Millionøser endte som posedamer

„Jackie Kennedy-familie lever i elendighed“, „Mangler rindende vand: Jackie vender det blinde øje til“, „De sorte Bouvier-får – myndighederne vil smide Jackies familie ud af South Hampton-millionvilla“, „Mor og datter beordret til at rydde op og gøre rent – eller flytte“.

Sådan lød nogle af de helt store avisoverskrifter i USA i begyndelsen af 1970’erne.

Historierne kom af, at den forhenværende præsidentfrue Jackie Kennedy (eller Jacqueline Lee Bouvier Kennedy Onassis, som hun rettelig hed på det tidspunkt) havde en tante og en niece, Edith og Edith Bouvier, der var ved at blive sat på gaden af sundhedsmyndighederne i rigmandsområdet The Hamptons på Long Island, nordøst for New York. Ja, faktisk havde myndighederne sat en sidste advarsel op på hoveddøren til de to beboere: „Hvis De ikke handler nu, kan denne ejendom blive kondemneret. Næste inspektion: 24. november, 1971.“

Fra at have været en af de smukkeste strandvillaer i det yderst mondæne område – og stedet hvor Jackie Kennedy tilbragte sin barndoms somre – var Grey Gardens, som huset blev kaldt, på lidt over 20 år forvandlet til en ruin og erklæret uegnet som menneskebolig. De to tidligere så velhavende kvinder ejede ikke en dollar til at gøre noget ved problemet – og de havde for længst solgt smykker, antikviteter og alt, hvad der ellers kunne indbringe lidt til dagen og vejen.

Chokerende billeder

Historien ramte første gang aviserne, efter en lokal fotograf lå på lur i haven og tog billeder.

Little Edie, som datteren blev kaldt, løb resolut ud i haven – iført en minkpels, der havde set bedre dage – og inviterede ham indenfor med sit kamera. De fotografier, der kom ud af den seance, chokerede lokalsamfundet – og måske også deres berømte og velhavende slægtning, Jackie Kennedy. Billederne viste to kvinder omgivet af kæmpe skraldebunker, affald, katte og katteefterladenskaber overalt, træer, der voksede ind og ud af huset, gulve, som var rådnet væk, splintrede ruder og enorme huller i væggene.

Hvad grunden end var, opsøgte Jackie Kennedy i hvert fald sin tante på Grey Gardens og donerede sammen med sin søster Caroline „Lee“ omkring 30.000 dollar til at gøre huset beboeligt igen.

„Det er det eneste sted, jeg føler mig hjemme. Hvor jeg føler, at jeg kan være helt mig selv, skulle Big Edie have forklaret sin undrende niece, der ville vide, hvorfor tanten dog ikke solgte boligen og flyttede til et nyt sted. Noget, som ville kunne have bragt mor og datter ud af den relative fattigdom, de levede i. Sådan skulle det dog ikke være, så huset blev istandsat – og de to blev boende.

Nærgående dokumentar

Men hvordan var det overhovedet kommet dertil, at to forhenværende society-kvinder fra New Yorks jetset levede som posedamer i deres eget hus?

Med en nysgerrighed efter at prøve at finde svaret på det spørgsmål opsøgte to filmfolk, brødrene David og Albert Maysles, Bouvier-kvinderne. Egentlig var de to i gang med at lave en film om Jackie Kennedy og hendes søsters barndom i The Hamptons, men her viste sig pludselig at være en potentielt meget mere interessant – og i hvert fald mærkværdig – historie.

