Søde billeder: Neel Rønholt og Jens Sætter-Lassen er blevet gift
Neel Rønholt og Jens Sætter-Lassen har dannet par i 16 år, og i lørdags sagde de ja til hinanden i et udendørsbryllup.
Neel Rønholt og Jens Sætter-Lassen har gået stille med bryllupsplanlægningen, men nu har parret afsløret, at de sagde ja til hinanden i lørdags.
Det skriver den folkekære skuespiller på sin Instagramprofil, hvor hun deler billeder af de to, der står udenfor ved en smuk mark i deres stiveste puds.
I opslaget skriver hun:
"24.06.23💍👰♂️ I går sagde Jens og jeg JA til hinanden efter 16 års kærlighed. En magisk dag💫"
Flyttede familien ud af byen
I et stort interview med ALT for damerne, fortalte Neel Rønholt i december, at familien havde valgt at flytte fra Christianshavn, hvor de boede, til Humlebæk for nogle år siden.
"Før boede vi i et skønt gammelt hus på Christianshavn. Det ligner faktisk lidt det her, hvor vi bor nu. Omgivelserne er bare meget anderledes."
"Men en dag stod jeg der og kiggede ud, da jeg pludselig begyndte at visualisere, at jeg stod på en bondegård. Jeg skal altid visualisere ting for rigtigt at kunne sætte mig ind i det."
Det fik hende til at sige til Jens:
"Jeg ved godt, at det lyder helt vildt skørt, og du må ikke blive skræmt, men jeg har det lidt, som om at jeg har lyst til at flytte på landet."
Han lod sig ikke skræmme, og kort tid efter flyttede familien - som består af Neel, Jens og døtrene Ellen og Franka - i deres nuværende, stråtækte hus.
Forlovet længe
I december kunne Neel Rønholt ikke sige, om det netop blev i 2023, at parret ville sige ja til hinanden.
"Jens og jeg har været forlovet i en del år nu," sagde hun til ALT for damerne sidste år.
"Vi er allerede forbundet for evigt, så det er ikke så meget det. Det er mere, fordi der er noget skønt over at fejre vores kærlighed, fordi jeg føler mig så utroligt heldig ved, at Jens og jeg har hinanden, og vi har det liv, vi har sammen," sagde hun.
Og det blev altså alligevel i 2023, at de blev gift. Se hendes billeder her: