Nina Munch-Perrin: ”Da jeg mødte min mand, så han med det samme gennem alle støjlagene”
Hvert årti har sin egen fortælling. I denne uge er det journalist og tv-vært Nina Munch-Perrin, som tager os med gennem sine aldre. Om sin ungdom, om mødet med sit livs kærlighed - og et uventet opkald fra DR, som hun ikke kunne sige nej til.
0-10 år (1975-1985)
Lørdagskylling i Skovshoved
"Mine tidligste minder er familieliv med mine forældre og min storebror, som jeg boede sammen med, lige til jeg flyttede hjemmefra.
Jeg husker især det med at stå op om morgenen og dække morgenbord, som jeg gjorde hver weekend, når vi spiste morgenmad sammen ved et veldækket bord, og sådan er det faktisk stadig hjemme hos mig. Man behøver vist ikke have læst til psykoterapeut for at se den lige linje dér. Mine børn er teenagere og minder om en sæk lopper, men i weekenden prioriterer vi at spise morgenmad sammen.
Min opvækst var i Skovshoved, og når vi kommer ind i 1980’erne, husker jeg især fondue, lørdagskylling og moviebokse og James Bond-film, som vi gik op og lejede. Mine forældre var journalister og levede et spændende liv, og det påvirkede vores hjem. Verdens begivenheder var inden for vores fire vægge, og jeg havde fra en tidlig alder helt styr på, hvem der var statsminister, for jeg så min mor i tv lave direkte debatter og programmer med Poul Schlüter.
Min far var erklæret konservativ og dybt optaget af kommunismen, som han så som noget meget slemt. Vi fik tudet ørerne fulde af koldkrigsretorik, og han mindede os om, at yde før man kunne nyde og brugte ord som ”smalhals”.
Min mor var politisk set i en lidt anden retning, så de var bestemt ikke enige om alt. Heller ikke om musik, for min far var til jazz, og min mor var til Beatles. Konsekvensen var, at vi ikke hørte musik derhjemme, men vi så film som for eksempel Amadeus, som jeg så i biografen, da jeg var ni år."
10-20 år (1985-1995)
Grimme sedler i penalhuset
"Jeg var sød og ordentlig som teenager og passede mine ting. Der var ikke meget rebel i mig. Men det var ikke fordi, det var en dans på roser at være mig. Som barn trak jeg mig tilbage i min egen verden med barbier og udklædningstøj i kælderen.
Og som så mange andre unge – særligt i dag – følte jeg mig forkert. Helt klassisk gik jeg med de der overvejelser: Hvem er jeg, og hvem er jeg i gruppen? Det er vist ret normale ting at tumle med. Jeg havde min andel af brudte venskaber, og jeg oplevede også at finde sedler i mit penalhus om, at jeg var dum og grim. Når jeg vågnede om morgenen, havde jeg mavepine og ville ikke i skole. Heldigvis var mine forældre konsekvente, og i 5. klasse skiftede jeg skole.
Da jeg blev større, blev det hele bedre. Jeg var god til at gå i gymnasiet, fordi jeg kunne snakke og argumentere, men det sociale var stadig ikke helt nemt for mig, for jeg var lidt overvægtig, og det påvirkede mig. Igen var min mor fantastisk, for hun skaffede mig professionel hjælp til at tabe mig ved at motionere mere og spise bedre, mens min far gennem hele min barndom – kærligt og i bedste mening – kaldte mig ”Tyktøsen”.
Da jeg var 19 år, tog jeg til Kina med en veninde og rejste rundt på budget. Dengang var der ingen høje bygninger i Shanghai bortset fra et enkelt højt tårn. Min mor havde sat os op med den danske generalkonsul, og det var det fineste sted, vi boede på turen. Hos ham fik vi lov at vaske tøj, og vi drak cola og spiste cornflakes, inden vi trissede videre gennem Kina på tredje klasse i bus og tog og var ved at dø syv gange i trafikulykker.
Det var meget primitivt, og jeg havde aldrig prøvet noget lignende, men jeg måtte alting for mine forældre, selv om der ikke var mobiltelefoner. Det var bare afsted og send et postkort. Jeg har været i Kina mange gange siden og kan bare konstatere, at udviklingen er vanvittig."
20-30 år (1995-2005)
Med en spids blyant
"Jeg læste egentligt til socialrådgiver, men skiftede undervejs til journalisthøjskolen i Aarhus. Det var en fest at bo derovre, for jeg havde skønne studiekammerater, som er nære venner den dag i dag. Det var en fantastisk tid, hvor jeg også begyndte at hvile mere i mig selv.
