Miriam Zesler har et tæt forhold til sin mor: Store beslutninger i livet vender jeg med hende

Hvilken vej var den første, du gik på?

"Det var Halls Allé på Frederiksberg, hvor jeg boede hele min barndom, og som er grunden til, at jeg i dag føler mig meget forbundet til både Frederiksberg og resten af København.

Jeg boede alene med min mor, og min far kom på besøg hos os, for min mor og far var kun kærester dengang.

Læs også

Rikke Gøransson: ”Dét, tror jeg, er det, der er gået galt i mine tidligere forhold”

Min mor var kommet til Danmark fra Polen som politisk flygtning, og hun arbejdede som læge og havde lange vagter på hospitalet, men så kom min far og passede mig.

Jeg var god i skolen og kunne godt lide at gå i skole, men jeg havde også lært hjemmefra, at det er vigtigt at klare sig godt. Måske var det også lidt vigtigere for min mor end for alle de andres, og i dag kan jeg godt se, at det er en del af at være flygtning: Viden kan ingen tage fra dig. Jeg spillede også meget violin. Faktisk ville jeg oprindeligt helst lære at spille guitar, men da jeg fortalte det til min mor, ringede hun straks til musikskolen og kom tilbage til mig og sagde: ”Godt, du skal spille violin”. Jeg var meget musikinteresseret, men jeg blev aldrig den violinist, hun vist havde håbet på.

Børn er taknemmelige og accepterer tingenes tilstand, og det var faktisk først, da jeg kom i gymnasiet, at det gik op for mig, at vores familie var anderledes, fordi mine forældre ikke boede sammen. For mig var det bare sådan, det var. De blev i øvrigt gift i 2006, men bor stadig ikke sammen. Jeg var med til at arrangere min mors polterabend og holdt tale til mine forældres bryllup."

Hvordan fandt du din levevej?

"Jeg fik at vide allerede i folkeskolen, at jeg skulle være journalist. Jeg var dog mere interesseret i at blive den kvindelige Indiana Jones og læse arkæologi eller historie.

Senere kom jeg i tanker om journalistikken igen, og da jeg var færdiguddannet, fik jeg mit første job på Politiken. Det føltes helt rigtigt, og alligevel var der noget uforløst i mig. Der var flere, der sagde til mig, at jeg skulle snakke med TV2 News. Jeg ringede og inviterede mig selv til en skærmtest, og efter to-tre timers test fik jeg jobbet. Jeg vidste intet om at lave tv eller være studievært, men da jeg fandt ud af, hvad det gik ud på, kunne jeg mærke, at det var præcis det rigtige.

Jeg var 36, da jeg begyndte på tv, og når mine børn stresser over, hvad de skal, siger jeg, at det godt kan tage tid, før man finder helt ud af det. Hvis du spørger min mor, vil hun sige, at hun aldrig var i tvivl om, at jeg enten ville blive studievært eller statsminister. Da jeg fik mit første redaktørjob på Politiken, sagde hun til mig, at det var flot, og nu var der nok ikke længe til, jeg fik et rigtigt job. Min mor er min største fan og min største kritiker."

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

"Jeg begyndte at lytte til Prince, da jeg var 11 år. Det var frækt og vildt og måske også lidt forbudt. Men jeg kunne godt lide blandingen af soul, blues og funk, som han trak på. Han var en genial musiker, og jeg havde billeder af ham overalt. Dengang ville jeg ønske, at jeg var født 20-30 år tidligere, så jeg kunne have været på New Yorks jazzklubber og hørt musik i Memphis, den slags som Prince var inspireret af. Det var den type musik, jeg hørte.

Læs også

Andrea Elisabeth Rudolph: “På mange måder har jeg det bedre, end jeg har haft i mange år”

Jeg har faktisk også engang været på scenen med ham. Det var i 2011, da han spillede to koncerter på Amager. Jeg var der selvfølgelig begge aftner, og den første aften lagde jeg mærke til, hvor man skulle stille sig, hvis men gerne ville inviteres op på scenen og danse. Det lykkedes, og idet han gik forbi mig på scenen, lagde jeg en hånd på hans skulder. Ved den lejlighed fik jeg i øvrigt bekræftet, at han var mindre end mig. Det var under alle omstændigheder en helt magisk oplevelse.

Da han døde, interviewede jeg hans danske bassist og flere andre, der havde arbejdet med ham, og på den måde følte jeg, at jeg kom tættere på ham. I dag køber mine venner altid Prince-ting til mig, når de for eksempel er ude at rejse. Det kan være en Prince-uro eller et stykke Prince-julepynt. Mange mennesker holder op med at være fan efter teenageårene, men det gjorde jeg ikke. Princes musik er et trygt sted, jeg altid vender tilbage til."

Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?

