”Jeg har joket med mine venner om, at jeg føler mig lidt som Beyoncé”

Naiha Khiljee taler hurtigt. Sætningerne og pointerne flyder ud af munden på hende, mens hun fortæller, hvordan hun endnu er i proces med teksterne til opfølgeren til den roste debut, Kære søster fra 2020, der med rytmiske og kraftfulde rim bevægede læsere med tekster om at elske sin brune hud, om diskrimination, mistanke og politivold – og om den strukturelle racisme, som hun og andre minoriteter møder.

Man kan vælge at blive knust under historiens tyngde og samfundets uhyrligheder eller indtage krigerstilling, som forfatteren Bernardine Evaristo lader en af sine karakterer i romanen Pige, kvinde, andet sige. Naiha Khiljee, der også kalder sig aktivist, har indtaget en slags verbal krigerstilling, og i den nye digtsamling Læg en besked, som udkom 11. maj, spørger hun, hvor nærheden, åndeligheden og autenciteten er blevet af i et samfund, hvor SoMe er vores gud.

Da hun udgav Kære søster, havde hun netop taget hul på et nyt kapitel i sit liv som spoken word-kunstner på scener i København, da en redaktør fra Lindhardt og Ringhof i 2019 faldt over et interview med hende, hvor hun performede en af sine tekster:

“Kære søster, jeg har hørt historier om, hvordan de ser dig, som en hul krop, der kan bære deres synder. Et hjem for næste generations chauvinistiske tanker. Min kære søster, jeg har set, hvordan de klæder dig på som en Barbie-dukke. Klæder dig på, klæder dig af, efter vind efter vejr, efter politik eller personligt begær…”

Han spurgte, om hun ikke havde lyst til at komme ind på forlaget med teksterne.

“Jeg var jo helt grøn, da jeg blev headhuntet til at skrive Kære søster,” siger Naiha Khiljee, der på én og samme tid frygtsomt og frygtløst kastede sig ud i det og blev et ansigt i offentligheden og en stemme i medierne.

“Denne gang har jeg leget lidt med at gøre papiret til en scene. Undersøgt, hvordan jeg kunne få ordene og sætningerne til at performe på papiret. Det må godt se ud, som om de stikker lidt af eller hopper,” forklarer Naiha Khiljee, der er optaget af de performative greb, som bruges i scenekunst og musik, og er særligt inspireret af rap og hiphop.

Hun har også blandet sig mere i udgivelsen og alt omkring den.

“Jeg har joket med mine venner om, at jeg føler mig lidt som Beyoncé,” siger Naiha Khiljee og griner højt.

“Hun vil have en sidste hånd på alt. Og det kan jeg godt forstå. Jeg ved ikke så meget om visuel kunst, for det er ikke mit speciale, men jeg har alligevel en mening om det. Ideelt set står ordene alene, men det gør de jo ikke. De står i en kontekst, og portræt og forsidebillede kommer til at farve dem.”

På omslaget ses de striber, som Naiha Khiljee har malet efter kunstneren Jeppe Heins vejledning.

“Jeg faldt over hans arbejde på Instagram og blev forelsket i hans blå værker, som han maler i takt med sit åndedrag. Det skaber en flot repræsentation af den luft, som forbinder alle mennesker.”

Mens hun malede og trak vejret dybt ind og ud, repeterede hun ‘al ar Rahman’, som betyder ‘Den mest barmhjertige’.

“I den islamske tradition har vejrtrækningen et intimt forhold til sjælen, og derfor er det danske ord åndedræt helt særligt,” forklarer hun.

Ordet blåt spiller en rolle i Læg en besked, hvor jeget flyder ind og ud af skærmens hypnotiserende blå kram og himlens og havets blå. Billederne er taget af veninden, fotograf og dokumentarist Anne Ahn Lund, som hun også har arbejdet sammen med på filmprojektet Ramdan Muslim – in Quarantine with God, hvor unge muslimer fortæller, hvordan det har været at holde ramadan under corona, og som blev vist på CPH:DOX i 2021.

