Det ville jeg gerne have vidst som ung

"Jeg forvandlede mig i gymnasiet"

Gitte Løkkegaard

Født 1963.

Journalist og forfatter til bl.a. ungdomsbøgerne "Matilde Jensens første gang" og "Knus-Klubben", som netop er udkommet på Politikens Forlag.

Har ingen uddannelse, men startede på DR som 23-årig.

Har en kæreste, som hun ikke bor sammen med.

Mor til Karl og Niels på 16 og ni år.

Bor i København NV.

Fra Gitte Løkkegaards dagbog, 17. december 1978, 15 år:

"Nu er det 39 dage siden, jeg sidst har set Ole, og det er ligesom om forelskelsen er ved at blegne. Så er det måske alligevel ikke rigtig kærlighed. Hvornår mon det bliver det? Der er nemlig også det, at jeg er begynder at tænke og drømme om Johan også, men jeg ved at ligeså snart jeg ser Ole begynder det hele forfra igen. Men jeg ved jo ikke, om det skal være sådan, at han er i ens tanker både dag og nat, selvom han er væk i et år. I så fald har jeg aldrig elsket nogen."

Forfatter og journalist Gitte Løkkegaard levede sine teenageår i en lille landsby i Jylland. Her slugte hun triviallitteratur og stirrede ud over markerne, mens hun prøvede at finde fast grund under fødderne. Senere viste mødet med gymnasiet hende, at der også var et liv uden for parcelhuset og kernefamilien.

Hvordan var du som teenager?

– Mine teenageår er delt op i to med en kraftig bjælke mellem sig. Før jeg kom i gymnasiet, var jeg en forsigtig pige, der drømte om mand og børn og et arbejde som hjemmehjælper. Da jeg startede i 1.G., forvandlede jeg mig til en revolutionær, socialistisk bombe. Sådan føltes det i hvert fald, og min mor kunne slet ikke forstå, hvad der skete.

Det indlæg, du har valgt, handler om drenge. Hvor meget fyldte de i din bevidsthed i de år?

– Meget. Jeg drømte både om John Travolta og dem fra det virkelige liv. I dag undrer jeg mig over, hvor meget det optog mig, men jeg tror, at en del af forklaringen kan findes i, at jeg slugte store mængder triviallitteratur. Det handlede altid om en pige, som gik rundt og var ingenting, indtil hun mødte en mand, og så blev alt godt. Kærlighedsnovellerne var min eneste reference, og jeg tror slet ikke, at jeg havde nogen forestilling om, at det ikke var sikkert, virkeligheden så sådan ud.

Er der en særlig følelse, som du husker som dominerende fra de år?

– Den stemning, jeg husker fra mit værelse, er præget af melankoli og en længsel efter noget, jeg ikke kunne sætte ord på. Jeg kan huske at sidde og kigge ud ad vinduet, hvor der bare var marker, så langt øjet rakte, og tænke, om der overhovedet var liv derude.

– Jeg tror, jeg manglede referencer, fordi jeg ikke mødte andre måder at være voksen på end den, jeg oplevede via mine egne og mine klassekammeraters forældre. Der var ikke nogen alternativer til far, mor og børn, parcelhus og fast arbejde.

Hvordan ændrede dit liv sig, da du kom i gymnasiet?

– Der var syv kilometer fra Bording til Ikast, men der var en verden til forskel! I gymnasiet mødte jeg nogle andre voksne, som åbnede mine øjne for, at der var flere måder at leve på.

I folkeskolen havde jeg ofte følt mig ensom, men på gymnasiet blev jeg en del af en pigegruppe, der sov sammen, drak rødvin og talte om de store ting i livet. Mit selvbillede ændrede sig også. Tidligere havde jeg den holdning, at jeg var både grim havde for små bryster, men nu begyndte jeg at bære min krop på en ny måde. Det var lidt som i "Den grimme ælling", fordi det gik op for mig, at jeg hverken var tudegrim eller dum.

Hvilke fremtidsdrømme havde du?

