Nikolaj Coster-Waldau tog en DNA-test og fik et chok: ”Min far var ikke min rigtige far”
En dna-test i julegave gav en voldsom og chokerende afsløring i familien Coster-Waldau.
Denne artikel blev først bragt hos HER&NU. Dette er en redigeret udgave.
Verdensstjernen Nikolaj Coster-Waldau har aldrig lagt skjul på, at hans far, Jørgen, som arbejdede i Grønland, var alkoholiker og meget fraværende i hans kaotiske barndom. Det fortæller han åbent og meget rørende om i DR-programmet ”En særlig samtale” på DR TV.
En af TV Glad-journalisterne spørger Nikolaj Coster-Waldau, om han som barn drømte om en anden far, og der røber han en velbevaret familiehemmelighed.
For nogle år siden tog han, sammen med sin kone, Nukâka, og andre familiemedlemmer, en DNA-test, som de gav hinanden i julegave. Et stykke tid efter, at alle havde taget deres test, ringede Nikolaj Coster-Waldaus søster til ham med en særlig besked: De er kun halvsøskende, hvilket må betyde, at moren har haft en affære.
"Nogle måneder senere får jeg en mail fra DNA-teststedet om, at de kan fortælle mig, hvem min far er, og at han hed Kjeld Vejrup. Det viser sig altså, at jeg har en anden biologisk far. Det var totalt chokerende på alle mulige planer. Det er noget, som virkelig har rystet mig på mange måder. Min far, Jørgen, er jo min far, men vi kendte ikke hinanden så godt, og vi havde ikke så meget tilfælles," fortæller Nikolaj Coster-Waldau, 54, i "En særlig samtale".
Nikolaj Coster-Waldau besluttede sig for at undersøge, hvem hans biologiske far er, og det viste sig, at han har været med til at lave film og tv – blandt andet som manuskriptforfatter i Los Angeles. Han var også med til at starte dokumentargruppen i DR, og han var leder af filmhøjskolen i Ebeltoft.
Rigtig mange ting, som hænger sammen med Nikolaj Coster-Waldaus eget arbejde i filmindustrien.
Han fortæller, at han konfronterede sin mor, Hanne Søborg Coster, med de nye oplysninger.
"Jeg blev nødt til at spørge min mor om det, men det havde hun sgu ikke så meget behov for at snakke om. Jeg fortalte hende, at jeg var meget berørt, men at det ikke gjorde nogen forskel. Da jeg sagde, at han hed Kjeld, så sagde hun, at det nok passede meget godt, og at ”det var nok meget godt, at der ikke var abort dengang”. Det var en vild oplevelse.
"En særlig samtale" kan ses lige nu på DR TV.