Mine veninder advarede mig imod at gifte mig med Ulf - i dag forstår jeg hvorfor

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Min mand, Ulf, forandrede sig over så lang tid, at jeg var længe om at opdage, at noget var helt galt.

Jeg var 31 år, og Ulf 46, da vi giftede os.

Læs også

Christian Degn skal være far igen: Se det søde billede

Flere veninder advarede mig dengang om, at aldersforskellen på 15 år kunne få stor betydning i den sidste ende. Men det var jo netop aldersforskellen, jeg faldt for. Jeg elskede, at Ulfs kærlighed var så moden, og at han var så spændende en samtalepartner.

Ulf var skoleleder, sanselig og levende interesseret i alt mellem himmel og jord. Han var også meget tiltrækkende og charmerende. Jeg havde et barn med ind i vores forhold, han et, der allerede var voksent. Det tredje barn fik vi sammen.

Vi levede et travlt liv, der sikkert lignede andre sammenbragte familiers. Først da Ulf var fyldt 62, blev jeg opmærksom på, at han var blevet fjern. Han spurgte mig ikke om mit arbejde længere og interesserede sig faktisk dårligt nok for mig. Han gik heller ikke til vores søns fodboldkampe længere og brød sig ikke om at have ret meget på programmet.

Tidligere struttede han af indre selvværd, nu fremstod han selvoptaget og ofte pralende. F.eks. fortalte han tit folk, at han skulle til at skrive en roman, og at det da var nemt nok. Samtidig fik han også mere temperament. Han kunne hidse sig voldsomt op over, at jeg ville se noget andet i tv end ham eller ikke havde fået vasket hans pæneste skjorter.

Faktisk begyndte jeg at blive nervøs for hans voldsomme stemningsskift og prøvede at tale med ham om, hvad de gjorde ved mig. Han slog det hen med, at de nok skyldtes, at han sov dårligt om natten og trængte til at udvikle sig. Stadig havde vi dog gode samtaler, og vores sexliv fungerede også.

Så et år efter blev Ulf fyret og meddelte ud af det blå, at han ville flytte for sig selv og gå på efterløn. Jeg blev dybt chokeret og prøvede at tale ham fra at forlade mig, men han holdt fast og sagde, han var træt af, at vi altid kritiserede ham. Vores da 17-årige søn, der var den sidste hjemmeboende, og jeg var knuste og forvirrede, og faktisk også ret skræmte. Ingen af os syntes, vi kritiserede, men måske gav vi indimellem udtryk for, at vi havde svært ved at genkende den Ulf, vi elskede.

Ulf holdt dog fast i sin beslutning, og i al hast solgte jeg huset og fandt en lejlighed til min søn og mig. Jeg savnede Ulf, men efterhånden, som der faldt ro på, nød jeg ærligt talt ikke skulle vejre stemningen hos ham konstant. Faktisk følte jeg mig nærmest befriet.

Der gik tre år, hvor jeg havde jævnlig kontakt til Ulf. Lige så stille begyndte vi at tale sammen i telefonen flere gange om ugen og også ses. En dag stod han i døren og spurgte, om vi skulle være et par igen. Det var jeg ikke sikker på, at vi skulle, svarede jeg og sagde, at jeg måtte tænke over det. Det svar kom bag på ham. Han brød sammen og sagde så, at der var noget vigtigt, han måtte fortælle mig.

Det viste sig, at Ulf var blevet diagnosticeret med Parkinson. Sygdommen var velmedicineret, og han havde det rimeligt. Ulf mente selv, at den var grunden til, at han for vild i vores ægteskab. Han undskyldte, at han ofte skældte mig ud. Han havde følte sig uden energi, glemsom og forvirret og forstod ikke, hvad der skete med ham. I desperation bildte han sig ind, at han ville få det bedre, hvis han flyttede for sig selv og holdt op med at arbejde.

Men han opdagede dog hurtigt, hvor meget han savnede og elskede mig, og den kærlighedserklæring var svær at stå for. Han ville egentlig have holdt sygdommen hemmelig, til der kom en afklaring mellem os, så jeg ikke tog ham tilbage af medlidenhed. Jeg følte medlidenhed, men også kærlighed og ømhed. Vi havde nogle dybe samtaler, hvor jeg oplevede, at den gamle Ulf var vendt tilbage. Derfor indvilligede jeg i, at vi flyttede sammen igen.

Læs også

Efter Ulla Essendrop er blevet mor, fylder denne ting mere: ”De gør, hvad de ser, vi gør”

I den næste tid opdagede jeg dog, hvor svækket Ulf var blevet. Hans bevægelser var stive, stemmen knækkede og udtrykket i hans ansigt var stivnet. Rystede gjorde han også. Vi flyttede i et nemt etplanshus og havde nogle år, hvor vi fandt hinanden igen. Men jeg opdagede også, at jeg under min kærlighed var såret på en måde, der ikke kunne hele. I de mørke stunder følte jeg mig brugt som en havn, Ulf var vendt hjem til, da han fik brug for min omsorg. Samtidig havde jeg dårlig samvittighed over at tænke sådan og gjorde alt for at være der for ham.

Vi nåede et punkt, hvor jeg knap turde gå på arbejde og lade Ulf alene. Han faldt, tabte glas og havde ikke kræfter til at samle skårene op. Han glemte ting på kogepladerne og at lukke døren. Sygdommen ramte ham hele tiden på nye og tarvelige måder.

