Mille Lehfeldt har lært en vigtig evne af sin mor: ”Det er noget, jeg altid har haft svært ved”

Op mod Prins Henriks 50-års fødselsdag i 1984 blev Kirsten Lehfeldt ringet op af musikeren Bent Fabricius-Bjerre, som skulle stå for underholdningen til prinsens fødselsdag. 

Han ville høre, om Kirsten kunne tænke sig at synge Edith Piaf på fransk, hvilket hun da mægtig gerne ville. 

Læs også

Mille Lehfeldt mødte sin mand som barn: ”Der er en hel side om ham i min hemmelige dagbog”

Der var bare lige et problem. Kirstens mand, Stig Hoffmeyer, var på filmoptagelse i udlandet, og hun havde ingen til at hente sin 4,5 år gamle datter Mille fra børnehave den dag, hvor prøverne på Fredensborg Slot skulle foregå.

Kirsten: "Så Bent og jeg kørte forbi børnehaven og samlede Mille op, og så kørte vi op til slottet, hvor Mille blev sat på en stol, mens vi skulle øve sangene. 

Mille blev efterhånden lidt urolig, hun syntes, det var træls at sidde der, så Dronning Margrethe, der overværede prøven, fik fat på sine sønner, Frederik og Joachim, og så blev Mille sendt ud i haven med dem. Så måtte de tage sig af hende."

Kirsten og Mille Lehfeldt sidder hjemme hos Mille og er ved at sprutte over af grin, da de fortæller om Milles første møde med Dronningen og prinserne. 

Men det er ikke kun en sjov historie. Det er også en historie, der siger en hel del om, hvordan Milles opvækst var, og den er afsæt for en længere snak om forskelle mellem generationerne. Og mellem mor og datter.

Mille: "Jeg ville jo ALDRIG tage mine drenge med på arbejde. Indtil for ganske nylig vidste de ikke engang, hvad jeg lavede. Sådan var det ikke for mig, da jeg var barn, for jeg var meget ofte med mine forældre på arbejde."

Natmaden

Der er lige ved at komme gang i tårekanalerne, da Kirsten fortæller, hvordan det var for hende at blive mor til Mille. Hendes eneste barn.

Kirsten: "Uha … At blive mor er nok det største, der sker i ens liv. Det er kæmpestort. Og Mille var sådan et nemt barn. Hun sov igennem, hun havde ikke kolik …"

Mille: "Jeg har tit tænkt, at du må have glemt, hvordan det var."

Kirsten: "Jamen, det har jeg ikke, Mille. Det er sandt. Det var sådan."

Mille: "Jeg var simpelthen det vildeste barn!"

De griner højt begge to.

Kirsten: "Det var hun."

Mille: "Andre har tænkt, hold kæft en forkælet møgunge …"

Kirsten: "Ja, det har de, og det måtte de gerne tænke, jeg var da ligeglad. Men det var bare nemt. Og Mille var med overalt. Jeg var ikke en curlingmor – eller jo, det var jeg nok – men jeg havde også godt gang i karrieren, og det havde Stig også. 

Derfor indrettede vi os måske lidt anderledes end mange andre dengang. Vi gad ikke skændes om praktiske ting, og derfor havde vi ung pige i huset i hele Milles barndom. 

Det betød, at den tid, vi havde med Mille, ikke gik med indkøb, rengøring og madlavning. Vi hyggede os i stedet for. Og det var også noget med at hive Mille op om aftenen, når vi kom hjem fra teateret ved 23-tiden."

Når hun sov?

Kirsten: "Ja, men så vågnede hun jo, og så var der natmad. Det var det tidspunkt på dagen, hvor vi var mest afslappede, og hvor vi havde tid til hinanden. Og vi vidste også, at når vi så gik i seng ved to-tiden, så sov Mille dejligt til omkring klokken ti næste morgen. 

Hun gik i en teaterinstitution, og der måtte man aflevere helt frem til klokken 12. Så Mille fik indrettet sit døgn efter os. Husker du det ikke, som om vi havde meget tid sammen, Mille?"

Mille: "Jo, det gør jeg. Og det var hyggeligt om natten med natmad. Så sad jeg på skødet, lidt søvnig, og nogle gange kom guitaren frem. Det var dejligt og trygt. 

Samtidig vil jeg da også sige, at jeg somme tider lå med jeres trøjer i sengen, når I tog på arbejde, for jeg blev jo ikke altid puttet af jer, og så trøstede det, at jeg kunne ligge og snuse til jeres duft. 

Jeg har også siden tænkt på, at I jo faktisk ikke stod op med mig om morgenen og smurte madpakker. Der har jeg det selv sådan, at selvom jeg er kommet hjem klokken lort om aftenen, så står jeg alligevel op. Der er ikke noget med, at mor lige skal sove. Både Sophus og jeg står op med børnene."

Kirsten: "Det gjorde vi ikke!"

Er det en generationsting?

Mille: "Det ved jeg ikke."

Kirsten: "Hør her, du kommer jo heller ikke hjem klokken 23 ..."

Mille: "Det gør jeg da, når jeg laver teater. Og jeg står alligevel op."

Kirsten: "Nå, men så er du altså en bedre mor end mig."

Siger hun med påtaget småsur og undskyldende stemme og griner så højt.

Mille: "Nej, jeg har bare ikke skænket det en tanke, at man f.eks. kan skiftes til at sove, og det ligger nok i min generation, at man skal deles om opgaverne."

Kirsten: "DET gør det. Der er I meget anderledes. Og hør her, det var også bare på mange måder nemmere at være mor dengang, tror jeg. 

Jeg havde en moseskurv, jeg kunne bære dig rundt i, en gammel barnevogn, nogle stofbleer og noget zinksalve. Det var det. Der var slet ikke alt det udstyr, som I har i dag, når I skal ud ad døren."

Læs også

Petra deler første glimt af ny sæson "Bachelorette"

Mille: "Det lyder da enormt besværligt, at du skulle vaske alle de bleer?"

Kirsten: "Ja, man stod hver aften og vaskede bleer, men ret hurtigt kom de andre bleer til. Det var meget enkelt alt sammen, synes jeg. Og når vi ikke havde nogen til at passe dig, så tog vi dig med på teateret."

Mille: "Det elskede jeg. Så lå jeg der med en dyne, Pixibøger og tegnesager i garderoben og kunne høre forestillingen over medhør. 

Andre gange fik jeg lov til at se forestillingen, og hvad jeg dog ikke har set. Alt fra Dostojevskij til 'The Pirates of Penzance'. Den sidste så jeg mange gange. Jeg var lidt vild med Søren Pilmark, der spillede piraten …"

Kirsten: "Du var SÅ forelsket i ham, og i pausen fik du lov til at sidde på skødet af ham."

Mille: "Ja, det har været lidt pinligt for mig, efter jeg er blevet voksen og har spillet sammen med ham, ha ha."

Der blev kimen til også at gå skuespillervejen måske lagt?

Mille: "Ja, måske."

Kirsten: "Du er i hvert fald vokset op med et meget afslappet forhold til faget. Du ved, hvad det indebærer. På godt og ondt."

Min kendte mor

En af de ”onde” ting, der hørte med til at være barn af to skuespillere, var, at Mille følte, at hun skulle dele sine forældre – særligt sin mor – med hele verden.

Mille: "Og det HADEDE jeg. Jeg skulle bare ikke dele dig med NOGEN. Nærmest alle kendte min mor fra ”Flamberede hjerter” eller ”Nissebanden”, og jeg var så træt af det."

Kirsten: "Jeg måtte ikke følge Mille helt hen til skolen, for hun gad ikke, at folk ville tale med mig. Og hvis vi skulle på en udflugt sammen, skulle det altid være til steder, hvor der var så få mennesker som muligt. Hvis jeg alligevel blev stoppet, stod Mille og sendte onde øjne."

