Cille er bange for at dø: ”Jeg frygter dagligt at blive kørt ned”

Jeg frygter dagligt at blive kørt ned, når jeg cykler rundt i Københavns gader. Jeg fyldes med angst, når jeg hører om andres sygdom. Og jeg har i en alder af 26 år aldrig set et dødt menneske – og jeg gruer for den dag, jeg gør.

Døden hænger som en gul post-it i mit sind og minder mig om, at jeg og dem, jeg elsker, en dag forsvinder.

Men i den nye podcastserie ”Cille er bange for at dø” – vil jeg – journalist Cille Lewinsky – prøve at slutte fred med den angst, der har fyldt alt for meget, siden jeg flyttede hjemmefra.

Jeg vil tale med eksperter, der gennem deres arbejde dagligt må forholde sig til døden, og med mennesker, hvor døden er skyggen, de ikke kan slippe af med.

Døden er som sommeren

I første afsnit taler jeg med psykolog Bo Snedker Boman. Han har gennem de sidste 20 år arbejdet med syge og døende mennesker på hospitaler og hospicer og fortæller blandt andet, at kontroltabet er noget af det sværeste for os moderne mennesker at acceptere ved døden.

”Du og jeg er børn af generationer, der er født ind i et velfærdssamfund, der har fortalt os, at der er styr på det. Der er kontrol – og hvis der ikke er kontrol hos os, er der helt sikkert nogle andre, der har den. Og det mener jeg ikke, vi skal begræde, jeg er enormt glad for og stolt over at leve i Danmark, men en konsekvens ved det er, at man kan komme ret langt op i livet, før man opdager: Fuck, der er ikke nogen, der kan hjælpe mig nu. I’m on my own,” siger han og uddyber:

”Og hvis du så spørger mig; Hvad skal vi gøre ved det? Så vil jeg sige: Det er måske hele pointen. Der er ikke så meget at gøre, andet end at sige at det er den præmis, vi lever på. Men det er blevet utydeligt for os, det er blevet sløret for os.”

Bo Snedker Boman mener i det hele taget, at vi giver døden alt for meget plads i vores bevidsthed og liv. Den er som sommeren – den kommer, uanset om vi tænker på den eller ej, lyder det fra psykologen.

”Døden er allevegne. Døden er i trafikken, døden er i vores hjerter – og nu er den også i vores åndedræt mellem hinanden. Vi kan komme til at hoste eller nyse på hinanden, og det er tilstrækkeligt til, at nogle kan dø af det. Så døden er her og der og allevegne, og min pointe er, behøver vi så at give den så meget opmærksomhed, når den i forvejen er over det hele? Og hvad ville der ske, hvis man i en uges tid eller 14 dage levede, som om man ikke skulle dø?” 

Lyt til første afsnit af ”Cille er bange for at dø” p