Nicolines to bedste veninder begik selvmord: ”Savnet forsvinder aldrig”

Fester, farver og sin bedste venindes selvmord.

Det var, hvad gymnasietiden i 2.g bød på for den nu 22-årige Nicoline Vesterdal. Det var på det tidspunkt første gang, hun mistede en veninde. Første gang, hun mistede i det hele taget. Og næsten fire år efter skulle hun miste igen.

For i november 2020 mistede hun så endnu en af sine tætteste veninder til selvmord. Et tab, der rev op i mange af de gamle, svære følelser, og som har været med til at definere, hvem hun er i dag.

De to dødsfald fylder nemlig stadig meget i Nicolines liv, på hver deres måde, og hun oplever, at folk generelt er bange for at spørge ind til sorgen, hvilket har fået hende til at føle sig ensom. Det håber hun vil ændre sig nu, hvor hun sætter flere ord på netop den – sorgen.   

Astrid

De to dengang 18-årige gymnasiepiger havde ikke kendt hinanden længe, men var alligevel blevet allerbedsteveninder. De lavede alt sammen: Gik i klasse sammen, festede sammen og rejste sammen.

Astrid kæmpede med en slem depression den vinter, men det kom alligevel som et stort chok for Nicoline, da hendes tætteste allierede pludselig ikke var der længere.

”Når man er vant til at snakke sammen hver dag, hele tiden, så var det meget tomt pludselig ikke at have den person. Jeg var meget ked af det og græd meget i lang tid efter,” siger hun og fortsætter:

”Jeg droppede ud af gymnasiet, fordi jeg var så ked af det. Jeg kunne ikke følge med i skolen, og jeg kunne ikke overskue mine eksaminer.”

Men det, at hele gymnasiet havde kendt Astrid, hjalp Nicoline hurtigere tilbage på sporet. Savnet blev ikke mindre, men nemmere at snakke om, jo mere hun fik det talt igennem.

”Det hjalp at have det her fællesskab, og det hjalp, at man kunne se, at hun havde berørt rigtig mange mennesker. Alle var kede af det.”

Emma

Nicoline kom retur på skolebænken og fik endelig studenterhuen på. Hun var nu klar til for alvor at nyde friheden i sit sabbatår.

Hun brugte al sin tid med den tætte veninde Emma. De var begge arbejdsløse og brugte de mange dagtimer sammen, mens venner og familie var på job.

Det ændrede sig dog brat, da også Emma valgte at tage sit eget liv.

”Min krop og min hjerne benægtede det. Den ville ikke rigtig tage ind, at det var sket. Jeg var selvfølgelig rigtig ked af det, men jeg har slet ikke kunnet mærke det på samme måde, som jeg kunne med Astrid. Jeg tror, det var min måde at beskytte mig selv på,” siger hun og fortsætter:

”Da jeg mistede Astrid, kunne man tydeligt se på mig, at jeg var meget ked af det, så der var flere opmærksomme og spurgte ind. Nu er jeg mindst lige så ked af det, men fordi jeg ikke har vist det så meget, så tror jeg, at andre tror, at jeg måske har det fint og ikke tænker så meget over det. Men egentligt fylder det alt.”

Savnet forsvinder aldrig

Et år efter Astrids død konstaterede en psykolog, at Nicoline ”vel ikke savnede Astrid mere.” Psykologen var dog helt forkert på den.

”Savnet forsvinder ikke, som tiden går. Savnet forsvinder aldrig,” fortæller Nicoline.

Hun føler, at det er anderledes legitimt at sørge over et mistet familiemedlem, end hvis det ”bare” var en veninde.

”Jeg føler, at folk har en forventning om, at jeg kommer mig hurtigere, fordi det ”bare” var min veninde og ikke et familiemedlem. Men man kan jo være mindst lige så ked af det over at miste sin veninde.”

Og det er måske den forventning, der har ført til, at det efterhånden kun er få gange både Astrid og Emma bliver bragt op.

”Jeg ville ønske, at alle generelt turde spørge mere ind. Det er meget sjældent,” fortæller Nicoline og uddyber:

”Men jeg er sikker på, at det ikke er, fordi folk ikke vil. Det er, fordi de ikke ved, hvad de skal sige. Men det værste er jo sket. Man kan ikke gøre noget værre ved at spørge.”

Ensomhed

Og netop det at blive spurgt ind til savnet og sorgen, selvom det kan virke svært, er, hvad Nicoline ønsker for både sig selv og andre, der skulle stå i samme situation.

”Jeg har masser af venner og en god familie, så jeg er ikke ensom generelt, men lige i sorgen, så er det meget ensomt ikke at have nogen at dele det med,” siger hun.

Hun fortæller, at ligesom det for andre kan være svært at spørge ind til, så kan det også være svært selv at bringe op, at man savner den afdøde specielt meget lige den dag.

”Hvis jeg hygger mig med mine veninder eller familie, har jeg ikke lyst til at bringe det på banen, selvom det måske er noget, jeg godt kunne have brug for at snakke om. Jeg kan bare mærke, at det ville ødelægge stemningen, når folk ikke rigtig ved, hvad de skal sige – og er bange for at sige noget forkert og ribbe op i noget, det gør mig ked af det,” fortæller Nicoline og fortsætter:

”Men hvis folk spørger ind, bliver jeg ikke nødvendigvis ked af det. Det kan jo være, at man kommer til at snakke om en sød eller sjov historie, man engang havde med personen, der ikke er her mere. At man så kommer til at tænke på noget godt. Folk kan i hvert fald ikke gøre noget forkert.”

Hør hele Nicoline Vesterdals historie i den nyeste episode af podcastserien ’Jeg plejede af tro på for evigt’ i podcastappen Talk Town. Podcasten er produceret af Landsforeningen Liv&Død.

Lyt til de bedste podcasts i appen Talk Town.

Talk Town er Egmont Publishings podcastunivers med masser af podcasts for både børn og voksne. Det er gratis for alle, der abonnerer på Egmonts ugeblade eller magasiner og koster ellers 59 kr/mdr. De første 14 dage er gratis og uden binding.

Find stærke, personlige fortællinger og masser af inspiration om alt fra parforhold og børn til mode og sundhed. Talk Town er et nyt podcastunivers med kvalitetsindhold fra velkendte brands som ALT for damerne, Euroman, FIT Living, Vores Børn, ALT.dk mm.

Prøv 14 dage GRATIS nu.

Kun 59 kr./md. efter endt prøveperiode. Ingen binding

Download via iTunes lige her

Download via GooglePlay lige her