Var det noget, I talte om?

Kirsten: "Den slags går jo over igen."

Mille: "Og det gjorde det jo også. Trods alt. Men jeg havde heller ingen trang til at få søskende, jeg ville virkelig gerne have mine forældre for mig selv. Og så havde jeg i øvrigt min storebror Oliver, som var hos os i mange weekender. 

Jeg kunne også godt lide at lege alene. Nogle børn keder sig, når de er alene, men jeg ELSKEDE at lege selv. Ofte ville jeg hellere være alene end sammen med kammerater, faktisk."

Kirsten: "Det er det, jeg siger, hun var nem på alle måder."

De griner begge to, og Mille medgiver, at det måske alligevel er lidt rigtigt.

Overvejede du og Stig aldrig at få flere børn?

Kirsten: "Jo, men lige så gerne jeg ville have flere børn, lige så inderligt ville han ikke. Og det var lidt af et problem. 

Stig var 12 år ældre end mig og havde allerede en søn fra tidligere. Og nu kan du lige lukke ørerne, Mille, men jeg tror faktisk aldrig, at Stig havde ønsket sig at få børn."

Mille: "Det vidste jeg godt."

Kirsten: "Han elskede sine børn højt, selvfølgelig, men det var ikke et kald for ham. Det var det for mig, så det skændtes vi meget over. Men det blev til det ene barn, og hun er jo HELT vidunderlig."

Mille: "Men det var jo faktisk et stort afkald for dig?"

Kirsten: "Jo, men jeg var så forelsket i Stig og så vild med ham. Jeg kunne jo bare være skredet et andet sted hen og fået børn med en anden. Men jeg valgte at blive."

Mille: "Det er sjovt, for i mange år havde jeg faktisk heller ikke lyst til at få børn. Jeg kunne ikke forstå det biologiske ur, som tikkede for alle andre."

Kirsten: "Det er sådan en Hoffmeyer-ting."

Mille: "Sophus havde i hvert fald mere lyst til børn, end jeg havde, men hvis jeg ikke havde villet, havde han accepteret det."

Kirsten: "Så måske fik I i virkeligheden børn for min skyld …?"

Mille: "Nej, bestemt ikke! Det kan være, vi faktisk havde fået dem før, hvis ikke du havde presset så meget på."

Kirsten: "Hold dog op, jeg pressede ikke på …"

Mille: "Nej, det gjorde du måske ikke, men du var da ikke bleg for at sige, at du syntes, det ville være rigtig godt med nogle børnebørn."

Kirsten: "Jamen, selvfølgelig. Det er da klart. Det er da det mindste krav, man kan stille til sit barn, at formere sig. Det slider jo ikke for en femøre."

De griner begge to længe igen.

Kirsten: "Så man kan godt liiige sørge for at føre slægten videre, så vi andre kan få lov til at blive bedsteforældre. Men jeg holdt da op med at spørge til sidst."

Mille: "Og så kom børnene, ha ha. Men, altså, jeg bliver nødt til at sige, at man skal lade være med at blande sig i, hvorvidt andre skal have børn eller ej. Hvad nu, hvis man ikke har lyst? Eller ikke kan? Man skal respektere, hvis folk vælger børn fra."

Kirsten: "Det er da også helt i orden, men så kan man da lige sige det."

Mille: "Det er i orden, undtagen hvis det er ens eget barn …"

Kirsten: "Jeg havde ikke accepteret det."

Vi lukker diskussionen der, for de er begge to ved at dø af grin, og de bliver nok aldrig helt enige. Men det gør heller ikke noget. For alt bliver sagt i kærlighed, med respekt og med stor humor. 

Det er meget tydeligt, at her sidder to kvinder, som er helt, helt tætte, men som samtidig ikke er bange for at sige, hvad de mener. Mille kan da heller ikke lade være med at gå lidt med på tanken om, hvad hun selv vil gøre, hvis hendes drenge en dag kommer og siger, at de ikke vil have børn. 