Edie’erne inviterede tillidsfuldt de to filmfolk indenfor, og det kom der i 1976 den opsigtsvækkende dokumentarfilm „Grey Gardens“ ud af. Et både nærgående og kærligt portræt af en 79-årig mor og hendes 56-årige datter, der havde isoleret sig og levede det meste af deres liv sammen i nogle få rum i det 28 værelser store hus. Nogle vil måske betegne deres forhold som en temmelig usund symbiose, men som Little Edie selv siger i dokumentarfilmen:

„Nej, vi lever ikke så konventionelt som alle andre. Og hvad så?“

Og nej, mor og datter havde ikke det samme forhold til mange ting, som de fleste andre – bl.a. måtte brødrene Maysles iføre sig loppehalsbånd på benene for ikke at blive ædt op, når de filmede, så mange lopper var der i huset. Og blev man budt på „paté“, kunne det være en god idé at takke nej, medmindre man havde smag for kattemad piftet op med citron.

„Et ekstremt lykkeligt ægteskab“

Men historien om Little Edie og Big Edie er måske først og fremmest historien om alt det, deres liv kunne have været. Om alt det, de drømte om, men aldrig fik udlevet – og som de på en eller anden måde blev ved med at drømme om.

Big Edie blev født i New Jersey i 1895. Som 21-årig giftede hun sig med advokaten Phelan Beale, og snart fulgte tre børn – Little Edie var det første, siden kom sønnerne Phelan Beale Jr. og Bouvier Beale. I 1923 købte Phelan Grey Gardens til sin unge kone, og som årene gik, levede de mere og mere adskilte liv. Hvad der gjorde, at de to ægtefæller gled fra hinanden, står lidt hen i det uvisse. Var Edie for excentrisk til sin mand? Hendes far fik i hvert fald nok af hende, da hun dukkede voldsomt forsinket op til sin ene søns bryllup, udklædt som operasangerinde. Faren ændrede ganske enkelt sit testamente og formindskede Big Edies arv.

Selv sagde Big Edie om sit ægteskab, at hun var „en meget lykkelig kvinde hele (sit) liv“, og at hun havde „et ekstremt lykkeligt ægteskab“ – men i 1930 var forholdet i praksis slut og kort efter genoptog hun dyrkelsen af sin store passion: sangen. Hun fik undervisning og optrådte – både for de gæster, hun inviterede hjem til Grey Gardens, og offentligt – og indspillede sågar en grammofonplade med sangen „Tea for Two“.

Little Edie og den svære kærlighed

Little Edie voksede op på samme vilkår som så mange andre rigmandsdøtre dengang med rejser til Paris og debutantbal – og levede i det hele taget en tilværelse uden forpligtelser. Hun drømte om at blive berømt. Hun ville danse og feteres, lige som i de film og stykker, hendes mor i en periode da Little Edie var 12-13 år, dagligt slæbte hende med i biografen og på teatret for at se i stedet for at sende hende i skole.

Og den smukke, unge kvinde blev da også senere hyret som model for Saks i Palm Beach, Miami – men kunne ikke undvære sin mor, så hun tog hjem igen efter et halvt år. Hun flyttede bagefter alene til New York – hvor hun havde en lang række forskellige job, som familien skaffede til hende.

„Lad os ikke sige noget til Little Edie – hun er så følsom“, skulle hendes far have sagt til moren, da det stod klart, at han havde mistet det meste af sin formue, og ikke kunne – og ville – blive ved med at forsørge hende. „Find dig nu en mand, Edie“, blev han ved med at opfordre. Men Little Edie levede videre for sin fars slunkne formue i New York, og hun sagde selv, at det ikke skortede på ægteskabstilbud – men at hun ikke havde lyst til at blive bundet af ægteskabets snærende bånd – „så kunne jeg jo glemme alt om at få en karriere som danser“, som hun sagde. En affære med den gifte, forhenværende minister Julius Albert Krug syntes at være den perfekte løsning.

Tilbage til Grey Gardens for altid

Om det var denne affære, moderens angst for at være alene, efter hendes sanglærer og formodede elsker Gould, som ellers havde boet sammen med hende i Grey Gardens i  en årrække, havde forladt hende, Big Edies skilsmisse fra Phelan, der blev officiel i 1947, hvor han giftede sig igen – eller om det var Little Edies manglende evne til at navigere i verden, der fik Little Edie til at vende tilbage til Grey Gardens og blive der til morens død mange år senere – eller en sammenblanding af alle tingene – er svært at sige.