– I de tidlige år drejede mine drømme sig mest om at finde en mand, få en familie og arbejde som hjemmehjælper eller måske dagplejemor. Men jeg var også glad for at skrive, og i 9. klasse var jeg i praktik på Ikast Avis. Senere, i 2. G., var hele klassen i København, hvor vi besøgte en kvindelig forfatter ved navn Else Sander, der havde skrevet en kritisk bog om p-pillen. Hun boede i en toværelses lejlighed med et lokum, man skulle bakke ind i, og et lillebitte køkken, men jeg tænkte bare wow. Tænk, at man kunne leve sådan! Jeg tror, at mødet med hende og den lejlighed er en af grundene til, at jeg søgte mod København. Jeg blev for alvor revet ud af forestillingen om, at der skulle komme en prins og redde mig. Jeg kunne redde mig selv.

Hvad tror du, Gitte på 13 år ville sige til det liv, du har skabt?

– Hun ville få et chok. Alene det at jeg bor i København ville være helt uden for hendes fatteevne. Dengang kunne jeg måske overveje at flytte til Silkeborg, når det var vildt. Hvis jeg også fortalte hende, at jeg boede alene med mine to børn, så ville hun falde om.

Men hun vil nok godt kunne sætte sig ind i, at jeg levede af at skrive. Det ville give mening for hende.

Hvad med gymnasie-Gitte?

– Hun ville kunne forstå det hele. Man kan helt sikkert trække en linje fra hendes drømme og forestillinger til det liv, jeg lever. For hende var alle muligheder åbne, og hun kunne ikke vente med at komme ud og leve livet.

Hvis du skulle give et godt råd til dagbogs-Gitte, hvordan ville det så lyde?

– Jeg ville fortælle hende, at det hele nok skal gå, og at hun ikke skal være så bekymret. Hun skal nok få sig et godt liv, selvom det ikke bliver helt, som hun havde forestillet sig.

"Jeg syntes selv, at jeg var mere kompleks end alle andre"

Iben Maria Zeuthen

Født 1985.

Radio- og tv-vært, i dag på Radio24syv, hvor hun er vært på programmet "Iben og Mødregruppen".

Uddannet fra DR's Talenthold.

Forfatter til børnebøgerne "Sådan virker kroppen" og "Sådan virker naturen" sammen med Huxi Bach.

Bor på Nørrebro med sin kæreste.

Seddel skrevet til en veninde af Iben Maria Zeuthen, 12 år:

"Dav dav dav dav og så videre. Du er bare god til at gribe viskelædre, hvis du forstår. Vi skal snart i byen, i biografen og til fest sammen. Måske den 20/2? Så kan vi snakke mere om dette interessante emne drenge. Og jeg skal snart i Cream og have fede bukser, hvis der er nogle i min størrelse."

Iben Maria Zeuthen forsøgte at tvinge sine tanker til at opføre sig logisk, da hun var teenager. Det lykkedes aldrig helt. Heldigvis fik hun en hjerteveninde, som hun kunne dele frustrationerne med.

Hvem har du skrevet sedlen til?

– Jeg har skrevet sedlen til en pige, som jeg lige havde mødt samme aften. Hendes forældre var venner med mine far, men hendes mor var død cirka en måned før besøget.

– Vi var 12 år, og jeg tror faktisk ikke, at der var nogen af os, som helt forstod situationens alvor. I stedet fandt vi et viskelæder på gulvet, som vi begyndte at kaste med, mens vi grinte hysterisk. Efterfølgende har jeg tænkt på, at det var en lidt mærkelig måde at reagere på, men det er sikkert typisk for teenagere at forsøge at håndtere traumer på den måde.

– Jeg skrev sedlen, inden jeg skulle hjem. Når jeg læser den igen, kan jeg huske fornemmelsen af at have mødt en person, som jeg havde lyst til at holde krampagtigt fast på. Det var en stor ting at starte et nyt venskab i den alder, og det var en lettelse ud over alle grænser, når der var nogen, som gad være ens ven. Sedlen viser, at jeg er helt oppe at køre over hende, og at jeg næsten ikke kan vente, til vi skal ses igen.

– Jeg har den i dag, fordi hun gav mig den i fødselsdagsgave sidste år. Alle mine breve og dagbøger druknede, da vores kælder blev oversvømmet under skybruddet i sommer, og det var forfærdeligt.

Så hun syntes, jeg skulle have den tilbage.

Hvordan udviklede jeres venskab sig derfra?

– Vi blev helt uadskillelige og sov sammen flere gange om ugen. Efter mødet med hende fandt jeg også ud af, at min klasse ikke var et godt sted for mig at være. Hun lærte mig, at man godt kan have en ven, som man ikke hele tiden skal være bange for ikke gider at være ens ven alligevel.

