har været tidligere. Så man kan sige, at det hele bliver lidt nemmere af at blive ældre. Jeg er også blevet bedre til at sige nej, hvor jeg før altid sagde ja. Jeg har fået mig en nej-hat, kan man sige. Det lyder virkelig negativt, ha ha. Men det er faktisk meget befriende nogle gange at sige nej. Det kan være til alt fra en middagsaftale til en eller anden udgivelsesting med arbejdet. Jeg tror måske bare, at jeg hviler mere i mig selv og har besluttet mig for, at jeg skal have det sjovt med det, jeg laver. Hvis ikke jeg har det, så er det ikke det værd, men spild af tid."
Hvornår har du nydt dit arbejde mest?
"Jeg kan rigtig godt lide det tidspunkt, hvor jeg får den første tanke til en ny bog. Når jeg får den der ide, som jeg selv synes er vanvittig fed og de efterfølgende uger, hvor jeg skal gå og tænke ideen videre. Det er virkelig en rus. Jeg har som regel et kærlighedsforhold til det projekt, som jeg skal i gang med. Men så begynder alt arbejdet, og så løber jeg ind i nogle vanskeligheder. På det tidspunkt begynder jeg som regel at forbande mig selv over, at jeg er gået i gang med det her projekt. Men når jeg så kommer til fasen, hvor jeg skal begynde at skrive, så kommer min begejstring for projektet tilbage."
Hvad er den vigtigste lektie, livet har lært dig?
"At hvis man har tilpas meget selvironi, så kommer man sgu igennem de fleste problemer. Det skal virkelig være liv eller død, før det ikke kan hjælpe. Men hverdagen er altså bare nemmere at gå igennem, hvis man har et smil på læben."
Hvad er dit bedste råd mod kærestesorger?
"Jeg er jo gift, så det er lang tid siden, at jeg har haft kærestesorger på den måde. Så for mig handler det om noget andet. For selvfølgelig kan man skændes og blive uvenner, men jeg elsker, når man bliver gode venner igen. Og jo hurtigere det sker, jo bedre. Jeg har oplevet at have skænderier, hvor det trækker i langdrag, og hvor man til sidst ikke kan huske, hvad der satte skænderiet i gang. Omvendt har jeg også oplevet nogle skænderier, hvor man pludselig ikke længere kan holde masken, fordi det føles lidt fjollet det hele. Og det kan være enormt afvæbnende at se lidt komisk på situationen."
"Så er det faktisk ligegyldigt, om man har ret eller ej, eller om man synes, at noget er uretfærdigt eller forkert sagt. For når man griner lidt af det samme, så er det, som om det skaber en lettelse. Så mit råd må være, at hvis man skændes med sin partner, og den ene kommer til at sige noget sjovt, så handler det om at gribe det. Næste gang man har et skænderi, kan man måske tænke tilbage på den positive oplevelse, som man havde sidst og dermed vide, at man kommer igennem det på en eller anden måde – om ikke andet med et fælles grin."