Mille Lehfeldt mand

Mille Lehfeldt mødte sin mand som barn: ”Der er en hel side om ham i min hemmelige dagbog”

Der skulle mange år med forelskelse og afstand til, før Mille Lehfeldt og hendes mand fandt sammen. I Hendes Verden fortæller hun om deres første møde – og hvordan de endelig fandt sammen mange år efter.

Mille Lehfeldts første kærlighed var Christian, som hun gik i børnehave med, men det var ikke ham, der endte med at løbe med skuespillerens hjerte. Han var dog en af grundene til, at hun mødte sin helt store kærlighed, Sophus K. Windeløv.

Det fortæller hun i et stort interview i Hendes Verden uge 11.

”På en eller anden mærkelig måde er min mand Sophus også min første kærlighed, for han var venner med Christian, som jeg var forelsket i i børnehaven. Christians mor og min mor lavede revy sammen i Aarhus i 1980’erne, og til en scene skulle vi figurere i en lille baggrundsfilm, hvor vi var tre børn i et træbadekar. Så mit første møde med Sophus var i et badekar, hvor drengene sad og sprøjtede vand på mig,” fortæller Mille Lehfeldt.

I 5. klasse flyttede hun til en ny skole, hvor hun endte med at gå i klasse med Christian og i parallelklasse med Sophus. Med sidstnævnte blomstrede kemien, og de talte ofte om, hvordan de begge ville være skuespillere.

”Jeg havde også et crush på ham i 8. klasse, da vi lavede skolekomedie sammen, og der er en hel side om ham i min hemmelige dagbog, som jeg fandt forleden. Livet er underfundigt, for i dag er vi gift og har to børn sammen. Senere flyttede jeg til London og han til New York, men vi holdt altid kontakten. Vi mødtes igen, da vi begge var med i ’Festen’ på Østre Gasværk i 2007, og allerede året efter blev vi gift. Vi kunne springe så mange led over, fordi vi kendte hinanden så godt. Vi skulle ikke igennem ’hvor kommer du fra?’ og ’hvordan var din barndom?’. Vi har været sammen i 17 år, men vi tæller faktisk ikke. Vi er ret usentimentale omkring det.”

Læs hele det store interview med Mille Lehfeldt, hvor hun også fortæller om sin karriere, sammenspillet med Jakob Fauerby og barndomsvennen Laus Højen, og hvordan hun følte et stort pres over at skulle blive mor.

Om Mille Lehfeldt

  • 44 år.
  • Datter af skuespillerparret Kirsten Lehfeldt og Stig Hoffmeyer og selv uddannet skuespiller.
  • En del af komikertrioen Platt-Form som lige nu er på turne rundt i Danmark. Fra 3. april spiller de også i Glassalen i Tivoli med showet Er vi gået for langt. Se turneplan på platt-form.dk.
  • Gift med Sophus, som hun har to sønner på fem og syv år med.