Og mens moren på den ene side undrede sig over, at datteren aldrig fik sig en mand – „hun lignede jo en pige, der havde alt“ – så saboterede hun ifølge Little Edie også de chancer, datteren trods alt fik og tog med kærligheden. „Jeg ville jo ikke have, at mit barn skulle tages væk“, indrømmer moren i et sjældent åbent øjeblik i Maysles-brødrenes film.

Noget tyder også på, at Little Edie kæmpede med sit. Hun led angiveligt af en sygdom, som fik hende til at miste håret – første gang, da hun var teenager, og senere, da hun flyttede tilbage til Grey Gardens. „Hun var så skrøbelig, så skrøbelig – og meget syg, da hun kom tilbage. Meget syg“, har Big Edie fortalt. Og den manglende hårpragt skulle således være grunden til, at hun bar de mange, fantasifulde hovedbeklædninger i dokumentarfilmen – noget som i øvrigt siden udviklede sig til en kult-lignende tilbedelse af Little Edie som ikon i modekredse.

Den smalleste vej

De to isolerede sig efterhånden mere og mere – og de ca. 150 dollar de modtog fra Big Edies fars familiefond hver måned – og som hendes sønner til hendes store utilfredshed administrerede – var langtfra nok til at opretholde den ekstravagante livsstil, de begge var vant til fra tidligere.

Men helt præcis hvorfor de lod forfaldet gå så vidt, som det gjorde, kan man kun gisne om. Kunne sønnerne have hjulpet deres mor og søster mere? Var det en psykiatrisk diagnose (eller to), der aldrig blev stillet? Og ville det have gjort nogen forskel? Var det en fælles, menneskelig reaktion på livets skuffelser?

Little Edie opsummerer måske deres liv meget rammende i sit favoritdigt af Robert Frost:

„Two roads diverged in a yellow wood,

And sorry I could not travel both (…)

I took the one less traveled by.

And that has made all the difference“ *

Big Edith Bouvier Beale Sr. døde i 1977, et år efter Maysles-brødrenes film havde haft premiere.

Little Edie solgte Grey Gardens to år senere med den betingelse, at det ikke måtte rives ned. Hun boede i New York, Montreal og Californien, før hun endelig slog sig ned i Bal Harbour i Florida.

Før hun flyttede, fik Little Edie mulighed for at optræde på natklubben Reno Sweeney i Greenwich Village i New York. Anmeldelserne var så krasse, at ejerne af natklubben ikke nænnede at vise dem til Little Edie. Hun blev fundet død i sin lejlighed i Miami i 2002, 84 år gammel. I 2006 blev Bouvier-kvindernes liv omsat til en musical – og tre år senere til en spillefilm med Drew Barrymore og Jessica Lange i hovedrollerne.

Kilder:

„Grey Gardens“, 1976. Dokumentarfilm af David og Albert Maysles.

„Grey Gardens“ af Sara og Rebekah Maysles, 2010. Udgivet af Free News Projects.

„The Secret of Grey Gardens“, Gail Sheehy, New York Magazine, 10. Januar 1972.

„A Return to Grey Gardens“, Gail Sheehy, New York magazine, 29. Oktober 2006.

„The Direct Cinema of David and Albert Maysles“, Jonathan B. Vogels, 2005. Southern Illinois University.

„Grey Gardens“, 2009. Spillefilm baseret på dokumentaren og yderligere research, instr.: Michael Sucsy.

*Digtet løseligt oversat:

To veje førte ind i en gul skov

Og ked af, at jeg ikke kunne rejse ad dem begge (...)

Valgte jeg den mindst befærdede

Og det har gjort hele forskellen