Foto: Christina Kayser O.
På ét punkt er generationskløften tydelig for Kirsten og Mille Lehfeldt: ”Der kan jeg godt blive den irritable datter”
At se sin mor i rollen som mormor er for Mille Lehfeldt både en sjov og lidt mærkelig oplevelse, og for Kirsten Lehfeldt er der ingen tvivl om, at hun virkelig nyder at forkæle sine børnebørn. Det fortæller mor-datter-duoen i et stort interview til ALT for damerne nummer 41.
Skuespillerne Kirsten
Lehfeldt og nu afdøde Stig Hoffmeyer havde begge travlt med deres respektive skuespilkarrierer,
da deres datter, Mille Lehfeldt, var barn. Men midt i hverdagens trummerum var det
vigtigt for familien at prioritere masser af kvalitetstid.
Det fortæller
Kirsten Lehfeldt i et stort mor-datter-interview med ALT for damerne nummer 41.
”Vi gad ikke
skændes om praktiske ting, og derfor havde vi ung pige i huset i hele Milles
barndom. Det betød, at den tid, vi havde med Mille, ikke gik med indkøb,
rengøring og madlavning. Vi hyggede os i stedet for.”
I dag er Kirsten
Lehfeldt også mormor til Mille Lehfeldts to sønner, Ferdinand på otte og Osvald
på seks, og i rollen som mormor nyder hun en helt anden ro end dengang, Mille
var barn.
”Helt
klichéagtigt nyder man næsten sine børnebørn mere, end man nød sit eget barn,
for man har mere tid. Man kan sidde og kigge på dem i timevis. Jeg vil bare
være sammen med dem ALT det, jeg overhovedet kan få lov til, fordi jeg ved, at
det går så stærkt. Om lidt har de ikke tid til mig mere, og sådan skal det også
være,” fortæller Kirsten Lehfeldt, som laver mange forskellige aktiviteter med
de to drenge.
”Vi går i
Plantorama – mit lokale havecenter – det er de vilde med. De kan også godt lide
at komme i Kirppu, som er en forretning med genbrugslegetøj. Så sidder de oppe
i vognen, hvor de kan se det hele og hive ting ned fra hylderne. Andre gange
læser vi, bager pandekager, ser fjernsyn, snakker, går med hundene eller
spiller på iPad.”
Mønsteret går gennem generationer
For Mille
Lehfeldt er det med blandede følelser, at hun oplever sin mor i rollen som
mormor, for netop skiftet i familierollerne er et meget tydeligt tegn på, at
årene er gået.
”Det er sjovt. Og
også lidt mærkeligt. Jeg får sådan nogle tidsflashes, som godt kan være lidt
nostalgiske. Nå, nu er du mormor, og det er mig, der er moren. Men for et
øjeblik siden var det mig, der var barnet, dig, der var moren og så var der
mormor, som vi også begge to var meget tæt på. Men det er jo vidunderligt og
helt, som det skal være,” fortæller Mille Lehfeldt, som dog også kan blive en
smule frustreret over sin mors valg i rollen som mormor.
”Altså, nøj, hvor
du forkæler dem,” siger Mille Lehfeldt henvendt til sin mor, og fortsætter:
”Og der kan jeg
godt blive den irritable datter, på samme måde som du var det overfor mormor,
når hun forkælede mig. Så ser man mønstrene gentage sig.”
Hvilke emner, der
især kan tricke irritabiliteten hos Mille Lehfeldt, deler hun gerne:
”E-nummer-snakken.
For meget slik. For meget pizza. For meget iPad. Hvor min mor siger: Ӂrh, slap
dog af, det kommer ikke til at betyde noget i det store billede, at de får slik
fra morgenstunden”. Eller at hun giver dem lov til at spille på iPad, når de
har lyst. Hjemme hos os må de kun være på iPad om fredagen, men når de kommer
hjem fra min mor, siger de: ”Jamen, hos mormor må vi spille på iPad hele tiden,”
lyder det fra Mille Lehfeldt.
”Jeg HAR ellers
prøvet at sige til dem, at de skal tie stille med det, når de kommer hjem,” indskyder
Kirsten Lehfeldt med et grin – og Mille Lehfeldt griner med.
Læs hele
interviewet med Kirsten og Mille Lehfeldt på linket nedenfor. Her fortæller de også om at lære at sige fra, om at have et tæt
mor-datter-forhold hele livet, og om at blive inspireret til at føre den
satiriske stafet videre gennem generationerne.