Mødregruppen har støttet hinanden i alt i 37 år: ”Jeg tudede og syntes, det var uretfærdigt”
Syv vestjyske kvinder fandt sammen i en mødregruppe, da de alle fødte deres første barn. I 37 år har de været med i hinandens liv gennem både det lyse og det mørke. De mødes stadig jævnligt, kan tale om alt – og så går de ikke tidligt i seng.
I marts 1987 føder syv mødre i løbet af 11 dage deres første barn på Grindsted Sygehus.
Flere af dem mødes på barselsgangen, og ved det fælles morgenbord og i tv-stuen om aftenen snakker de amning, søvn – og så én ting til. For skulle de ikke tage og mødes derhjemme og dele alt det, der fylder for dem som førstegangs-mødre?
Det er nu snart 37 år siden, at mødregruppen i Grindsted-området blev til.
Rie, Susanne, Mimi, Birgit, Elin, Inger og Birthe er i aften samlet til tapas og gode minder hos Rie i Mariehaven i Ansager. Og der bliver snakket igennem, for de syv kvinder har holdt sammen alle årene og er i dag nære venner.
"Vi har brugt hinanden hele vejen," fortæller de.
"Men hvor vi startede med at snakke amning, handler det nu også om nedsat syn og nye knæ!"
Barselsgangs-dagene var for de fleste af dem en hyggelig boble, som strakte sig over en hel uge. Og de husker, hvordan sygeplejerskerne havde god tid, og man kunne drikke vin og spise pizza om aftenen. Rie stak hovedet ud af vinduet, når hun skulle ryge, kommer det frem, for det var bare en anden tid. Og lige inden Mimi skulle have kejsersnit, stod operationslægen inde ved siden af og spillede trompet!
Fra starten hørte både det lyse og det mere mørke dog til mødregruppens fælles liv.
"Birthe fødte som den sidste af de syv, og med hendes Daniel kom det samlede kuld op på fem drenge og to piger. Men kort efter fødslen så flere af de andre mødre personalet komme løbende hen ad gangen med den lille vugge. Det gik stærkt," husker Susanne.
"De opdagede, at han var født med en hjertefejl," fortæller Birthe, der kom med Daniel på Odense Sygehus, hvor han blev opereret akut.
Rie husker, hvordan det påvirkede hende, da hun hørte det:
"Jeg kan huske, jeg tudede og syntes, det var uretfærdigt, at der var sådan en forskel: "Hvorfor sidder vi her og er lykkelige?" Jeg syntes, livet var uretfærdigt, og følte mig også lidt skyldig over, at jeg sad der og var glad, det var en mærkelig fornemmelse," siger Rie.
Annonse
Heldigvis gik operationen godt. Men kun godt et år senere blev mødregruppen ramt igen, da Mimis mand døde af en svulst i hjernen, 24 år gammel. De syv mødre var sammen, den dag han døde.
"Så det har også været i livets modgang," understreger Elin.
I samme båd
For Mimi var mødregruppen en god støtte:
"Det var jo ikke lige det, man regnede med. Vi skulle til at bygge et familieliv, og så dør han, da vores søn er 14 måneder. Men på den måde har vi stået sammen lige fra starten."
Den ens situation gjorde, at de syv kvinder fik stærke bånd til hinanden.
"Fordi det var første barn for os allesammen, så var vi i samme båd. Og vi kunne bare også godt lide hinandens selskab," siger Inger.
Mens børnene var små, mødtes de til kaffe en gang om måneden.
"Vi snakkede om, hvad de spiste, og måtte de sutte på fingrene, og hvornår slap de sutten. Og så konkurrerede vi faktisk en hel del om, hvad de kunne," smiler Birgit.
"Inger havde lige pralet med, at Ditte var renlig, og så gik hun ud og tissede i bukserne!"
Den historie er blevet genopfrisket flere gange. Men selv om syvkløveret har meget til fælles, er de langt fra ens.
"Vi er faktisk vildt forskellige, men vi har det sjovt sammen," siger Elin.
Efter syv år begyndte mødregruppen at mødes også uden børn og fandt ud af, at det også kunne noget.
"Det sværeste var, da de blev teenagere – det er nogle år, man skal igennem, og der var slet ikke enighed om, hvor mange øl de måtte have med – nogle af os var skrappere end andre!," fortæller de.
Annonse
Med årene kom mødregruppen til at dele alt fra skilsmisser og dødsfald til runde fødselsdage og sølvbryllupper, og i marts hvert år bowlede de med børn og mænd. En af de største overgange var, da sidste barn flyttede hjemmefra – snakkene om at være mødre og om meget andet i livet fortsatte.
"Vi kan snakke om alt," siger de.
"Og ud på de små timer lærer man hinanden godt at kende," smiler Mimi, og hentyder til, at de gerne snakker til klokken tre om natten, når de i dag mødes mindst to-tre fredage om året – uden mænd.
"De skal ikke med og ødelægge den gode stemning!," som de siger.
Snakken falder på nætter i Susannes sommerhus, hvor de for eksempel har haft en hulahopring fremme for at teste, hvem der stadig kunne køre med den.
Annonse
En lille familie
Når de mødes i dag, er emnet tit det at være bedstemødre, for mødregruppen er nu oppe på 26 børnebørn inklusive bonusser.
"Vi er også en lille familie," siger Mimi.
"Så vi spørger også til, "Hvordan går det med din mor?", "og hvordan går det med din mor?"."
Åbenheden har altid været stor, og humor har der heller aldrig manglet.
Birgit genopfrisker dengang, hun sagde til Rie, at hun ikke forstod hvordan hun og Helge orkede at få fire børn, og Rie svarede: Jamen det er da den eneste fornøjelse, vi har!
30 års jubilæet blev fejret en hel weekend, hvor marts-børnene fra 1987 også mødtes igen og ifølge mødrene hyggede sig gevaldigt. Når mødregruppen om få år fylder 40, skal der ske noget igen, også med mænd og børn.
"Børnene i den her gruppe betyder også noget særligt for én," siger Rie, og mændene hygger sig også med hinanden, det bliver en ordentlig flok – vi skal gøre et eller andet lidt større.
Men som Inger slår fast:
"Det er samværet, det kommer an på."
