Mille Lehfeldt fik ét spørgsmål igen og igen: ”Til sidst blev det et kæmpe pres”

Mit første minde

"Man kan godt blive ledt af et billede, man har set af sig selv i en eller anden situation, men nogle gange bilder jeg mig ind, at jeg kan huske, hvordan det føles at ligge i en barnevogn og blive kørt rundt.

Det handler måske også om, at min mormor lod mig ligge i barnevognen til jeg var ret stor, når jeg var på besøg hos hende.

Læs også

Trine Pallesen er gået i overgangsalder: ”Det har været hårdt for min krop og for mine relationer”

Men det ville da være et vidunderligt minde, hvis man kunne huske at ligge i en barnevogn og kigge op i himlen. Jeg kan også huske, hvordan det var at sidde på min mors cykel og blive kørt over Amalienborgs brosten, så min stemme hakkede, når jeg sang. Jeg tror, jeg var klædt i tyl, for jeg var lidt af en Pippi Langstrømpe-prinsesse.

Hun har nok kørt mig over til min børnehave, som lå i en baggård ved Marmorkirken. Det var sådan et sted, man kunne aflevere og hente sine børn sent, hvis man havde skæve arbejdstider, som mine forældre havde som skuespillere. Jeg tror, den findes endnu, og jeg kan også huske den indendørs rutsjebane, som altid gav stød. Dengang boede vi i en lejlighed i Nyhavn, hvor jeg altid kunne fornemme, om Nyhavnsbroen var oppe eller nede, og mest af alt husker jeg duften fra Vaffelbageriet i stueetagen.

Jeg er nærmest vokset op i en teatergarderobe, for jeg var altid med mine forældre på arbejde, og jeg kunne falde i søvn alle steder. Jeg havde heller intet problem med at sidde derude og tegne, kigge på parykkerne eller se forestillingen. Selv da mine forældre spillede Dostojevskij, som jeg nok ikke forstod halvdelen af, elskede jeg det. Folk var i øvrigt altid skide søde ved mig, selv om jeg var sådan et barn, som nogen havde taget med på arbejde."

Mit første job?

"Det var Bånd & Bog, som fandtes dengang. Jeg lagde stemme til en historie på et kassettebånd, hvor der var en bog til, og så sagde båndet ”pling”, når man skulle vende en side i bogen.

Jeg havde dem selv derhjemme, og jeg var vel fem-seks år, da jeg blev spurgt, om jeg ville indspille en nissebog med min lille musestemme. Jeg fik løn for det, og min mor var meget påpasselig med, at jeg fik mine egne penge ind på min egen konto. Senere kom jeg til at lægge stemme til tegnefilm som for eksempel Landet for længe siden, og så blev det med tiden film og teater.

Jeg stod også en periode i en bager, men jeg er altså en smule talblind, så jeg måtte sidde derhjemme og øve mig på, at en kunde kom ind og både skulle have et rugbrød, en sesambolle og så også lige en kakaomælk. Jeg skulle være klar, når kunden kom, og netop det scenarie udspillede sig. Og hvad blev prisen så, hvis kunden pludselig fortrød en af varerne?

Læs også

Han er hele verdens musicalkonge - nu har han taget en stor beslutning

Senere kom jeg i tvivl, om jeg ville blive lykkelig som skuespiller, men kaldet var så stærkt. Jeg kunne godt mærke, at det var som skuespiller, jeg var mest fri, men det var også på bekostning af noget andet. Som skuespiller er jeg altid til bedømmelse og beskuelse, og jeg er en slags produkt i en større pakke. Samtidig vidste jeg, at det var en usikker branche, hvor du altid er i andres magt. Nogle gange sidder du i lang tid og venter på, at telefonen skal ringe, og nogen i den anden ende mener, at du ville passe godt ind i noget. Når der går for lang tid, ryger din selvtillid."

Min første succes

"Apropos at være bag scenen, så mødte jeg Laus Høybye, da han som tiårig spillede sammen med min mor på Privatteatret. Jeg har aldrig grinet så meget, som når jeg var sammen med ham. Bare det at sidde og skære ansigter i garderoben på teatret var nok for os.

Der blev de første frø sået til komikertrioen Platt-Form. Han og Jakob (Fauerby, red.) var gode venner, og ham kom jeg på hold med på teaterskolen, mens Laus gik et år over os. Når der var fest, endte det altid med, at vi tre sad og grinede og ikke kunne løsrive os. Du ved, på den måde hvor man griner så meget ad sine egne jokes, at man synes, at andre burde få glæde af dem. Så kom tv-serien Lykke, hvor Laus og jeg spillede søskende, i vejen, men for ti år siden havde vi tre vores første show som Platt-Form på Rialto Teatret.

Måske ser det let ud udefra, men alt iværksætteri tager tid, og det har taget lang tid at tjene penge på at lave Platt-Form. Derfor har jeg også passet min tv-karriere med for eksempel Dansegarderoben og Carmen Curlers ved siden af. Vi vil dog gerne prioritere hinanden og Platt-Form mere, og jeg tror, vi kommer til at investere endnu mere tid i hinanden fremover, ligesom man ville gøre med en virksomhed."

Min første kærlighed

"Det var Christian i børnehaven, men dengang blev jeg tit forelsket. Jeg havde også lidt af et crush på Søren Pilmark, som spillede The Pirates of Penzance på Privatteatret sammen med min mor.

Han spillede pirat, og jeg kan huske, at han havde tapet mørkt hår fast på brystet og havde en ørering i øret som en rigtig pirat. Han var så flot, og jeg elskede bare at sidde i salen og kigge på ham. Jeg tror godt, han vidste det, men han var så sød ved mig, og da jeg som 11-årig skulle spille sammen med ham i filmen Roser & Persille, var det gået over. Der blev det hele i øvrigt lidt mere seriøst, fordi jeg blev nomineret til en Bodil for min rolle i den film.