– I dag bor hun ti meter væk fra mig og min kæreste, og selvom vi selvfølgelig begge har ændret os, så er hun stadig en sand ven i ånden.

Hvorfor tror du, de tætte venskaber er så vigtige i de år?

– Der sker simpelthen så mange ting både indvendig og udvendig i den periode, og så er det godt at have nogen at dele det med.

– Jeg syntes selv, at jeg var mere kompleks end alle andre, og det betød, at der var mange sider af mig selv, som jeg ikke følte, jeg kunne snakke med nogen om. Jeg havde altid en fornemmelse af, at det var noget, jeg stod alene med.

– Derfor var det en kæmpe lettelse, da jeg opdagede, at min veninde havde det på samme måde.

Hun havde haft en stor sorg, da hendes mor døde, og det havde jeg også, fordi mine forældre blev skilt, da jeg var lille, og det er måske det, som modnede os begge tidligt.

Hvordan husker du dig selv som teenager?

– Jeg synes helt klart, at jo længere hen i teenageårene jeg kom, jo mindre usjovt var det, og det toppede, da jeg var 17-18 år. Der var det bare perfekt!

– Men den følelse jeg havde som 12-13-årig, hvor det hele bare var nyt, det var en sindssyg fornemmelse. Verden lå åben, og jeg befandt mig i en konstant drømmetilstand, hvor jeg forestillede mig det liv, jeg senere skulle leve.

– På samme tid havde jeg en stor utilfredshed og rastløshed, som jeg ikke kunne sætte ord på eller afhjælpe. Jeg kan f.eks. huske, at jeg tit var frustreret, fordi jeg ikke kunne finde ud af, hvorfor jeg nogle gange ikke var glad.

Tror du, teenage-Iben ville kunne genkende sig selv i det liv, du lever?

– Jeg tror, at mit liv er meget i tråd med det, jeg forestillede mig dengang. Alle de områder, der er i mit liv, indeholder elementer, der peger tilbage på de år, hvor jeg begyndte at tænke over, hvordan min fremtid skulle se ud.

– I mange år var jeg rigtig ked af det, fordi jeg syntes, at jeg havde fjernet mig fra mit oprindelige

jeg, og jeg savnede det sindssygt meget, men sådan har jeg det ikke længere. Nu synes jeg, at jeg er landet et sted, som slutter cirklen – foreløbig, i hvert fald. For der kommer jo hele tiden nye kapitler til.

Hvis du kunne give teenage-Iben et råd, hvordan ville det så lyde?

– Jeg ville godt have vidst, at det med at få styr på hovedet og følelserne ikke er noget, man kan tvinge sig selv til. Jeg ville gerne have haft mere tid til bare at være teenager i stedet for at prøve at finde forklaringer på alting.

Laura Kvist Poulsen

Født 1973.

Skuespiller, uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater 2002.

Slog for alvor igennem med tv-satireserien "Krysters Kartel".

Bor på Vesterbro.

Korrespondance i en time på gymnasiet i 1990

Laura: Vi kan da ikke have en negativ indflydelse på hinanden, hvis vi har været veninder i 3 år.

Janne: Det er heller ikke på hinanden, men på undervisningen, sagde Anette.

Laura: Nå – OK.

Janne: Hun sagde, vi skulle bytte plads.

"Jeg kunne lide at danse på bordene"

Laura Kvist Poulsen var en glad teenager, der festede i weekenderne og tog til Grækenland hver sommer sammen med slyngveninden Janne. Skolearbejdet var der dog ikke meget plads til, og det fortryder hun indimellem i dag.

Hvad er det, du har fundet frem?

– Jeg har været på loftet for at finde de sedler, som jeg har sendt til min veninde, Janne, i løbet af mine teenageår. Jeg har så mange sedler, at jeg kan konstatere, vi ikke har lavet meget andet i timerne end at skrive til hinanden.

Hvad er baggrunden for den seddel, du har valgt?

– Jeg har skrevet den til Janne i en time på gymnasiet. Vi havde fået at vide af vores dansklærer, at vi havde dårlig indflydelse på klassen, og vi måtte ikke sidde ved siden af hinanden længere, fordi vi forstyrrede. Det var sikkert også rigtigt. Vi var garanteret skide irriterende at høre på!

Hvem var Janne?

