”Min ældste dreng er døv – og det har lært mig så meget”

Hvilken kvinde har inspireret dig mest?

"Det er helt sikkert min stedmor, Ulla. Min barndom var rimelig kaotisk og præget af store skift og misbrug. Det var ikke en særlig normal og stabil barndom, men da jeg var omkring ni år, kom hun ind i mit liv, og jeg følte, at hun var en slags skytsengel. Hun var sindssygt kærlig, stabil, interesseret og gav mig ligesom et sprog for mine følelser og rummede også, at nogle ting var svære for mig. Hun var virkelig min advokat i forhold til resten af min familie, og gav mig lov til at være ked af det og vred. I dag er vi stadig enormt tætte, og hun er helt klart en, jeg spejler mig i. Derfor har jeg nok også altid tænkt ”bare jeg kan være som Ulla”."

Hvilken del af din garderobe har den bedste historie?

"Det er nok, at jeg har to brudekjoler hængende i mit garderobeskab. Det er helt åndsvagt, for jeg er kun blevet gift en gang. Men det var fordi, jeg købte en på nettet, lige da min mand og jeg havde fundet ud af, at vi skulle giftes. Jeg brugte en masse penge på at få syet den ind, så den passede perfekt til mig og min krop, men jeg følte alligevel, at det ikke helt var den, som jeg drømte om. Så jeg skyndte mig at købe en ny kjole, og den blev lige, som jeg gerne ville have det. Men det var klart en af de beslutninger, hvor man tænker, at det er dumt, men jeg fortryder det ikke – selvom jeg nu har to kjoler hængende i skabet."

Hvornår vidste du, hvad du ville bruge dit liv på?

"Første gang jeg ville søge ind på Journalisthøjskolen, fandt jeg ud af det for sent i forhold til optagelsesprøven. Men det var egentlig ret perfekt, for så tog jeg til New York, hvor jeg også havde boet de første otte år af mit liv sammen med min familie. Men jeg ville også gerne opleve det for mig selv, så jeg tog derover og fik et job på et onlinemagasin. Det var så hamrende sjovt! Og det var ligesom der, at det gik op for mig, at jeg virkelig gerne ville journalistikken, men også at jeg gerne ville uddannes og beskæftige mig med noget, som var lidt mere meningsfyldt end nattelivet – som var det område, jeg havde fået ansvar for. Men det var for fedt på det tidspunkt, som ung og single i New York, ha ha."

Hvad antager folk fejlagtigt om dig?

"Jeg tror ikke, at folk går og antager alt muligt om mig, men i det omfang, de gør, så tror jeg, at de tænker, at jeg er mere social, end jeg egentlig er. Jeg er jo sådan set et meget socialt menneske – det kommer jeg ikke uden om. Og igennem mit job møder jeg jo også virkelig mange mennesker – og jeg elsker det. Det er lige præcis derfor, at jeg blev journalist. Men i min fritid er jeg faktisk ret asocial. Forstået på den måde, at der foretrækker jeg at være sammen med ganske få mennesker. Min mand, mine børn og en håndfuld af vores tætteste venner."

Hvilket råd ville du give til dig selv?

"Helt sikkert, at jeg skal bekymre mig mindre. Det råd vil jeg både give til mit yngre jeg, men også til mit nuværende. ”Lad være med at bekymre dig så meget”. Det er nemlig noget, som jeg har tendens til – og altid har haft tendens til. Nok især da jeg var yngre, men desværre stadig lidt. Jeg bekymrer mig, om det hele nu skal gå, om jeg er god nok til det, som jeg laver, og om alt bliver okay. Mit voksenliv har generelt været præget af, at jeg har været ekstremt privilegeret og meget velsignet på en eller anden måde. Jeg har altid fået de ting, jeg har peget på – om det så var skole, job eller mand. Men samtidig har jeg gået og bekymret mig for, om det nu skulle gå det hele. Der har været sådan et misforhold mellem mine tanker og den virkelighed, som jeg levede i. Og det er jeg heldigvis blevet meget bedre til."

Hvad har du især lært af at blive mor?

"Hvor skal jeg starte? Ha ha. Jeg kunne skrive en hel bog om det. Jeg har jo to drenge – en på to og en på fem. Min ældste dreng er døv, og det der med at få et barn, der har et handicap – jeg har nærmest ikke ord for, hvor meget det har lært mig. Om livet og om kærlighed, om synet på mennesker. Jeg kigger på ham og ser, hvor vidunderligt et menneske han er, og hvor stærk han er. Det er bestemt ikke nemt at gå igennem verden som lille Calvin."

"Og udover bekymringer og beundring har det også givet mig sindssygt meget at lære tegnsprog og komme ind i døveverdenen. Jeg er ekstremt taknemmelig for at få lov til at komme ind i en verden, som jeg intet vidste om, og som bare har taget imod os med åbne arme. Magen til tålmodige og generøse mennesker skal man lede længe efter. Men det at blive mor har helt sikkert også givet mig bekymringer. For hold nu kæft, hvor har jeg bekymret mig meget for Calvin igennem årene, og gør det stadig. Men jeg har ligesom måttet tvinge mig selv til at have tillid til, at der også er plads til ham i verden, og at alle andre også ser det, som jeg ser – nemlig en virkelig sød dreng."