Naiha Khiljee har fået en slags naturåbenbaring. Eller i hvert fald har hun opdaget, at hun har været afskåret fra naturen, fordi hun er vokset op i byen.

“Jeg har mest været i parker, hvor stierne er trimmede og hækkene klippede, men det er kontrolleret natur. Vi har under fem procent vild natur i Danmark, og biodiversiteten falder – ligesom den gør over hele kloden. Det har vækket noget i mig i forhold til klimaaktivisme. Selv hvis jeg gør mit bedste, kan jeg ikke komme ud i vild natur, hvis den ikke længere findes.”

For Naiha Khiljee hænger timer brugt i naturen også sammen med hendes mentale helbred.

“Jeg er også psykolog, og jeg tror virkelig på, at du får det bedre af at bruge mere tid i naturen. Jeg ville måske få færre klienter, men det ville jo være en god ting.”

Hun har nemlig selv oplevet, at sjæl og sind ikke kan følge med, når der bliver brugt for mange timer bag skærmen. Teksterne i Læg en besked blev født i en tid, hvor hun i perioder følte sig udbrændt. Det præstationspres, hun havde ligget under for i skolesystemet, havde bredt sig til hendes aktivistiske aktiviteter som en dråbe blæk på papir.

“Jeg havde en følelse af, at hele verdens problemer hvilede på mine skuldre. Hvis jeg ikke gjorde noget, så var der heller ingen andre, der gjorde det,” siger Naiha Khiljee.

Hun kastede sig ud i fundraising og demonstrationer og var en aktiv del af online-fællesskaber. Der var “sultne stemmer,” der ventede i indbakken på mail, sms og sociale medier, og hun var evigt beskæftiget med at besvare henvendelser fra alle mulige, der efter hendes første udgivelse ville have en bid af hende. En kommentar, et citat – og helst i morgen. Og der var magtesløsheden over endnu en ubehagelig, racistisk kommentar og folk, der fortrænger, at mennesker deler 99,9 procent genmasse, mens de troller løs.

“Sandsynligvis har de ikke engang læst noget, jeg har skrevet, og de er heller ikke interesserede. Det er fremmede mennesker, som bare antager det værste om mig. Online er der ikke den etik, som du kan forvente, når du skal se folk i øjnene, og det har været svært for mig at finde en balance, hvor jeg også beskytter mig selv, så jeg ikke bare bliver sådan en måtte, man træder på.”

Det var hårdt, synes Naiha Khiljee, selv om hun også oplevede anerkendelsen og glorificeringen af folk som hende med adgang til en mikrofon. Men det var ikke noget, der fik hende til at “egotrippe.”

Tykhudet

Som den digter hun er, vendte Naiha Khiljee blikket mod sig selv for at undersøge, hvad hendes oplevelser sagde om samfundet. Det kom der bl.a. digtet Tykhudet ud af, som taler ind i hele debatten om, at flere og flere, særligt kvindelige kommentatorer, trækker sig fra den offentlige debat, hvor tonen til tider er brutal:

“Med tiden vil din hud vokse, og hvis du er heldig, vil du en dag have så tyk hud, at du ikke kan mærke, om det er hud eller plastik, gummi, silikone eller andre livløse, men bevægelige substanser. En dag vil du se en baby tage sine første skridt, og det vil vække præcis de samme følelser i dig, som når du skænker din morgenkaffe. Du vil læse dødstruslerne i din indbakke og sove trygt om natten som en baby eller seriemorder.”

“Jeg begyndte at kigge på min egen praksis og spørge, hvor jeg går galt i byen, hvor jeg bidrager til en kultur, hvor vi ikke passer på naturen og ikke taler sammen? Jeg fandt ud af, at jeg måtte tage konsekvensen og nedprioritere onlinemiljøer, for jeg vil hellere prioritere virkelige mennesker og møder,” siger hun.