Hun parkerer det hurtigt, det er trods alt for langt ude i fremtiden, men hun kan dog godt mærke, at det nok ville være svært.

Far på sidelinjen

Det tætte forhold mellem Kirsten og Mille har altid været der. Måske fordi Mille er enebarn, for så var der jo ikke andre i hverdagen at ”læsse af på og dele ud over”, som Kirsten udtrykker det. 

Læs også

”Tessa kom ind i mit liv og ændrede alt, da jeg følte mig allermest alene og sårbar”

Faktisk vil de begge gå så langt som til at sige, at deres forhold er, og altid har været, symbiotisk. På den gode måde.

Mille: "Og hvis min far havde siddet her nu, så ville han nok have sagt, at han stod lidt ude på sidelinjen somme tider. Eller ret ofte faktisk. Men han kunne nu heller ikke holde ud, at vi snakkede løs hele tiden."

Kirsten: "Og så ville han nogle andre ting end os – han ville gerne male og være lidt i fred. Mille og jeg havde mange interesser sammen, bl.a. heste. Vi red sammen og havde et fællesskab om hestene sammen med nogle af mine veninder.

Det gjorde i øvrigt også Milles pubertet nem, for hun ønskede sig aldrig tøj og makeup, hun ønskede sig kun noget til hestene."

Mille: "Ja, igen – jeg var sådan et nemt barn, ha ha. Men det var altså også før TikTok."

I mistede Stig for to år siden, hvad har jeres nære forhold betydet i den sammenhæng?

Kirsten: "Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden Mille."

Mille: "Jeg tror nu nok, du skulle have klaret det alligevel."

Kirsten: "Jo, selvfølgelig havde jeg klaret det, men det er jo fantastisk at have Mille, for jeg kan sige ALT til hende. 

Og hun er også den eneste, der har kunnet forstå, hvordan jeg har haft det efter Stigs død. Det er en fælles sorg, som andre ikke helt sætte sig ind i på samme måde. Slet ikke efter et stykke tid. 

Men Mille og jeg har ofte samtaler om Stig. Hvor meget vi savner ham, og hvor mærkeligt det er, at han ikke er her mere. Det kan jeg ikke sådan snakke med andre om."

Kommer der et tidspunkt, hvor folk synes, man skal være videre?

Kirsten: "Ja, det synes jeg. Og det er jeg jo også. Jeg er videre. Men så er jeg det alligevel ikke helt. Jeg tror, at mange måske lige undervurderer, hvor lang tid sådan en sorg over at miste sin elskede tager. Og der har jeg haft Mille hele tiden."

Mille: "Da mormor mistede sin mand, flyttede hun hjem til dig, mor, sådan har vi ikke gjort det. Men det er også fordi, det har virket som om, at du har været okay med at være alene."

Kirsten: "Det er rigtigt, jeg har ingen problemer med at være alene, men det ved man ikke, før man står i det. Jeg havde aldrig boet alene før i mit liv. Jeg har altid været i et parforhold."

Mille: "Men du er selvkørende, du er ikke afhængig."

Kirsten: "Nej, og det er også mig, der altid har sørget for alting, både praktisk og i forhold til at tage initiativer."

Var du bekymret over, at din mor skulle være alene?

Mille: "Jeg har ikke været bekymret, men jeg har ikke kunnet ha’ de der billeder af, at min mor står op alene, spiser morgenmad alene … 

Altså den stilhed, der er, kan jeg jo også mærke, når jeg er oppe hos dig, mor. Det mærkelige tomrum i et rum, som før har været fyldt op af noget andet. Jeg kan selv føle mig helt alene, hvis Sophus og børnene ikke er hjemme, og jeg skal sidde og spise alene.

 Så jeg er glad for, at min mor har fået en ung hund nu, så der er lidt liv.