"Jeg har aldrig oplevet det som ubehageligt. Her i Danmark lever man godt i det skjulte, og folk kigger mest bare lige en ekstra gang. Mine børn og jeg har et særligt grin, vi laver, når vi kan se, at nogen kigger efter mig på den måde. Især efter jeg er kommet over på TV2 Nyhederne, henvender folk sig dog mere, men jeg tænker faktisk sjældent over det.

På et tidspunkt sad jeg et sted sammen med Ulla Terkelsen, og så er man bare luft for andre mennesker, lagde jeg mærke til. Til gengæld fik jeg engang skiftet mine vinterdæk gratis, fordi mekanikeren bad mig hilse den søde vejrvært Lone Seir fra ham."

Den vigtigste vejleder i dit liv?

"Store beslutninger i livet vender jeg med mine veninder og med min mor, ellers bliver hun sur. Fordi hun er læge, er hun jo også min private huslæge, og jeg føler, jeg kan spørge hende om alt. Senest handlede det om, at jeg havde ondt i den ene fod, så lagde hun noget polsk heksemedicin på det, og seriøst, dagen efter var det væk.

Men jeg spørger hende faktisk også til råds om jobbet. For nyligt er jeg blevet tilbudt at lave et nyt magasin, som skal handle om amerikansk politik og sendes på News i 2024. Det er svært, når jeg er alene med to børn, men som hun sagde, så skulle jeg bare sige ja, og så skal hun nok hjælpe mig med børnene."

Hvornår har du mistet vejgrebet?

"Jeg kan godt være i svære situationer, men jeg mister aldrig vejgrebet. At ligge 14 dage i sengen og være fortvivlet, sådan fungerer jeg ikke. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra, men måske er det fra min mor, som flygtede til Danmark som 22-årig. Det giver da noget råstyrke at skulle overleve i et andet land.

I 2018 skrev jeg en bog om Nadia Nadim, som også er flygtning og en ægte overlever, og jeg kan godt genkende noget af mig selv i hendes historie: At man skal kæmpe ekstra hårdt for tingene. Yde lidt ekstra. Jeg har også fået en nomadisk sjæl, og jeg føler mig lige så meget hjemme i Italien, hvor jeg boede i en periode som ung, som i Danmark. Jeg hører hjemme mange steder."

Læs også

Oh Land: Når jeg synger, så kan jeg alt. Men i mit privatliv er jeg nærmest bange, bare jeg skal ud ad døren

Hvordan fandt du den vej, du bor på nu?

"Jeg bor i et familiehus, som min farfar oprindeligt ejede en lejlighed i. I dag bor min mor øverst i huset, og min faster bor på mellemetagen, min fætter bor i kælderen, og min far bor også på matriklen. Min mor og faster laver meget sammen, men jeg har mere mit eget liv her på etagen sammen med mine døtre, for jeg har brug for at kunne lukke min dør. Jeg har en travl hverdag og vil gerne kunne zone ud herhjemme.  Jeg er faktisk heller ikke så meget hjemme, fordi jeg arbejder i Odense og rejser meget.

Min mor råber nogle gange gennem brevsprækken, når hun vil mig noget, det prøver jeg at vænne hende af med, men det er faktisk det eneste upraktiske ved at bo, som vi gør. Min mor vander mine blomster og går ned og låner min stavblender, når hun vil, og jeg går op og låner mælk til kaffen hos hende."

Hvad tænkte du på vej herhen?

"At jeg har fået mange reaktioner på et interview, jeg lavede i går med en pige, som var blevet groomet af sin sportstræner. Det var virkelig sejt, at hun stillede op på tv, og jeg håber, jeg fandt den rigtige balance i interviewet. Så kom jeg til at tænke på, at jeg engang læste Kristian Ditlev Jensens bog 'Det bliver sagt', som også handler om overgreb på børn. Før jeg læste den, vidste jeg ikke ret meget om emnet, så jeg skrev et brev til Kristian Ditlev Jensen dengang og fortalte, at hans bog havde gjort et stort indtryk på mig.

Det var nok mit første fanbrev, siden dengang jeg skrev til Patrick Swayze, men i modsætning til Patrick skrev Kristian Ditlev Jensen tilbage og takkede. Jeg har også læst flere bøger om Kim Wahl. Det er ikke fordi, jeg er fascineret af død og ødelæggelse, men jeg synes, vi skylder de mennesker, at deres liv og oplevelser ikke er forgæves. Vi skal lære af andres ulykke.

Jeg tænkte også på den skaldyrsrisotto, jeg skal lave i aften. Jeg er en rigtig foodie, og mit første ord var faktisk ”ost”. I aften skal jeg lave mad til mig selv, og det sker ret sjældent, men når det sker, gør jeg mig ekstra umage. Jeg har veninder, der bare spiser en rugbrødsmad eller en skål havregryn, når de er alene. Det kunne aldrig falde mig ind. Det er da spild af måltid."