“Jeg trækker mig og har offline-perioder, som kan være meget lange. Det giver mening, og jeg har det meget bedre nu, end da jeg var meget mere connected. Jeg får gjort så mange flere af de ting, jeg gerne vil, som at sejle kajak, der føles langt væk, hvis jeg er på skærmen og lige er i gang med at følge med i et eller andet politisk.”

Hun er ret sikker på, at det har betydet, at hun har mistet nogle point i online-aktivistkredse, men som hun siger, så hjælper det ikke andre, at det ødelægger dig. Og rigtig mange af de aktivistiske metoder, der bliver brugt, er ikke konstruktive.

“Det er ikke for at sige, at demonstrationer aldrig er nyttige, men ofte er de det ikke. For det meste giver det os bare en følelse af, at vi gør en forskel, uden at der faktisk sker noget.”

I stedet for at demonstrere passiv sympati ved at poste anerkendende blå og gule flag eller sorte skærme, når nyhedsstrømmen vælter ind i vores feed, er Naiha Khiljee kommet frem til, at hun hellere vil gøre en forskel der, hvor hun faktisk kan byde ind med en viden og en erfaring, der gør, at hun bidrager værdifuldt.

“I går prøvede jeg at scrolle igennem mit feed for at se, om der var nogen, der havde sagt noget meningsfuldt og intelligent om krigen i Ukraine. Jeg skulle scrolle længe, før jeg fandt et opslag, der ikke bare var hashtags og flag, men for mig er aktivisme ikke en hobbyting. Det skal prioriteres. Hvis vi ikke rigtig ved noget, så siger vi jo heller ikke en skid,” siger hun og pointerer, at hun savner de stemmer, der sidder på en viden, vi kan lære noget af.

Læg en besked er også skrevet på Naiha Khiljees følelse af, at vi mister os selv og hinanden, når vi afkobler os selv fra autentiske relationer, natur og ånd.

Hvem er vi egentlig, når vi trykker på knappen på siden af telefonen – og lader skærmen være sort?

“Hvor mange af os har nogle, vi ægte kan ringe til og bede om hjælp. Som faktisk dukker op, når vi har brug for det? Hvor tit går vi lige over til naboen og spørger, hvordan de har det? De der småting, der gør, at vi føler os forbundet til andre mennesker og mærker, at vi er en del af et fællesskab,” siger Naiha Khiljee.

Hvordan definerer du åndelig aktivisme?

“For mig handler det om at bruge de principper og den etik, som min religion bygger på. Jeg tror på, at vi har en sjæl, og at det er vigtigt, at vi passer på den spirituelle del af livet. For mig personligt handler det om min forbindelse til gud. Min åndelige praksis,” siger Naiha Khiljee, som mediterer og fem gange om dagen vender sig mod Mekka og beder – for at forbinde sig med naturen, passe på sit helbred, vise sin skaber taknemmelighed og sin familie og sit lokalsamfund respekt.

Det er spirituel sundhed at passe på sig selv, sine omgivelser og sine fællesskaber.

“I den islamiske tradition skelner man mellem det lille kosmos og det store kosmos. Lille kosmos er mennesket og det spirituelle hjerte, og det store kosmos er hele universet. De to ting er forbundet, så når vi ødelægger naturen, er det, fordi vi har en spirituel ubalance inde i os selv. Og når naturen ødelægges, skaber vi en endnu større ubalance. Det er en vekselvirkning, og derfor er det naturligt at passe på dine omgivelser, når du prøver at passe på dig selv.”

Nu venter en ny omgang i udgivelsesmanegen, men Naiha Khiljee er så klar, som hun kan blive. Hun har indtaget sin verbale krigerstilling og holder sig realistisk og vagtsom, mens hun prøver at holde fast i sig selv.

“Det er en del af mit arbejde, men det giver mig ikke værdi. Heldigvis har jeg venner, familie og min gud, og det er meget mere værdifuldt, end hvem der lige hyper eller tagger mig.”