”Vi skal ikke kæmpe for ligestilling, men arbejde sammen for den”

Hvordan starter din dag?

“Jeg er kæmpe A-menneske. Men jeg har en søn, Eddie, så jeg er ikke længere den første, der vågner. Det første, jeg tænker på er kaffe, og mens den brygger, går jeg i bad og gør mig klar, mens Eddie ser fjernsyn. Og så serverer jeg den første kop i sengen til min mand.

Jeg er tit meget træt om aftenen, så morgenstunden er faktisk vores datetid. Jeg er selvstændig, så vi har været vant til langsomme morgener, men det tynder ud nu, hvor Eddie er startet i skole. Men vi spiser morgenmad sammen alle tre – ofte havregrød. Jeg skal have noget, der kan holde sulten fra døren i mange timer, fordi jeg tit er på farten med foredrag eller møder.”

Hvordan ser dit arbejdsliv ud?

“Min arbejdsdag varierer meget. I skriveperioder kan jeg godt stå op klokken 04.30 og skrive på min bog, inden de andre vågner. Når jeg researcher, læser jeg intenst i et par timer ad gangen og holder 15-30 minutters pause til mails, vasketøj eller en løbetur. Og så tager jeg alle de noter, der er grundlaget for teksten.

Hvis jeg bliver meget rørt af en kvindes historie, eller jeg selv råber “What?!” må jeg skrive med det samme, for jeg bestræber mig på at skrive en levende historie, der ikke er for refererende. En arbejdsdag kan også være at lave nye afsnit til min podcast eller holde foredrag. Jeg var på foredragsturné hele foråret, og rejsedelen er hård. Da jeg var yngre, troede jeg, at jeg skulle leve af at synge; nu er jeg glad for, at jeg ikke skal på turné med mit band resten af livet.”

Hvem er dit største forbillede?

“Kate Bush, som jeg blev introduceret til første gang, da jeg var 16 år. Jeg er barn af 90’erne og var ung i 00’erne, og hvem var der lige at se op til, når man selv havde en drøm om at være sangerinde? Kate Bush var den første, jeg mødte, der var helt selfmade og skrev sangtekster, der var next level. Hun var kompromisløs og holdt fast i sig selv.

Da albummet Aeriel udkom, havde hun lige holdt 12 års pause. Hun laver musik, når det passer hende, ikke for at holde et momentum dikteret af et pladeselskab. Og så nægter hun, at musikken skal handle om at være smuk, så hun skærer ansigter i sine videoer, mimer og danser præcis, som hun vil. Hun er et kæmpe talent, der altid har haft noget på hjerte og havde allerede skrevet 200 sange, da hun var 12 år.

Alligevel starter alle portrætter om hende med, at David Gilmour (guitarist i Pink Floyd, red.) ‘opdagede’ hende. Han bliver hovedpersonen, selv om han spiller en mikroskopisk rolle i hendes liv. Det er helt typisk for den patriarkalske historieskrivning: Manden skaber kvinden.”

Hvilken kamp er den vigtigste at kæmpe?

“Jeg har det lidt svært med ordet kamp og tanken om, at man skal være en rebelsk kvinde eller en Pippi-pige for at få en plads i historien. Jeg synes ikke, vi skal kæmpe for ligestilling, men arbejde sammen for den. Det, jeg ønsker mig, er, at der bliver skrevet en ny danmarkshistorie, hvor kvindens perspektiv fylder lige så meget som mandens. At det bliver naturligt, at kvinder får lov til at fylde 50 procent af fortællingen, fordi de udgør 50 procent af befolkningen – ikke fordi de er rebeller eller martyrer.”

Hvem har overrasket dig mest?

“Min søn. Jeg er vokset op i en familie, hvor alle var gode mødre. Jeg var lige som dem god til at blive gravid, føde og amme. Men du bliver altså ikke et bedre menneske af at blive mor. Eddie har lært mig meget om mine egne begrænsninger som menneske. Jeg er jo også barn indimellem, selv om jeg er moren. Illustratoren Line Jensen har så fint illustreret et barn og en mor, der rækker tunge af hinanden. Sådan er det hjemme hos os.

Jeg diskuterer nogle gange så barnligt med ham, hvor Christoffer (Gry Jexens mand, red.) må sige: “Du skal bestemme ikke diskutere.” Og så har det været overraskende, hvor meget jeg får fra hånden. Jeg kunne ikke komme dryssende ind på specialekontoret klokken tolv som de andre. Jeg havde kun timerne, hvor Eddie var i vuggestue, så jeg arbejdede koncentreret fra klokken 9-15. Man får ikke overskud af at blive mor, men man bliver effektiv.”

Hvad er det sidste du tænker på, inden du går i seng?

“Jeg har et godt sovehjerte, så når jeg ikke kan finde ro, ved jeg, at det er et signal om, at jeg har for mange deadlines. Jeg forærede mig selv Hella Joofs Papmaché-reglen i barselsgave og har taget hendes doktrin om taknemmelighed til mig.

Når jeg stresser over alt det, jeg ikke nåede, øver jeg mig i at kigge med taknemmelighed på det, jeg har gjort. Gåturen i Rude Skov, et dejligt møde, eller da jeg hentede Eddie, og vi spiste en is i haven. Livet står og falder ikke med en deadline, så jeg kan lige så godt tilgive mig selv for de ting, jeg ikke når.”

Hvor i verden vil du helst spise morgenmad?

“Italien. Hvis jeg fik råd, ville jeg købe en vingård i Norditalien og bo der tre måneder om året. Dagen ville starte med kaffe, yoghurt, frisk frugt og croissanter, og så kunne mine venner og familie bare droppe forbi. Inden vi fik barn, var morgenerne min magiske tid alene, når vi var på ferie, fordi Christoffer er B-menneske. Nu deler jeg morgenmagien med min søn.”