Jeg blev den, der skulle minde ham om at skrive huskesedler, tage sin rollator med og have sin mobil på sig. Den, der ringede hjem for at tjekke, om han var okay. På mange måder fik jeg rollen som mor, og han fik rollen som det uartige barn, der gjorde oprør ved ikke altid at rette sig efter mig.

Vores roller blev fuldstændig byttet rundt. Oprindeligt havde han jo med sin modenhed og livserfaring været min beskytter og mentor. Nu var jeg den stærke og fandt en rutine i det. Jeg indrettede vores liv efter hans behov. Ingen skulle kunne sige mig noget på.

På et tidspunkt måtte vi dog overgive os og få hjælp til hans pleje. En veninde sagde, at jeg derefter nærmest overdrevent gik op i, at han fik den rette træning, medicin og vejledning. Men det var nok min måde at holde sammen på en uoverskuelig hverdag på.

"Lov mig, at jeg ikke skal henslæbe mine sidste dage på plejehjem," sagde Ulf en dag til mig.

Hans sygdom svingede utroligt, men den dag kunne han mere, end han plejede, og havde større klarhed end ellers. I et svagt øjeblik lovede jeg ham det. Længe holdt jeg da også løftet. Jeg nævnte intet om plejehjem, selv da han kom i kørestol, blev grov i munden og stadig mindre selvhjulpen.

Men inden i mig groede fortvivlelsen. En aften kom jeg hjem fra arbejde og så gennem vinduerne, en hjælper assisterer Ulf på computeren. Det var egentlig ikke aftalen. Hjælperne skulle nemlig bruge tiden på at hjælpe Ulf med al det praktiske, som jeg nu måtte tage mig af. Jeg var træt langt ind i sjælen og ked af nogle ting på mit kontor, men vidste, at jeg ikke kunne dele mine bekymringer med Ulf. Jeg satte mig ned på fliserne og græd, inden jeg tørrede øjnene og gik ind.

Læs også

Da Elsebeth Egholm fandt sin kæreste som 46-årig, lærte hun særligt én ting: ”Det er nødvendigt”

Idet jeg trådte over dørtrinnet, begyndte mit egentlige arbejde som den opmuntrende, hjælpsomme hustru, og det var blevet en tung byrde. Min energi var på et lavpunkt og med den røg også tålmodigheden. Når Ulf i magtesløshed blev uforskammet overfor mig, fik jeg lyst til at skrige ham ind i hovedet, at han jo bare kunne være blevet væk dengang, han gik.

Det er svært at snakke om, men der var stunder, hvor jeg hadede ham. Vores læge foreslog, at vi begyndte at overveje plejehjem, men det ville Ulf ikke. Han gjorde mig i stedet opmærksom på, at jeg havde lovet ikke at sende ham hjemmefra. Jeg følte, at det løfte var jeg nødt til at holde.

Heldigvis kom Ulfs voksne søn, Andreas, der var læge, på besøg og boede hos os i en uge den sommer. Han var rystet over, hvad jeg skulle stå model til. Efter et par dage tog han en samtale med sin far om, at han nu var så dårlig, at han skulle på plejehjem. Han sagde til Ulf, at ansvaret var ved at køre mig helt ned.

"Du er nødt til at overlade plejen til andre, hvis hun skal blive ved med at kunne være noget for dig," understregede han.

Ulf blev rasende på sin søn og sagde, at det skulle vi nok selv klare. Da Andreas var rejst, vendte han sig mod mig og gjorde mig igen vredt opmærksom på mit løfte. Men nu havde jeg mod til at sige, at jeg ikke længere var i stand til at have ham boende hjemme. Jeg havde bare ikke flere kræfter. Det forskrækkede trods alt Ulf, selv om det var blevet svært for ham at se ud over sine egne behov.

Jeg håbede, at hans modstand og vrede blev mindre, når han først blev godt installeret på det plejehjem, vi fik visiteret. Men vreden var der stadig. Han var utilfreds med både det ene og det andet, mest over, at jeg ikke kom og besøgte ham hver aften. Jeg følte en kæmpe skyld, både når jeg besøgte ham og så, hvor frustreret han var, og når jeg blev hjemme.

Vendepunktet kom en aften, hvor Ulf og jeg sad på hans værelse og snakkede om vores ”skilsmisse” dengang. Jeg sagde til ham, at jeg nu var i samme situation, som han var i, dengang han flyttede fra mig. Jeg havde brug for at finde mig selv igen efter en turbulent tid. Pludselig i et glimt var det, som om han fjernede sig fra sine egne behov og så mig.

"Ja, for alt det her har også været afsindig hårdt for dig," sagde han og tog mig i hånden.

Efter den samtale faldt Ulf til ro. Nok også fordi han vænnede sig til plejehjemmet og lærte personalet at kende. Nu besøger jeg ham fast to aftener om ugen og en weekenddag. Har jeg kræfter, kommer jeg oftere.

Jeg vil ikke lægge skjul på, at det har været en kæmpe lettelse at få tid til mig selv, mine børn og veninder igen. Jeg har fået min selvtillid og mit overskud tilbage, og fordi jeg har det, kan jeg også være der for Ulf. Så i dag er jeg i stand til at behandle ham med den tålmodighed og kærlighed, som han fortjener.

Ring eller skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.