Er det kommet bag på dig, Kirsten, at du godt kan bo alene?

Kirsten: "Jeg bor langt ude på landet, og jeg ER virkelig alene, men jeg elsker at være i det hus, for det er så meget Stigs og mit sted. 

Vi har bygget det sammen, og han er der stadig alle steder. Vi har pakket hans tøj væk, men hans natbord står der stadig. Hans skrivebord. Urørt. De ting skal selvfølgelig væk, men jeg tager det i den rækkefølge, det kommer for mig. Det tager den tid, det tager.

Men ja, jeg synes, at det går godt med at bo alene."

Børnebørnene

Både Mille og Kirsten gør, hvad de kan, for at Milles to drenge, Ferdinand og Osvald, skal kunne huske deres morfar. 

Og netop børnebørnene, som jo så endte med endelig at dukke op, er det bedste, der er sket i Kirstens liv. Altså lige ud over at få Mille, selvfølgelig, siger hun, hvortil Mille grinende svarer, at det var da godt, hun lige fik den tilføjelse med.

Kirsten: "Det er SÅ stærkt at få lov til at mærke den kærlighed en gang til."

Mille: "Det er jo i sig selv helt vildt at få børn, og når ens barn så får børn – wow-wow!"

Kirsten: "Ja, du kan tro, det er stærkt. Og der er mange ting, der går op for en, synes jeg, når man får børnebørn. 

Man går fra et sted i sit liv og indtager så en helt ny plads i livets store cirkel. Og helt klichéagtigt nyder man næsten sine børnebørn mere, end man nød sit eget barn, for man har mere tid. 

Man kan sidde og kigge på dem i timevis. Jeg vil bare være sammen med dem ALT det, jeg overhovedet kan få lov til, fordi jeg ved, at det går så stærkt. Om lidt har de ikke tid til mig mere, og sådan skal det også være. 

Når Mille og Sophus har travlt, kan jeg være heldig at have drengene fra fredag eftermiddag til søndag, og der kan jeg mærke, at der sker noget. Jeg bliver en del af deres liv på en anden måde, når vi har lang tid sammen."

Hvad laver I så?

Kirsten: "Vi går i Plantorama – mit lokale havecenter – det er de vilde med. De kan også godt lide at komme i Kirppu, som er en forretning med genbrugslegetøj. 

Så sidder de oppe i vognen, hvor de kan se det hele og hive ting ned fra hylderne. Andre gange læser vi, bager pandekager, ser fjernsyn, snakker, går med hundene eller spiller på iPad."

Mille: "Med andre ord: De bliver forkælet!"

Hvordan er det for dig at se din mor indtage rollen som mormor?

Mille: "Det er sjovt. Og også lidt mærkeligt."

Kirsten: "Hvordan mærkeligt?"

Mille: "Jeg får sådan nogle tidsflashes, som godt kan være lidt nostalgiske. Nå, nu er du mormor, og det er mig, der er moren. 

Men for et øjeblik siden var det mig, der var barnet, dig, der var moren og så var der mormor, som vi også begge to var meget tæt på. Men det er jo vidunderligt og helt, som det skal være."

Hun holder en lille pause.

Mille: "Men altså, nøj, hvor du forkæler dem. Og der kan jeg godt blive den irritable datter, på samme måde som du var det overfor mormor, når hun forkælede mig. Så ser man mønstrene gentage sig."

Hvad tricker den irritabilitet?

Mille: "E-nummer-snakken. For meget slik. For meget pizza. For meget iPad. 

Hvor min mor siger: ”Årh, slap dog af, det kommer ikke til at betyde noget i det store billede, at de får slik fra morgenstunden”. Eller at hun giver dem lov til at spille på iPad, når de har lyst.

 Hjemme hos os må de kun være på iPad om fredagen, men når de kommer hjem fra min mor, siger de: ”Jamen, hos mormor må vi spille på iPad hele tiden”."

