Ny podcast stiller skarpt på de danskere, der ændrede historien
Du kender Panum, Grundtvig og Karen Blixen. I hvert fald af navn. Men kender du også deres historie? I en ny podcastserie, som Talk Town og Nationalmuseets medie, Vores Tid, producerer i fællesskab, kan du blive meget klogere på historien om de danskere, der ændrede vores samfund og har været med til at bygge det fundament, vi står på i dag.
Året er 1846.
Peter Panum er netop gået om bord på skibet Havfruen med kurs mod det tågede og sygdomshærgede Færøerne. Under sine fem måneder i det afsides øsamfund gør den unge Panum en af lægevidenskabens absolut vigtigste opdagelser. En opdagelse, som får altafgørende betydning for vores forståelse af epidemier og infektionssygdomme.
Den danske historie er fuld af fængslende fortællinger om de danskere, der ændrede den. Dem, som har fået veje og pladser opkaldt efter sig, og som vi refererer til i flæng. Men hvad var de egentlig drevet af? Hvad opnåede de, og hvilke udfordringer måtte de igennem for at nå det, der gjorde dem til navne, der stadig giver genklang?
I den nye podcastserie "Danskere, der ændrede historien", som er blevet til i et samarbejde mellem Nationalmuseet og Talk Town, inviteres du ind i fortællingen om de danskere, der blev helt afgørende for vores allesammens historie.
”Vi kender Panuminstituttet i København og synger med på Grundtvigs sange, men ved du, hvad de egentlig gjorde for vores samfund? Vi vil gerne give lytterne et større indblik i, hvem de var, så vi får dem lidt mere ind under huden – det gør vi ved at zoome ind på afgørende scener og perioder i deres liv, og ved at gøre fortællingen personlig og relaterbar," forklarer Mette Hovmand-Stilling, redaktør på Talk Town.
Asger Juhl er gennemgående vært og tager lytterne med tilbage i tiden. Til små lejligheder i København, en kro på Sydsjælland og altså også til skibet på vej mod Færøerne. Det gør han sammen med nogle af landets fremmeste eksperter inden for de pågældende områder.
Og de historier er inspirerende – også i dag, siger Jacob Frische, chef for Nationalmuseets medie, Vores Tid:
”Vi sætter alle sammen spor i historien, men denne håndfuld danskere har sat så eftertrykkelige aftryk, at vores liv i dag ikke ville have været det samme uden dem. I serien bliver vi klogere på de afgørende stunder i personernes liv og forstår, hvilken betydning deres bedrifter har helt frem til i dag. På den måde lever serien på bedste vis op til vores formål om at gøre os alle klogere på nutiden med udgangspunkt i kulturhistorien,” siger Jacob Frische.
Hør mere…
Story House Egmonts podcastunivers, Talk Town, producerer podcasts for voksne og børn.
"’Danskere, der ændrede historien", udkommer i dag og de følgende syv torsdage. Du kan bl.a. høre om: Peter Panum, N.F.S. Grundtvig, Niels Bohr, Karen Blixen og Matilde Bajer.