Læs også

Thomas Hwan: "Jeg var overrasket over, at det pludselig var helt okay som mand at græde"

På en eller anden mærkelig måde er min mand Sophus også min første kærlighed, for han var venner med Christian, som jeg var forelsket i i børnehaven. Christians mor og min mor lavede revy sammen i Aarhus i 1980’erne, og til en scene skulle vi figurere i en lille baggrundsfilm, hvor vi var tre børn i et træbadekar, så mit første møde med Sophus var i et badekar, hvor drengene sad og sprøjtede vand på mig.

I 5. klasse flyttede jeg til en ny skole og kom i klasse med Christian. Sophus gik i parallelklassen, og vi talte med hinanden om, at vi begge ville være skuespillere. Jeg havde også et crush på ham i 8. klasse, da vi lavede skolekomedie sammen, og der er en hel side om ham i min hemmelige dagbog, som jeg fandt forleden. Livet er underfundigt, for i dag er vi gift og har to børn sammen.

Senere flyttede jeg til London og han til New York, men vi holdt altid kontakten. Vi mødtes igen, da vi begge var med i Festen på Østre Gasværk i 2007, og allerede året efter blev vi gift. Vi kunne springe så mange led over, fordi vi kendte hinanden så godt. Vi skulle ikke igennem ”hvor kommer du fra?” og ”hvordan var din barndom?”. Vi har været sammen i 17 år, men vi tæller faktisk ikke. Vi er ret usentimentale omkring det."

Min første lejlighed

"Jeg flyttede til London, da jeg var meget ung, fordi jeg gerne ville tage nogle Shakespeare-kurser på Shakespeares eget sprog. Vi var en flok unge, der lejede os ind i sådan et klassisk byhus i London og tjente penge ved at servere kanapeer på sølvfade til receptioner, fordi det var så dyrt at bo i London.

Det var meningen, jeg bare skulle være der et par måneder, men jeg boede der i to år og tog kun hjem en gang imellem for at være med i blandt andet Rejseholdet for at tjene penge. Der spillede jeg narkoman, og B.S. Christiansen lærte mig at springe over en hæk på den helt rigtige måde, for jeg var endnu ikke kommet ind på Skuespillerskolen og havde lært den slags.

Jeg lærte meget om mig selv i de år og tænkte også meget over, om jeg ville bo i Danmark, og om jeg overhovedet ville være skuespiller. I London var jeg jo bare Mille, og der var ingen, der vidste, hvem mine forældre var."

Mit første møde med døden

"Det var nok da den første af mine bedsteforældre døde, mens jeg stadig var barn. Jeg har været meget glad for alle mine bedsteforældre, men tabet af dem hver især har alligevel været forskellige måder at være sorgfuld på. Min mormor døde først, da jeg var voksen. Det var faktisk dagen efter, jeg havde fundet ud af, at jeg var gravid med mit første barn, Ferdinand.

Læs også

Bodil Jørgensen troede, hun kunne gøre det igen: "Det kan man jo ikke bare sådan lige, har jeg fundet ud af"

Heldigvis nåede min mor at fortælle hende det, inden hun døde, selv om min mormor vist allerede havde fornemmet, at jeg var gravid, uden at jeg selv var helt klar over det. Men når en dør lukkes, åbnes et vindue, og Ferdinand hjalp mig igennem sorgen, og der begyndte noget nyt, som var en kæmpe hjælp for mig og min mor."

Mit første barn

"Jeg var 36 år, da jeg fik mit første barn, og jeg tror næsten, min mor havde opgivet drømmen om at blive mormor. Men jeg var sent ude, fordi jeg ikke havde en naturlig lyst til børn før. Jeg følte mig aldrig klar, og der kom altid noget arbejde i vejen. Til sidst blev det et kæmpe pres, når folk sagde: ”I ved godt, hvordan man gør, ik?” Jeg håber, folk er mere påpasselige med, hvad de siger i dag, for du ved jo ikke, om dem, du siger sådan noget til, overhovedet kan eller vil have børn."

Min første handling i morgen

"Er at mødes med Platt-Form. Vi skal være meget sammen dette forår, og vi har da også savnet hinanden. Nu skal vi turnere sammen og være sammen hele tiden. Vi har så mange drømme, og vi er langt fra færdige med hinanden. Nu skal vi gøre ingredienserne klar til en gryderet, som jeg håber, nogen vil servere."

Mit første alderstegn

"Jeg er begyndt at bruge briller, for jeg lider vist nok af slappe nethinder. Derudover har jeg nu altid haft et rynket fjæs, for det følger med, når man er så tynd og pergamentagtig, som jeg er.

Og hold kæft, hvor er der mange, der får lavet alt muligt. Når jeg ser mig selv i spejlet om morgenen, kan jeg godt se, at jeg har fået to børn i en moden alder, og jeg kunne godt ønske mig, at jeg ikke så så sur ud. På den anden side har jeg det sådan at fandeme nej. Jeg skal vise mine børn, at der er en anden vej, for jeg ser så mange smukke mødre blive forvandlet til geparder, så deres egne børn ikke kan aflæse deres ansigtsudtryk.

Folk skal få lavet, hvad de vil, men jeg har kæmpe respekt for dem, der bliver stående med alle deres rynker og ikke er til at rokke. Jeg kæmper stadig selv med det og har prøvet restylane. Det gjorde mig dog mest af alt skamfuld over, at jeg havde fået det gjort, men lad os snakkes ved om to år og se, om jeg har ændret mening."