Kirsten: "Jeg HAR ellers prøvet at sige til dem, at de skal tie stille med det, når de kommer hjem."

De griner højt begge to.

Mille: "Problemet er, at min mor ikke ved, at iPaden taler sammen med min telefon, så jeg kan se det hver gang, de logger på, ha ha."

Men er der ikke en lille stemme i dig, der siger, at det måske er ok?

Mille: "Jo, jo – og som børnene siger: ”Det er jo mormors regler, der gælder hos mormor”."

Kirsten: "DET er det!"

Mille: "Måske skal man også bare vælge sine kampe, men irritationen sniger sig alligevel ind."

Kirsten: "Du fik da også lov til ALT hos mormor."

Mille: "Det er rigtigt. Der fandtes ikke skærme dengang, men jeg havde nok fået lov til at spille, hvis jeg havde haft en."

Kirsten: "Sådan er det at være bedsteforælder."

Den satiriske arv

Det vigtigste, Kirsten har forsøgt at give videre til sin datter, er, at hun skal være mod andre, som hun gerne vil have, at de skal være mod hende. Banalt, siger Kirsten selv, men ikke desto mindre essensen af, hvad der betyder noget, synes hun. 

Mille er med på, at hun har fået den læresætning med i bagagen, men hun fremhæver også noget andet, som vigtigt.

Mille: "Min mor har lært mig at sige fra. At stå ved, hvad jeg vil og ikke vil. Det har været meget inspirerende for mig, for det er noget, jeg har haft svært ved. Jeg er nok et pleasende og lidt konfliktsky menneske, og der har min mor en anden styrke i sig til at stå fast."

Kirsten: "Det er dejligt at høre. Men det har nu også taget mig mange år at lære at sige fra. 

Jeg er født i 1952, det var en anden tid, hvor det var anderledes at være pige, end det er i dag. I mit fag, bl.a. i revyerne, oplevede jeg, at det altid var mændene, der fik de gode roller, mens kvinderne bare skulle ind og stå med rød ballon og synge en åndssvag lille sang om vejret. 

Heldigvis mødte jeg så Søs Egelind i slutningen af 80’erne. Hun oplevede det samme, og vi begyndte at tage vores egen plads ved at skrive revytekster, som vi selv spillede.

Senere begyndte vi at spille mænd – Carsten og Helge – og vi lavede ”Kongeriget” med vores soulmate Jens Folmer Jepsen, og det blev både til en tv-serie og flere teaterforestillinger. Det har været fantastisk, for det har været et spejl, det har været samfundssatirisk, og det har rykket nogle ting.

Vi var ikke selv klar over, at vi havde gang i noget særligt dengang, men det kan vi mærke nu på den næste generation. 

De synes, at vi har været banebrydende, også for feminismen. Vi ville egentlig bare være med til at styre vores eget liv lidt mere i stedet for at blev styret af mændene, der sad og delte rollerne ud. 

I dag er jeg så stolt over det, som Mille, Laus Høybye og Jakob Fauerby har gang i med deres satiregruppe Platt-Form. Jeg synes simpelthen, at det rykker helt vildt."

Mille: "Hvor er du sød, at du lige får det til at handle om os nu."

Kirsten: "Det er fordi, jeg synes, det er sjovt, at du også har haft trang til at gå den satiriske vej.

Fordi du er vokset op med det, er der måske blevet plantet noget hos dig, som har gjort, at du har haft lyst til også lige at stritte lidt ud og lave noget andet end det seriøse på teateret og i film."

Har du oplevet din mor som bannerfører?

Mille: "Ja, jeg kan se, hvor meget det ubevidst har inspireret mig."

Kirsten: "Det er det her med at turde tage stafetten selv. Gå ind og lave lidt om på sit eget liv og sætte fokus på nogle vigtige emner i tiden. Det gør I også med Platt-Form. 

I har noget på hjerte, og I bruger jer selv som talerør. Det er så fedt, synes jeg."