Allerede efter halvandet år skulle vi i praktik, og jeg røg på Jyllands-Posten, hvor jeg skulle være et år i København og et halvt år i Bruxelles. En af de første artikler, jeg skrev, var en bagside om, at nu rundede vi seks milliarder mennesker i verden. Jeg var helt klart begunstiget af at have to forældre i det game. De læste alt, hvad jeg skrev, og min mor fortalte mig, hvis der manglede kommaer, mens min far var af den holdning, at selv den mindste faktuelle fejl var utilgivelig.
Måske af den grund spidsede jeg blyanten lidt ekstra, og jeg har siden taget med mig, at alt skal være korrekt ned til mindste detalje. Senere tog jeg til USA og dækkede Al Gore/Bush-valget i 2000 for en lokal amerikansk tv-station.
Jeg var single i alle de år, for de faste kærester kom først senere. Det kan man filosofere meget over, men jeg tror, det handlede om, at den, jeg egentligt er, og det, man mødte dengang, lige skulle nærme sig hinanden med årene. Da jeg var yngre, var jeg ikke opmærksom på forskellen mellem mit indre og min udstråling.
Det var vist heller ikke noget, vi gik op i, hvor jeg voksede op. Jeg tror, mange slog sig på min kantethed dengang. Derfor er det skønt at blive 47 og finde ud af, at man ikke behøver lave om på sig selv. Man skal bare hejse de rigtige flag. I dag er jeg ret bevidst om det – 15 års tv-karriere har nok også hjulpet – for nu møder du den rigtige Nina i første omgang."
30-40 år (2005-2015)
Kærlighed ombord
"Da jeg mødte min mand, så han med det samme gennem alle støjlagene. Vi mødtes på færgen mellem Helsingør og Helsingborg, hvor han fik øje på mig i cafeteriet og fulgte efter mig, da jeg gik ud på dækket for at se efter Kronborg. Sådan var han bare, og han kan godt lide rødhårede piger.
Vi mødtes sent i livet, og måske af den grund gik det stærkt, og vi fik to børn, mens jeg arbejdede for Børsen og TV2, som samarbejdede om finansstoffet på tv dengang. Efter barn nummer to sad jeg og skrev til de lyserøde sider om banker og realkredit. Det var der ikke mange kvinder, der gjorde, men jeg havde taget en HD i finansiel rådgivning og følte mig godt hjemme i stoffet, selv om det er en mandsdomineret verden. Hvis der blev set skævt til mig, opdagede jeg det ikke.
Jeg følte, jeg var et godt sted, men i 2012 ringede DR og spurgte, om jeg ville være deres erhvervs- og økonomikorrespondent. Jeg arbejdede solen sort for DR, og jo altid om aftenen når der er TV-Avisen, og når jeg ikke var på arbejde, var jeg sammen med mine børn. Der foregik intet andet i de år."
40- år (2015-)
Mors job
"Jeg stoppede i DR, da jeg fyldte 40, og kort efter blev jeg tilbudt et job i det, der dengang hed Finansrådet. Nu skulle jeg have et normalt arbejdsliv igen. Jo, jeg arbejdede sindssygt meget, men jeg kunne tage hjem klokken 17 til mine børn og først åbne computeren igen om aftenen, når de sov. Men i 2018 ringede DR igen og sagde, at de ville have mig tilbage på TV-Avisen – nu som vært.
Det var ikke et opkald, jeg havde regnet med, og jeg var egentligt glad i finanssektoren, men på den anden side var det et job, det var meget svært at sige nej til. Selvfølgeligt havde det også noget med at gøre, at min mor havde jobbet i slut 80’erne i Søborg. Hun syntes faktisk ikke, det var verdens fedeste job, selv om hun var virkelig god til det. Det interesserede hende bare ikke at være på.
Skulle jeg bevise noget over for min mor? Jo, der var helt klart et element af det. Min mor døde desværre i 2014, så hun aner desværre ikke, at jeg laver det, jeg gør. Til gengæld nåede jeg at spørge min far om beslutningen, inden han døde. Jeg var jo glad uden for DR, men min fars svar var: ”Du kan ikke sige nej til det, og du kommer til at trives bedre i det, end din mor gjorde”. Det havde han ret i.
Det har været nogle vilde år på TV-avisen med valg i USA, corona, valg i Danmark, krig i Ukraine, og nu kommer der måske en økonomisk krise. Resten af mine 40’ere er jeg her på DR, for de tektoniske plader rykker sig, og jeg står midt i det."