Morten Kirckhoffs bedste råd til dig, der gerne vil mere på eventyr
Ville du ønske, du var mere eventyrlysten? At det var dig, der havde de vilde, overraskende og unikke rejsehistorier? Så er der gode nyheder til dig: Her får du Morten Kirckhoffs guide til, hvordan dine ferier kan blive mere eventyrlige.
Har du nogensinde set et rejseprogram og inderligt ønsket, at det var dig, der drog ud i verden og kom hjem med rygsækken fuld af store oplevelser? Eller siddet i et selskab og tænkt: ”Øv, hvorfor er det ikke mig, der har de eksotiske rejsehistorier?”
Bare rolig. Ifølge Morten Kirckhoff, som er kendt fra DR’s rejseprogram ”Nul Stjerner”, kan du nemt få flere eventyr ind i dine ferier. Men du skal gå stille og roligt frem.
”Det gælder om at tage baby steps. Hvis du og familien eller vennegruppen fx har en uge i Malaga, hvor I føler jer godt tilpas, så tag én dag, hvor I gør noget crazy,” siger han.
Det er nemlig essentielt, at du føler dig godt tilpas og tager på eventyr fra et komfortabelt udgangspunkt. For hvis du er usikker og forvirret, begår du fejl.
”Så er det, du pludselig efterlader din kuffert på en banegård i New Dehli, fordi du har mistet overblikket og lige skal tjekke, hvornår toget egentlig går. Så hvis du kun har prøvet at sidde på et resort i Spanien, skal du nok lade være med at tage på en full-on-Nul-Stjerners-tur som det første,” råder han.
I forlængelse af dette sammenligner den berejste tv-vært det at rejse med alt muligt andet, man gerne vil være god til, og som kræver øvelse:
”Hvis du gerne vil være en god løber: Køb et par løbesko, og løb en lille tur. Lad være med at forsøge at løbe et halvmaraton til en start, for det bliver ikke en succes. På samme måde skal du starte i det små med eventyrene, så du får noget erfaring.”
På taxatur med de lokale
Helt konkret foreslår Morten Kirckhoff, at I allierer jer med de lokale, hvis I vil have én på opleveren. I kan fx tage en taxa og bede chaufføren om at køre jer til den by eller det område, hvor vedkommende selv bor.
”Så spørger I chaufføren ind til området og finder ud af, hvor han fx selv ville gå hen at spise. Så siger han: ”Hvis min familie skal ud at spise, går vi ned på Don Carlos Taverna, fordi han laver den vildeste paella”, og så går I ned til Don Carlos. Pludselig sidder I dér og spiser lokal mad, og så kommer der sikkert én ind og spiller sitar eller et eller andet, og så snakker I lidt med ham.”
Efter en god omgang paella med de lokale, kan I drage hjem til jeres trygge rammer igen.
”Når mørket falder på, har I lavet en aftale med taxachaufføren om, at han kommer og henter jer og kører tilbage til hotellet. Så kommer I hjem med en succesoplevelse i bagagen. Næste gang kan I så tage to dage på den måde eller tage lidt længere væk, end I plejer, og på den måde kan I udvide jeres comfort zone,” siger Morten Kirckhoff.
For at få den mest autentiske oplevelse understreger han, at I ikke må slå byen eller spisestedet op på din telefon undervejs: Ingen Tripadvisor, Google Maps eller lignende. I skal bare følge med og tage det hele ind. Sådan får I en oplevelse, I sent vil glemme.
”Ud af en uges ferie, er det nok dén dag, du husker bedst. De andre dage, hvor I lå ved poolen og spiste i buffeten, kan du ikke rigtig huske, men dén dag husker du.”