Nina Munch-Perrin: ”Når jeg vågnede om morgenen, havde jeg mavepine og ville ikke i skole”
Nina Munch-Perrins ungdom var ikke en dans på roser, men med sine forældres hjælp og konfronteret med sit eget tv-billede lærte hun at vise, hvem hun egentligt er. Det fortæller hun i denne uges Hendes Verden.
Som teenager var TV-avisens Nina Munch-Perrin en sød og ordentlig pige, der passede sine ting. Der var ikke meget rebel i hende, fortæller hun til Hendes Verden.
Alligevel var det ikke altid lige nemt at være Nina Munch-Perrin.
”Som barn trak jeg mig tilbage i min egen verden med barbier og udklædningstøj i kælderen. Og som så mange andre unge – særligt i dag – følte jeg mig forkert. Helt klassisk gik jeg med de der overvejelser: Hvem er jeg, og hvem er jeg i gruppen? Det er vist ret normale ting at tumle med.”
Artiklen fortsætter under videoen ...
Teenageårene bød derfor på sin andel af brudte venskaber, og Nina Munch-Perrin oplevede også at finde sedler i sit penalhus om, at hun var dum og grim, fortæller hun og tilføjer:
”Når jeg vågnede om morgenen, havde jeg mavepine og ville ikke i skole. Heldigvis var mine forældre konsekvente, og i 5. klasse skiftede jeg skole.”
Da Nina Munch-Perrin kom i gymnasiet, blev det hele lidt bedre. For det var hun god til. I hvert fald det faglige – socialt var hun stadig udfordret, fortæller hun.
Hun uddyber:
”Jeg var god til at gå i gymnasiet, fordi jeg kunne snakke og argumentere, men det sociale var stadig ikke helt nemt for mig, for jeg var lidt overvægtig, og det påvirkede mig. Igen var min mor fantastisk, for hun skaffede mig professionel hjælp til at tabe mig ved at motionere mere og spise bedre, mens min far gennem hele min barndom – kærligt og i bedste mening – kaldte mig ”Tyktøsen”.”
”Det ændrer sig”
En tur til Kina som 19-årig og forældrenes evige opbakning og tro på hende var med til at vende Nina Munch-Perrins til tider udfordrende teenageår på hovedet. Det samme var journalisthøjskolen, hvor hun mødte en masse søde mennesker, fortæller hun.
Gennem alle årene var hun single, for de faste kærester kom først senere.
”Det kan man filosofere meget over, men jeg tror, det handlede om, at den, jeg egentligt er, og det, man mødte dengang, lige skulle nærme sig hinanden med årene. Da jeg var yngre, var jeg ikke opmærksom på forskellen mellem mit indre og min udstråling.”
Skal Nina Munch-Perrin komme med et specifikt bud på, hvorfor det var sådan, var det måske fordi, mange slog sig på hendes kantethed dengang. Derfor nyder hun, at hun i dag er nået en vis alder, for den har lært hende, at man ikke behøver at lave om på sig selv.
”Man skal bare hejse de rigtige flag. I dag er jeg ret bevidst om det – 15 års tv-karriere har nok også hjulpet – for nu møder du den rigtige Nina i første omgang,” slutter hun.
Læs resten af interviewet med Nina Munch-Perrin i denne uges Hendes Verden.