Nikolai udlevede sin store drøm: ”Jeg tudbrølede den første uge”

Det har altid været nemt at være Nikolai.

I skolen sagde lærerne: ”Fint Nikolai, du fortsætter bare.”

Derhjemme sagde hans mor: ”Det gør du bare, Nikolai.”

Der har sjældent været de store udfordringer hjemme i trygge København.

Men det fik 30-årige Nikolai Rasmussen nok af en kold januardag for to år siden, da han lå på sofaen og prøvede at tage sig sammen til endnu et HF-kursus.

Jorden rundt på to hjul

Der skulle ske noget, og derfor solgte han sin lejlighed for at få råd til et projekt, han længe havde drømt om:

At rejse jorden rundt. På cykel. 

Det var egentlig ikke noget, der lå i kortene, for Nikolai havde ikke cyklet i 10 år og vidste knap nok, hvordan man skiftede en slange. Han anede heller ikke, hvad projektet krævede i forhold til kost, fysisk form og udstyr, men eventyrlysten trak, og han besluttede sig for at komme afsted relativt hurtigt – uden at planlægge for meget på forhånd.

- Min mor sagde bare ”fint nok, afsted”. Hun kunne godt mærke på mig, at jeg havde svært ved at lægge mig fast på noget, jeg gerne ville herhjemme. Mine venner bakkede mig også op, men nogle af dem sagde: ”Det sker ikke. Det gør han ikke.” Og det er fair nok, for jeg har før været god til at søsætte projekter, der ikke er blevet til noget, siger han.

Første stop: Sverige

Men den 3. august 2015 drog Nikolai afsted i høj solskin.

Familien mødte op på Hovedbanegården i København for at sige farvel, inden han steg ombord på toget til Malmø.

- Jeg har ikke altid været så god til at sætte pris på venner og familie, men i dagene op til afgang mærkede jeg virkelig, at de støttede mig og håbede på, at jeg ville lykkes med projektet.

Og det gik først rigtigt op for ham, da han endelig sad på cyklen, husker han.

- Da jeg nåede den første store mark lige uden for Malmø begyndte tårerne at trille. Det virkede pludselig sørgeligt, at jeg havde behov for at rejse væk fra det hele. ”Hvorfor gør jeg sådan noget her?”, tænkte jeg. ”Hvorfor tager jeg afsted, når jeg har alle mine venner og min familie derhjemme?” 

Men da den nye hverdag på cyklen begyndte at indfinde sig, blev tårerne afløst af en uendelig række praktiske spørgsmål.

- Jeg tudbrølede den første uge, fordi der var så mange nye ting. Pludselig skulle jeg finde ud af: Hvor er der vand henne? Hvor er der mad? Jeg var godt nok kun i Sverige, men det var de mest basale ting, jeg skulle have styr på, husker Nikolai, der pludselig befandt sig langt væk fra den trygge Københavnerboble, han var vant til.

- Jeg ”wildcampede” på turen, det vil sige, at jeg slog mit telt op vilkårlige steder. Men i starten var det svært at finde ud af, hvor man skulle sove henne. Jeg følte hele tiden, at det skulle være lidt mere skjult fra landevejene. Der er historier om folk, der er blevet slået halvt bevidstløs, så jeg ville ikke risikere noget.

- Jeg havde ikke sovet i telt i 15-20 år, og pludselig var der mange lyde, man ikke hører hjemme i lejligheden i København. Nogle nætter var jeg ved at skide i bukserne, fordi der var grene, der knækkede rundt omkring mig. Hvem skal man lige ringe til, hvis nogen står ude foran?

Næste stop: Østeuropa

Nikolai havde lagt ruten nogenlunde klar fra start af. Planen var at cykle til Istanbul via Østeuropa og tage en status dér. Hvis han elskede det, ville han fortsætte med at cykle rundt i verden, og hvis han hadede det, ville han tage hjem.

- Den første tid var helt vildt hård. Jeg var ude af form, så de første par måneder var jeg nogle gange så udmattet, at jeg næsten faldt i søvn hen over teltet, da jeg var ved at slå det op, husker han.

- Og så gik jeg sukkerkold et utal af gang. Jeg fandt ud af, at jeg spiste markant mere, end jeg var vant til, så jeg åd usandsynlige mængder af Nutella undervejs. 

Næste stop: Østeuropa

Nikolai havde lagt ruten nogenlunde klar fra start af. Planen var at cykle til Istanbul via Østeuropa og tage en status dér. Hvis han elskede det, ville han fortsætte med at cykle rundt i verden, og hvis han hadede det, ville han tage hjem.

- Den første tid var helt vildt hård. Jeg var ude af form, så de første par måneder var jeg nogle gange så udmattet, at jeg næsten faldt i søvn hen over teltet, da jeg var ved at slå det op, husker han.

- Og så gik jeg sukkerkold et utal af gang. Jeg fandt ud af, at jeg spiste markant mere, end jeg var vant til, så jeg åd usandsynlige mængder af Nutella undervejs. 

Alligevel overvejede han på intet tidspunkt i løbet af de første seks måneder at give op. De gode dage på cyklen var nemlig så gode, at de i den grad opvejede de dårlige.

- Nogle dage var de mest fantastiske. Der tænkte jeg: ”Det her er bare perfekt. Der er ikke andre steder, jeg skal være.” Adrenalinen begyndte at pumpe, og jeg mærkede virkelig følelsen af lykke. Det er bare dig og cyklen, og det er nok.

Istanbul

Nikolai nåede til Istanbul i midten af november efter 4.000 kilometer på cykel.

Og på trods af den til tider hårde start, besluttede han sig for, at turen ikke var slut endnu.

Så ham og Nanna begav sig videre ud i verden sammen...

Sidste stop?

Nikolai nåede i alt at cykle over 15.000 kilometer i 24 lande, inden han vendte hjem til Danmark i august.

Og selvom det stadig er nemt at være Nikolai hjemme i København, er det på en anden måde i dag, fortæller han.

- Jeg har lært at sætte pris på nogle andre ting, end jeg gjorde før. Jeg sætter mere pris på venner og familie, på naturen og på at have en hverdag, hvor jeg selv vælger, hvad jeg vil fylde den ud med. Det er ikke et privilegium, mange har. De fleste rundt i verden skal jo bare have mad og tag over hovedet. Herhjemme handler det mere om at nyde livet.

I dag arbejder Nikolai som opvasker på en café på Nørrebro i København og er vendt tilbage til HF-kurserne for en stund.

- Jeg drømmer om at cykle i USA, Afghanistan og rundt i Balkan, og så kunne jeg godt tænke mig at læse til journalist, siger han om fremtiden.

Og så har han allerede været på et par dates, siden han kom hjem til København, for cyklen Nanna kunne godt trænge til lidt konkurrence.

- Jeg burde nok snart finde mig en kæreste og få mig nogle børn, men jeg har ikke så travlt med livet længere. Jeg stresser ikke og hviler mere i mig selv. Det kommer, når det kommer.

LÆS OGSÅ: Søstrene Dorthe og Hanne gik luksusversionen af Caminoen - og det var ikke uden udfordringer!

LÆS OGSÅ: Hotelkongen: Hvad betyder millioner af kroner, når ens kone er dødeligt syg?

LÆS OGSÅ: "De andre havde venner, men jeg havde bare mig selv. Sådan føltes det i hvert fald"