– Jeg mødte Janne, da jeg flyttede fra Tingbjerg til Indre København i 1986, og i 1987 kom vi i klasse sammen på Sølvgade Skole. Hun blev min bedste veninde, og vores venskab var nærmest som et kærlighedsforhold, hvor vi også fejrede forholdets begyndelse d. 11. august hvert år. Da vi skulle i gymnasiet, skrev vi endda et brev til rektor, hvor vi fortalte, hvor vigtigt det var for os at komme i samme klasse.

Hvordan var du som teenager?

– Jeg var for det meste glad, og jeg elskede at feste. Jeg husker ikke, at jeg har haft totale nedture eller gravet mig ned i huller, som nogle teenagere gør. Og hvis jeg endelig var ked af det, så var jeg god til at rejse mig hurtigt igen. Og så havde jeg jo Janne. Vi kunne klare alt sammen.

– Sammen tog vi ofte til Leros i Grækenland, første gang da jeg var 15 år i 1989. Jeg havde en veninde, som kom hjem derfra og fortalte, hvor fedt det havde været, og så ville Janne og jeg også af sted. Vi hævede vores børneopsparinger og tog derned. Første gang var vi der 10 dage, og vi var helt solgte. Da vi kom hjem, græd vi i flere dage og begyndte straks at spare sammen til turen næste år.

– Vi var på Leros i ca. seks uger hver sommer til og med 1996, og når vi var hjemme i Danmark, lavede vi ikke andet end at drømme om de græske mænd, vi havde mødt, og tælle dagene, til vi skulle af sted igen. Vi udlevede meget af vores vilde teenageliv dernede. Det var et frirum, hvor vi gik rundt og legede voksne og forelskede.

– Der var sågar en periode, hvor vi var tæt på at droppe ud af gymnasiet for at tage til Leros og arbejde som bartendere, men det fik mine forældre sat en stopper for.

Hvad drømte du om at blive til?

– Jeg drømte tidligt om at blive skuespiller. Jeg havde også drama i gymnasiet og gik meget i teatret. Da jeg søgte ind på teaterskolen, var det for at spille de store, alvorlige roller, og det lå ikke i kortene, at jeg skulle blive komiker, selvom humor altid har fyldt meget i mit venskab med Janne og generelt i min familie.

Hvordan tror du, teenage-Laura vil have det med, at du er blevet et kendt ansigt i dag?

– Det ville hun ikke have noget imod. Jeg har altid været en slags socialt samlingspunkt, og som teenager kunne jeg godt lide at være på og danse på bordene.

– Jeg synes selv, at jeg generelt er et rimeligt åbent menneske, hvilket, jeg tror, gør det nemmere at klare det med at være kendt. Faktisk glemmer jeg det helt, indtil der pludseligt står en person og peger på mig på Fisketorvet.

Er der noget, du ville ønske, du havde gjort anderledes?

– Jeg ville nok ønske, at jeg have taget lektierne lidt mere seriøst. Det var ikke, fordi jeg ikke afleverede mine opgaver, de blev bare altid lavet i sidste øjeblik. Når jeg ser tilbage, synes jeg ikke, at jeg brugte gymnasiets muligheder godt nok. Tænk, hvis jeg bare havde taget mig en smule mere sammen i tysk eller engelsk. Det havde været fedt i dag.

Hvordan var det at genlæse sedlerne?

– Da jeg læste dem igen, kom jeg med det samme til at savne Janne og det, vi havde sammen. Det var, som om der dukkede en historie om mig selv op, som jeg på en måde havde glemt.

– I dag bor hun på Frederiksberg og er blevet mor til tvillinger. Jeg er single og bor alene, så vi lever ikke synkront længere. Det er sjovt, når man kigger på de sedler, vi har skrevet, hvor vi lovede hinanden, at det skulle være os to for evigt, og at vi aldrig ville blive voksne. Det kan man jo ikke undgå, hvor gerne man end vil. I 1992 tog Janne f.eks. et år til Canada, og i 1998 startede jeg på teaterskolen i Århus, og så blev det sværere at se hinanden.

– Selvom vi ikke snakker sammen hver dag, skal der bare et enkelt opkald til, og så er vi tilbage til dengang, hvor venskabet var så intenst, og man bare skulle kigge på den anden for at vide, hvad hun tænkte. Sådan har vi det faktisk stadig, og hun er helt sikkert den veninde, som kender mig bedst.

– Vi har lige aftalt at holde en aften, hvor hun også tager alle de breve og sedler med, som hun har gemt, og så læser vi dem sammen. Det glæder jeg mig til.